10.07.17: Fra Ljubljana til Krk

Vækkeuret ringede kl. 4:30, og her var der ingen kære mor. Vi skulle nå et tog fra den heldigvis meget nærliggende station kl. 06:08 fra Stegne. Fra Ljubljana kom vi afsted i et sovetog, som kom helt fra Budapest. Toget var heldigvis ikke helt proppet, og vi fandt derfor en 6-personers kupe, som var tom. Derfor kunne vi ligge os ned på 3 sæder hver og få en lur, en tiltrængt lur! Vi blev tjekket for pas to gange, og de betjente var ikke til at lokke et smil frem på. Charlotte kom til at have fødderne på sædet, også råbte en af dem op om 20 Euro, men vi betalte ikke, så han gik bare. Nice try Mr.! Vi ankom og vi fandt hurtigt ud af, at stort set ingen steder tog imod andet end kontanter i form af Kroatiske Kuna. Vi havde håbet lidt på at kunne nøjes med Euro og Visa Dankort. Til gengæld var den positive ting ved kroatiske Kuna, at de har stort set 1:1 kurs med danske kroner, det har vi ikke prøvet før. Vi fandt endelig et sted, som tog vores dankort, og vi købte et par pølsehorn og calzoner til turen, igen fik vi den dejlige overraskelse at det var utrolig billigt. Bussen kom og efter at have betalt et bagagegebyr på 25 kuna, altså 25 kroner, var vi afsted.

Det var endnu en rigtig flot tur. Vi kørte op ad en højderyg, højere og højere op. På højre side af højderyggen var en kæmpe bugt, hvor man kunne se ned til havnene, og byen der lå i niveau med havet. Højderyggen gik hele vejen langs bugten, og da vi havde fået sidde pladser i venstre side af bussen måtte vi endnu engang droppe billederne, og bare nyde udsigten i stedet. Turen var ikke længere end en halvanden times tid, og da vi ankom på Krk’s busstation fik vi os en mindre behagelig overraskelse, vi skulle gå 650 m., stort set kun op ad bakke! Det var hårdt og varmt, men vi kom da op uden pauser, og vi fandt adressen, selvom der ikke var nogle store skilte med hotellets navn ude foran. Da vi stod og så lidt desorienterede ud, kom naboen ud og viste os den rigtige vej ind. Hende vi skulle bo ved snakkede kun tysk, så vi måtte helt tilbage til vore begges gymnasie tysk, B niveau. Hotellet var lidt dyrt, men ikke dyrt for en Kroatisk ø. Jasmina (hende vi boede hos i Ljubljana) gav udtryk for at kroaterne udmærket ved, at deres øer er dejlige, og at de er opmærksomme på at kapitalisere maksimalt på dem. Slovenerne er mere overvejende, og vil ikke tage for mange penge fra turister, simpelthen fordi de vil undgå at skræmme dem væk.

Det var et rigtig fint lille værelse med wifi, en 180 cm seng, tv, køkken, badeværelse med håndklæder og en lille delt terrasse. Det eneste som var galt, hvilket i den grad viste sig at være en dealbreaker, var, at man fik stød på vasken og vandet i køkkenet, samt på vandet og blandingsbatteriet i badet. Da vi spurgte vores tyske vært til det, sagde hun, at man jo bare skulle have sko på, så fik man ikke stød. Selvfølgelig!

Joe fik en lur, mens jeg (Charlotte) gik ned i byen. Der var en gammel by inden for nogle gamle bymure. Her kunne man se smalle gader, som gik stejlt op ad nogle steder eftersom Krk er fyldt med bakker. Rundt i byen var der små skilte, som forklarede nogle af bygningerne blandt andre en bygning, hvor nonner havde drevet en folkeskole. Efter en god gåtur i byen, gik jeg langs havnen, hvor der var små boder med souvenirs og snacks som crepe pandekager, og videre ned til stranden. Det var en ret turistet strand med en del sten, men det var luksus, at den lå så tæt på byen, som den gjorde. På vejen tilbage handlede jeg lidt ind til morgenmad og selvfølgelig vand. Eftersom at 6 liter vand kostede 11 kuna, og 1,5 liter kostede 6 kuna, valgte jeg selvfølgelig de 6 liter. Det blev dog en ret så hård tur op ad bakke op til vores hotel, men det gjorde, at vi ikke behøvede at købe mere vand, imens vi var i Kroatien.
Da Joe vågnede løb han en tur og handlede det ind, som jeg havde glemt. Om aften var vi på hotellet og hyggede og slappede af; det var jo det, som var hele planen med vores visit i Kroatien.Read more