Søndag d. 11.7.

En køredag til Ingolstadt ventede os, og den skulle vise sig at blive både smuk og frustrerende.
Allerede inden vi nåede ud af campingpladsen, måtte vi have vognen af. Vi mødte et kæmpe vogntog og måtte tage vognen af for at give plads…. hvem fanden kommer til en campingplads kl 9.30? Der tager folk sgu da hjem.
Turen nordpå gik over San Benadino passet, som er helt og aldeles fantastisk smukt. Det ville være en fryd, hvis ikke det var anstrengende for både bil og fører. Passet blev klaret på omkring halvanden time, og foran os ventede den flade udramatiske strækning nordpå - troede vi. På grænsen mellem Schweiz og Østrig eksploderede campinvognen ene dæk, imens vi kørte 100 km/t. Bilen blev navigeret til krybesporet, og de grå hår blev fordoblet i rekordfart. Forsikringsselskabet hjalp os med vejhjælp, og efter halvanden time og et par engelsk/tyske opkald kom en venlig Schweizer og satte det næste flade reservehjul på. Han viste os vej til nærmeste tankstation, hvor han sørgede for det rigtige dæktryk.
Det var to timer i mortorvejens krybespor, og det kan ikke anbefales. Til gengæld må man sige, at international vejhjælp fungere fint. Set i bakspejlet var vi enormt heldige, at det ikke sket på én af de barske strækninger vi tidligere havde kørt på. Vi klappede hinanden på skuldrende, over den rolige håndtering af situationen.
Vi fik trillet vogntoget til hotellet i Ingolstadt kl. 19.30, hvor vi så EM finale i sengen.
Sikke en dag.Читать далее