Maria og Steffen

Idag skulle vi tilbage til Telegraph Cove. På vejen sejlede vi hen til en lill ø, hvor vi fik frokost. Her så vi to slanger, som vi selvfølgelig nærstuderede, uden dog at røre ved dem. Under frokosten, som vi nød i smukt solskin, mødte vi nogle amerikanere, en far med to sønner. De havde en båd og havde været på øen i forgårs, hvor de fra båden havde set en sortbjørn luske rundt inde på øen, hvor den møjsommeligt spiste blåbær. Det er fascinerende at vide, at bjørnene faktisk svømmer rundt på de små øer, og dermed potentielt også kan være på øerne om natten, når der bliver camperet. Det er dog næppe interessen for menneskekød der trækker, snarere lugten af vores mad. Efter frokosten gik vi en tur på en afmærket rute på øen. Her var det en fordel ikke at være gangbesværet, da ruten var strabaserende, men det var besværet værd, da vi nåede op til en fantastisk udsigt over Johnstone Strait. Her nød vi udsigten ud over vandet på første klasse. Vi så en flok marsvin svømme lystigt forbi, stadig med panorama sol til at give vandet og hvalerne en ægte HD kvalitet. Da vi vendte ned fra bjerget, var det tid til vand og en power nap. Den varede dog ikke længe, da guiden glædestrålende fortalte os, at han havde fået en melding over radioen om, at der var spækhuggere på vej forbi det område, hvor vi sejler ud fra øen. Vi skyndte os at iklæde os kajakkostumerne, hvorefter vi sejlede ud og ventede på vandet i ca 20 min, indtil vi kunne spejde de første sorte rygfinner i horisonten. Vi ventede det samme sted med kajakkerne og efter 6-7 min kom de første par spækhuggere forbi os, to hunner med deres kalve. Pludselig var der et eldorado af spækhuggere, da de svømmede forbi os fra både højre og venstre, på ca 150 meters afstand. Vi padlede fremad for at følge med i deres rute, og det vrimlede med dem fra alle retninger. Der var især en stor han (A66 Surf), som kun gjorde sig bemærket med sin enormt lange rygfinne på næsten to meter. De andre svømmede fremad med hovedet oppe, hvor vi kunne se hoved, rygfinne og det hvide område ved øjnene. Flere gange hørte vi også spækhuggerne kalde på hinanden, kald der sagtens kunne høres på afstand. Senere blev der lavet en lille opvisning, hvor een af de voksne hunner sprang op med hele forkroppen samt finnerne. Der blev lavet både hale og finne plask fra de store hvaler, så smældet kunne høres langt væk. De to unger endte hele opvisningen, med et par spring over vandets overflade, så kække og livsglade de så ud. Den slags oplevelse giver et sug i maven og et par tilbageholdte åndedrag. Højdepunktet var en stor hun som svømmede ikke mindre end 30 meter fra kajakkerne, mens vi padlede fremad. Det er fantastisk at opleve så stort et dyr så tæt på en lille åben kajak, og er nok den mest økologiske og nærværende måde at opleve havets vidundere på. Stilheden fra kajakken uden larmende motor giver sanserne frit spil. Heller ikke den tætsvømmende matriark af en spækhugger havde læst afstandskravene, så nu har vi fået en næroplevelse med både pukkelhvaler og spækhuggere fra kajakken.Read more