Nuraghe Seruci

Morgenduggen sad tæt i græsset og jorden dampede i solen da vi kørte afsted i morges. Vi kørte atter på snoede veje, men i dag fint asfalterede! Når vi kommer igennem en lille landsby, er indtrykkene nu så velkendte i forhold til de første dage, hvor det hele virkede mere fremmedartet; huse, skilte, mennesker, dyr. Sådan er det ofte at rejse. Der skal ikke så lang tid til, før ting bliver let genkendelige og man vænner sig til nye omgivelser.

Lige før byen Iglesias drejede vi ned mod ruinområdet i Antas-dalen, hvor der ligger rester af et romersk tempel, stadig med flotte, høje søjler. Hele dette område er jo rigt på mineraler i form af bly, zink, jern, kobber og sølv mm. hvilket alle de nu forladte minebyer også beretter om. Men det er lidt fascinerende at læse, hvordan brydning af mineralerne går helt tilbage til romertiden (Romerne hentede meget sølv her på Sardinien), og ja, jo også til Nuraghefolket-folket, som brød kobber til deres bronzefremstilling endnu før.

Og så kan jeg godt lide, at man i dag ligesom viser at den industrialiserede minedrift fra 1800tallet og frem til 1970-80erne, også er en del af historien. Og selvom man måske ikke synes de gamle, store minekomplekser pynter i landskabet, så er de også en del af menneskets historie, ligeså vel som ruinerne fra bronzealderen og romertiden er det. De er imponerende på deres måde, og i turistsæsonen er flere af komplekserne åbne med udstillinger om minedriften og guidet rundvisning. Det synes jeg, er en fin måde et forholde sig til det, der nu engang er en del af landskabet.

Dagen sluttede med endnu en solnedgang. Denne gang med et par stilfulde sardiske heste og ryttere i strandkanten!Read more