Chiappa

I dag var dagen for vores Cinque Terre hiking-tur. Det går ud på, at man vandrer en rute mellem 5 bjergbyer langs den norditalienske kyst. Det skulle være en flot men lidt hård rute, så vi sørgede for at få spist os et godt morgenmåltid, for at blive så klar som muligt. Jeg (Joe) havde hentet morgenmad hos det lokale supermarked. Derefter tog vi afsted med toget til Monterosso (den første by) sammen med en masse andre turister. Det var lidt svært at finde starten af ruten, men det lykkedes endelig, og så kom vi afsted. Positivt og overraskende var det, at der faktisk ikke var så mange turister på selve ruten. Stykket fra den første til den anden by, Varnazza, tog omkring en halvanden time. Vi fandt også ud af, at vi skulle betale for et trekking pass; 15 euro for os begge, så det var ikke så slemt.

De to første byer havde en placering helt nede tæt på vandet, og når man skulle gå fra første til anden by, skulle man først ind i landet og få noget højde, for derefter at gå ned ad bakke ud mod kysten igen. Vi sad ned og fik frokost allerede i anden by, samtidig med at vi nød solen og den flotte udsigt fra havnen. Fra anden by til tredje by tog det også en halvanden time, og den tredje by, Corneglia, havde virkelig en flot placering. Hvis man forestiller sig bjerget som et kæmpe stort skildpaddehoved, som peger ud mod middelhavet, så lå byen direkte oven på det hoved. Det var virkelig flot! Vejen fra Corneglia til Manarola, henholdsvis 3. og 4. by, var ikke lige så nem at finde. Generelt var hele vandreruten mellem de fem byer markeret med et rødt og hvidt flag, men på denne strækning formåede vi alligevel at fare lidt vild. Mellem de to byer lå en lille bitte landsby, Volastra, på et meget højt punkt, så først gik det ekstremt længe stejlt op ad bakke, og da vi havde passeret Volastra, gik det stejlt nedad. Begge dele er hårde på hver sin måde. Op ad bakke er hårdt for konditionen, hvor nedad er meget hårdt for fødder og ben. Vi holdt faktisk betydeligt flere pauser ned ad bakke.

Endelig kom vi frem til fjerde by, og det var endnu en havneby. Her tog vi også et pitstop for at få en vaffelis og hvile benene. Det var svært at fornemme præcist, hvor mange kilometer vi havde gået, men det var tydeligt at mærke, at vores ben var godt brugte. Så der sad vi på en bænk klistret ind i sand og sved, og for Charlottes vedkommende solcreme, og samlede kræfter til turen mod femte og sidste by, Riomagiore. Vi havde jo allerede været i Riomagiore morgenen før, hvor vi fik set solopgangen, gået en tur i byen og taget en masse billeder, så der var ikke den helt store spænding i den del af det. Klokken var 18 da vi fandt kræfterne frem til at gå videre, men så fandt vi ud af, at stykket mellem 4. og 5. by var lukket for hiking. Vi tog derfor toget direkte til La Spezia og fandt vores hotel og fik verdens længste brusebad.

Aftensmaden blev nydt på en fin lille restaurant på gågaden i La Spezia, hvor vi begge bestilte to forskellige retter med rejer. Sammenlignet med gårsdagens restaurantbesøg, var det ikke specielt godt, men selve rejerne smagte rigtig fint. Vi fik søgt frem på ’Google Maps’, at vores ømme fødder havde tilbagelagt en rute på 26 km, så nu skulle de få lov at slappe af. Vi kom derfor tidligt i seng og gik ud som et lys.

I morgen er det rejsedag. Vi tager til Torino, hvorfra vi vil tage en endagstur til Schweiz for at se Matterhorn; et stort bjerg, som ligger tæt ved grænsen til Italien. Vi har booket et værelse via AirBnB, hvor vi skal bo hos ”Faisal”, så det er vi lidt spændte på. Det har vi ikke prøvet før.Read more