Interrail 2017

Vi stod op kl. 4:30 for lynhurtigt at ordne morgenrutinerne og kl. 5:15 var vi ude af døren. På vejen til stationen hævede vi en god omgang Euro. Der var en dejlig temperatur om morgenen, så gåturen var rigtig fin. Toget gik kl. 05:50 og ombord sad vi og spiste morgenmad, som var yoghurt. Vi skulle så skifte tog i Milano, hvorfra der var afgang kl. 7:23. Milano var en stor banegård, som virkede større end selv Hovedbanegården hjemme i Danmark. Der var skærme over det hele, og de viste alle reklamer (med høj lyd!) af den nye Spiderman film i biograferne.

Vi kom på toget, og fik os en rigtig flot scene at kigge på ud af vinduerne på begge sider af toget. Til at starte med var det Norditalien, så vi kørte i et landskab spækket med høje bjerge, og vi kørte derfor også igennem en del tunneler. Men når vi ikke kørte igennem tunneler, blev vi underholdt af den enormt flotte bjergkæde, som strakte sig lige fra den anden side af vinduet og ud til horisonten. Ligesom vi sad og nød det allermest, kom der en kontrollør, som tilsyneladende ikke gik så meget op i vores billet, som han gjorde i at se pas; det var selvfølgelig, fordi vi da krydsede grænsen til Schweiz. Vi skulle af i byen Brig, for at komme videre til Zermatt.

I Brig havde vi 9 minutter til at skifte fra ankomststationen til ”Brig Bahnhoffplatz”, hvor toget til Zermatt gik fra. Vi nåede det til tiden og skulle så påbegynde, hvad der viste sig at være den hidtil flotteste togtur. Toget var perfekt til at sidde og betragte sceneriet fra, men der var desværre genskær, når vi tog billeder (det gjaldt fra alle vores medbragte enheder; iPhone 6s, iPhone 7 og Nikon spejlrefleks). Charlotte sad med sit Nikon og jeg (Joe) sad med min iPhone 7, men efter blot 5 minutter med desperate forsøg fra alle mulige vinkler og højder gav vi op og lagde elektronikken helt væk. Det var nu meget rart, fordi så prøvede vi for en gangs skyld at tænke på at suge alle indtrykkene ind, og på at være i nuet og tænke på at nyde i stedet for dokumentere oplevelsen.

Med en mangel på gode billede uden genskær, må vi nøjes med sproget til at beskrive det flotte syn: Vi startede på et relativt lavt punkt. Generelt kørte vi med en lille bitte, men konstant elevation. Det ene øjeblik kørte vi i kløften mellem enorme bjergsider. Det var heldigt, at vinduerne i toget gik helt op ad togets sider, for ellers ville vi nogen gange have haft svært ved at se til de bjergtoppe, som lå nabo til togbanen. Karakteristisk var det, at de bjerge, som lå inden for ’tættere’ rækkevidde af togbanen, var frodige og beklædt med tæt skov. Bjergene i horisonten må have været endnu højere, for disse gik i et med skyerne og var hvide af sne og is. Det næste øjeblik kørte vi på en kant med nogle lidt mindre grønne bjerge, som tårnede sig op på højre side af toget. Ind imellem løb der små fald af bjergvand ned langs klippevæggen, og jeg (Joe) besluttede mig for, at jeg inden dagen var omme, skulle jeg bade på trods af formegentlig iskoldt vand! På venstre side af toget havde landskabet først samme højdeniveau som togbanen. Der løb en lille bæk med noget krystalklart vand, og på den anden side af denne (endnu længere inde på venstre side af toget) var der små hyggelige bjælkehytter lokeret midt i nogle grønne arealer. Jeg fik sådan associationer til skihytter, jeg har set i Østrig. På de grønne arealer gik både får og geder. Ret pludselig forsvandt småhusene og de grønne arealer, idet niveauet på venstre side tog et ordentlig højdedyk. Man fik nærmest helt højdeskræk, når man kiggede ned, for da kørte vi altså lige ved siden af en kæmpe kløft. Kløften stræk sig i et stykke tid parallelt med togbanen. Der har minimum været 100 meter ned, så det var et ret spektakulært syn. Inden længe drejede vi højre om og ind i en tunnel for derpå at lægge kløften bag os. Kort efter var vi fremme, og vi blev enige om, at det var den flotteste togtur på rejsen indtil videre.

Da vi kom til Zermatt, vidste vi ikke helt præcist, hvad vi skulle. Planen var en lang vandretur i et landskab i 1500 meters højde, for at se 5 forskellige søer og få et godt kig på områdets største bjerg, Matterhorn. Da vi ikke vidste, hvor man skulle starte vandreturen, besøgte vi et turistkontor og blev hurtigt klogere; Vi skulle med et gondoltog fra byen og et godt stykke op i bjergene til et stop, som hed Blauherd. Turen kostede hele 80 Schweizerfrank tur/retur (svarende til 540 kr.!), så lynhurtigt røg forventningerne også i vejret! Vores forventninger blev heldigvis også forløste, da vi, efter Gondolturen, en frokost i pæne omgivelser samt en god omgang selfies med bjerget Matterhorn i baggrunden, vandrede cirka 10 kilometer fra sø til sø i det pæne landskab højt oppe i bjergene. Vores største udfordring var faktisk vores utilstrækkeligt restituerede fødder og lægge. Ikke meget mere end cirka 48 timer tidligere påbegyndte vi jo den 26 kilometer lange vandretur i Norditalien.

Men vi klarede den. Søerne var rigtig flotte, og havde mærkværdigt nok helt forskellige farver. Et par af dem var rimelig grumsede og ikke så spændende, en var klar og mørkeblå og den flotteste af dem lignede en asiatisk lagune med sin eksotiske blågrønne farve. Den sidste af søerne vi kom til, lå helt tæt på det sted vi skulle med Gondoltoget ned igen. Her nåede vi frem en halv times tid, før vi skulle påbegynde hjemturen. Massere af turrister slappede af omkring søen, men der var faktisk ikke særlig mange, som badede taget vejret i betragtning (en temperatur på 28 grader). Jeg skulle hilse og sige, at vandet altså ikke var 28 grader, ikke engang tæt på! Jeg gik i til halsen i et minuts tid, men røg så op igen og joinede Charlotte på nogle trælænestole i solen. Charlotte var også ude og soppe, for at køle lidt ned.

Da vi kom ned til byen Zermatt igen, kunne vi nå at smage en lille bitte smule på Schweiz’ byliv, ved blot at gå nogle ture op og ned af de meget turistede gågader. Der var alt fra souvnir-, chokolade-, og tøjbutikker til restauranter og centralt liggende hoteller. Der var generelt tårnhøje priser, men det var selvfølgelig også et turistmekka i Schweiz. Tæt ved stationen så vi en afhentningspot til et 5-stjernet hotel, hvor der stod en utrolig flot karret spændt op med to sorte heste oppe foran. Vi blev enige om, at det for os var en god måde at se Schweiz på, at bo på den anden side af den Italiensk-Schweiziske grænse, og så tage en endagstur til Schweiz.

Det var en smertefri hjemtur, og vi var hjemme i vores lejede værelse hos Faisal ved midnatstid, hvorefter vi røg lige på hovedet i seng (for derpå at udskyde pakningen til dagen efter). Både Charlotte og jeg var enormt trætte efter en lang men dejlig heldagstur.

I morgen er det rejsedag, og vi sætter kurs mod Venedig, hvor vi skal bo på en camping plads.Read more