Chí Hòa

Det er længe siden, og det er vi kede af - så her kommer der endelig et nyt opslag!

Efter Hoi An havde vi en ny og “dejlig” 14 timers bustur til Dalat. Alle vi har mødt sagde at Dalat var en skøn og dejlig by - så vi må være blevet sat af i den forkerte ende af byen. Hvorfor? Det Dalat vi så var forladt. En mennesketom spøgelsesby. Alle restauranter var tomme, ingen mennesker gik på gaden, og kun det nærmeste ‘centrum’ havde noget der mindede om det kaotisk bilkaos vi nu var vandt til. Vi fandt dog nogle mennesker der udlejede motorcykler, og kørte hen til et lille “bjerg” (nogle hundrede meter højt) og fik os en rigtig glimrende vandretur der. Men Dalat var alligevel for os en endagsoplevelse.

Turen fortsatte til Nha Trang, en by fyldt med russere. Alle skilte er på russisk og overalt bliver man inviteret ind på mærkelige russiske barer. Men det var faktisk ikke så slemt. Stranden var god, restauranterne var (alle på nær en enkelt nærdødsoplevelse involverende krokodiller og frøer) gode, og menneskerne vi mødte søde. Vi tilbragte et par dage i denne by, hvor vi kørte til et nærtliggende vandfald, solede os på stranden og fik en lille bytur eller to.

Herefter fortsatte vi på endnu en lang bustur til Saigon (Også kaldt Ho Chi Minh City). I Saigon fik vi endelig set lidt af den tragiske Vietnamesiske historie. På War Remnants Museum oplevede man rædslerne ved “Den Amerikanske Krig” (hvad de kalder Vietnamkrigen hernede) samt “Den Vietnameiske Borgerkrig” - det større billede, der inkluderer uafhængighedskrigen fra Frankrig, der startede allerede i 1800-tallet og først sluttede få år før Den Amerikanske Krig. Vietnam består af mange mange provinser. Og i blot en af disse provinser faldt der flere bomber end alle de allierede styrker smed i hele anden verdenskrig. Og cirka 1/4 af de bomber sprang ikke da de ramte jorden. Det betyder, at 12 Vietnamesere i gennemsnit har trådt på en udsprunget bombe hver dag siden krigen sluttede. Det er i dag langt over 100.000 mennesker. Halvdelen af dem er døde af det. Hundredetusindvis er blevet ofre for “Agent Orange” USA’s kemiske våbenkampagne, der har haft (og stadig har) rædsomme efterfølgere. Selv efter 4 generationer blive folk stadig født uden arme, med kæmpe hoveder, 3 ben eller lignende - og alt i alt har det ramt over 3 millioner Vietnamesere. På museet udstillede de tegninger som børn ramt af lidelserne 4 generationer efter havde tegnet. Og ja... billederne taler for sig selv. Man væmmes en lille smule (læs “en hel del”) af USA.
Udover de rædsomme historier fra museet var Ho Chi Minh en fin by lidt i stil med Hanoi. En kaotisk storby uden ret meget andet end museer, skybar og natklubber. Vi forsøgte at komme ind i Operahuset en aften, der desværre viste sig at være lukket den aften :(
Efter Ho Chi Minh hoppede vi om bord et fly på vej til Indonesien, men den historie må i få i næste blogopslag (lad os se om vi ikke kan være en kende hurtigere til at få lavet det, end vi var denne gang ;)Read more