Drenikov Vrh

Dagens plan indeholdt ene og alene en tur til ’Lake Bled’. Generelt er der en del af de østeuropæiske lande, som har begrænset eller inden havkyst. Til gengæld er de kendte for deres søer, som ofte ligger i flot natur og er fyldt med flot og klart vand lige til at hoppe i. Lake Bled er ingen undtagelse, og er man til badesøer, så skulle denne være lidt af en Slovensk perle.

Vi havde nogle gode samtaler med vores vært, Jasmina, hvor hun fortalte dels om sin familie og deres liv, men også lidt om den generelle slovenske kultur. På den måde gjorde det vores ophold en del mere autentisk at bo hos en privat person gennem Airbnb.

Efter at have sovet lidt længe (til kl. 8), lidt snoozen og diverse morgenrutiner var vi på vej ned mod bussen. Vi skulle med en ’Alpetourbus’ fra busstoppestedet Ljubljana Trata, som var 5 minutters gang væk, kl. 10.10. Bussen var 10 minutter forsinket, og vi nåede at blive lidt usikre, fordi der kørte en Alpetour bus lige forbi os! Charlotte vinkede til chaufføren, og han vinkede bare tilbage. Det virkede en smule flabet, men det var nok ikke ment sådan. Turen hen til søen var rigtig flot. Vi kørte i et lavt liggende landområde, som var omgrænset af bjerge til alle sider. Der var langt mellem de forskellige små hyggelige huse, kroer og bed & breakfasts. Mellem disse beskedne bebyggelser var marker, grønne enge og træer, det så bare rigtig stille roligt og fredeligt ud. Turen, som burde tage 1,5 time, tog næsten to timer pga. ekstrem kø lige omkring Lake Bled. Det var ikke mange kilometer vi brugte den sidste halve time på at tilbagelægge!

Da vi kom frem, fik orienteret os og sat i et raskt trav (vi skulle jo nå alle 10 kilometer rundt om søen), kom vi i tanke om, hvad vi havde glemt; Charlottes selfiestang! Vi overvejede at købe en ny, da det var anden gang vi havde glemt den selfiestang. Det skete jo også i Venedig. Vi fandt en butik og så selfiestænger til 10 euro, så det droppede vi hurtigt. Vi havde set dem til 3 euro i Venedig, så NEJ. Med stædighed kommer man længst, siger vi! Noget vi til gengæld gerne ville bruge penge på, var at leje en båd. Derfor gik vi 1/3 vej rundt om søen, til vi fandt et sted, der udlejede robåde. Prisen var 12 euro i timen, og vi besluttede os for at returnere båden inden for 2 timer.

Vi skiftedes lidt til at ro og til at holde øje med svømmere og andre robåde, da den som styrer jo sidder med ryggen til retningen. Søen føltes en del større, når man så den fra båden, end den gjorde fra bredden. Øen, som lå i midten af søen, husede en stor og flot kirke. Der var rigtig mange, som lagde til ved øen for at gå op ad den lille høj, hvorpå kirken lå. Vi gjorde i stedet for et stop ca. 50 meter fra øen og tog nogle gode billeder. Allerede på det tidspunkt, kunne vi godt mærke, at vi var meget blottede for solen, som vi sad der i shorts og t-shirt/top og stegte. Af naturlige årsager er det med at få meget sol ikke det store problem for mig (Joe), men Charlotte bliver langsomt bedre og bedre til at respektere den store gule ting oppe i himlen. Vi besluttede os for at ro videre tværs over søen for at finde noget skygge inde ved den modsatte bred, end vi kom fra. Det gjorde vi så.

Ved den modsatte bred holdt vi et stop. Vi fik os en snack, og sprang derefter i vandet fra båden. Vandet havde bare en perfekt temperatur. Vi havde siddet længe i den båd, som offer for det høje, skyfrie solskin, og var blevet godt gennemvarme. Dét at hoppe i vandet gav bare den længe ventede nedkøling, men samtidig var det varmt nok til at man kunne blive i så længe kræfterne holdt til det. Der var nemlig mange meter ned til bunden, så vi måtte hen og holde lidt i båden en gang imellem for at slappe lidt af. Det var godt nok noget skønt vand. Jeg (Joe) fandt også min snorkel og maske frem, og det lykkedes både mig og Charlotte og se nogle fisk under vandet, men intet farverigt.

45 minutter senere fik vi gang i ro-musklerne igen. Men først skulle vi lige op i båden, og det var faktisk sværere end man lige skulle tro. Båden gyngede helt vildt, og der var faktisk ret langt op, men det lykkedes da. Halvvejs tilbage, igen lige i nærheden af kirkeøen, tog vi en hel masse gode selfies, som nok var blevet endnu bedre med en selfiestang. Da vi var kommet tilpas tæt på udlejningsstedet, svømmede jeg i land, mens Charlotte på helt egen hånd roede og parkerede båden på plads. Det var faktisk ret flot gået, synes jeg, bådens spids skulle nemlig styres lige ind i en trekantformet hul i træmolen. Leje af robåde var så populært, at der kom nogen direkte efter os og skulle bruge båden.

Det var frokosttid, og vi fandt først en bænk for at spise frokost. Men hvepse jagede os fra sted til sted, og vi endte med at spise vores frokost gående! Charlotte droppede resten af sin sandwich for at undgå hvepse, og det siger virkelig IKKE SÅ LIDT. Vi fortsatte bare vores hvepseflugt videre rundt om søen, og nåede nogle kilometer senere til en lille by langs søen, kaldet Mlino. Her fik vi en is fra et lille supermarked, og nød den mens vi ventede på bussen (endnu en Alpetourbus) mod Ljubljana, som skulle gå 16:20. Den kom først kl. 17, og i mellemtiden var der kørt mange Alpetourbusser forbi! Da bussen endelig kom, hoppede vi på, og den var profyldt, så vi måtte stå op til næste stop. Vi valgte at stå af inde i Ljubljana ved en stor park, som hed Tivoli Park. Denne gik vi igennem på vejen ind til byens centrum. Det var en rigtig hyggelig park. Den var dækket af stier, træer og større græsområder omgrænset af blomster og buske. Både på græs og på bænke sad folk og lavede picnic.

En halv time senere kom vi ned til en flod, som mødtes med nogle store, butiksfyldte gågader. Det var centrum, og der var mange mennesker. Langs med floden var der en helt masse restauranter, barer og caféer. Den største af gågaderne krydsede floden over 3 forskellige broer, en seværdighed som hedder ’Triple Bridge’. Den gik vi over og kom om på den anden side, hvor vi gik og kiggede caféer. Vi fandt den absolut hyggeligste café og jeg (Joe) fik en stor Ice Cream Coffee med bailey, Charlotte fik en stor frugtsmoothie og vi delte en frugtsalat (uden creme). Det var både billigt og utrolig lækkert. Så ved man, at man er ude af Skandinavien! På vejen ud af centrum kom vi forbi en stor cirkel på jorden midt på gågaden, hvor der var et skilt: ”Slovenian Weather”. Så lagde vi mærke til, at det regnede, lidt specielt. Så skulle vi da selvfølgelig ind og stå og mærke regnen. Den har vi ikke mærket meget til siden vi tog afsted fra Danmark.

Vi var hjemme ved 21-tiden og resten af aften stod på pakning, et bad og at sige farvel til Jasmina. Vi havde nemlig en rejseplan for morgendagen, som indeholdt et vækkeur sat til kl. 4:30, av! Men turen gik til Krk, den kroatiske ø, hvor der var planlagt total afslapning, og for en gang skyld 3 overnatninger samme sted.Read more