Det grønne og uberørte Picos

Der er stor kontrast mellem det landskab vi vandrede igennem igår, og det vi oplever i dag. Vi kører fra Fuenta De om morgenen, mens biler med nye vandrere ankommer til parkeringspladsen. Kører mod nord til den lille by La Hermida og drejer her op af en lille bjergvej til landsbyen Bejes. Herfra er det kun små biler, der kan køre endnu et par kilometer. Vi finder med nød og næppe et sted at holde lige i udkanten af den lille landsby. Her er ret hyggeligt: stenhuse, et par hostels, en bar/restaurant og et par steder der sælger fåreost, og så ellers grønne marker og terrasser, og som alle andre steder her i Nordspanien græssende får, køer og heste.

Vi vandrer først nogle kilometer stejlt opad vejen, så finder vi en lille grøn vej, understøttet af stenmure, der går på en skråning ind mod bunden af en dal. Der har været en mine engang, vi kan ikke finde ud af hvornår og med hvad, men vejen er blevet bygget til heste, og er hel perfekt at vandre på. Det er det grønneste bjerglandskab, vi har vandret i længe. Vi er tæt på kysten nu, og der må falde en del nedbør her, og så går der dyr og græsser næsten året rundt. Samtidig er landskabet meget kuperet, med stejle klipper til siderne. Vi møder ingen andre vandrere - også en kontrast til i går - og vi ved heller ikke, hvad der er for enden af stien, men håber på en udsigt, da vi efter at være kommet til bunden af dalen, gå opad i en uendelighed gennem en slugt (stadig på grønt græs). I passet er der græssende heste, en top man kan kravle op på, og udsigt til havet og Spaniens nordkyst.

Se ruten på Wikiloc: https://da.wikiloc.com/vandring-spor/bejes-mina…

Nede i landsbyen slår vi et smut forbi terrassen ved baren og får noget koldt at drikke. Det er søndag eftermiddag, og det meste af landsbyen er samlet, hunde og børn leger, de voksne snakker, mændene kigger fodbold. Rigtig spansk landsbystemning.

Vi køre videre mod nord, ned fra bjergene. Det går altid så hurtigt, når man kører nedad. Vejene bliver bredere og pludselig er vi ude ved kystbyen San Vincente de la Barquera. Det er altid vemodigt at forlade bjergene, synes jeg, men jeg kan også godt lide at komme ud til havet, og tanken om, at det er det samme vand, der flyder alle steder. Vi holder parkeret ved havnepromenaden. Det er bare en lille fiskelandsby, men det er vist første gang Passepartout holder under palmetræer!Read more