Réinitialiser la recherche
Eventyr i New Zealand
  • Gitte Jensen
  • Gitte Jensen

Eventyr i New Zealand

Une aventure de 175 jours par Gitte En savoir plus
S’abonnerAperçuAperçuCalendrierCalendrierPhotosPhotosPartagerPartagerListe de choses à faire
AperçuCalendrierPhotos
  • Début du voyage
    17 septembre 2025
    Gitte JensenEventyr i New ZealandVoyageur
    1Mellemlanding i Houston
    Velankommet til Auckland lufthavn

    Rejse til Auckland

    18–20 sept. 2025, Allemagne ⋅ ☀️ 24 °C

    Jeg flyver fra München den 17.09.25 kl. 12.20 hvorefter der venter en 11,15 timers flyvetur mod Houston (USA, -7 timer i tidsforskel). I Houston har jeg en mellemlanding på ca. 5 timer. Derefter går turen videre med en 14,35 timers flyvetur til Auckland (New Zealand).

    Jeg lander i Auckland den 19.09.25 om morgenen.

    I New Zealand er der en tidsforskel på + 10 timer.    En savoir plus

    Voir la traduction
  • Gitte JensenEventyr i New ZealandVoyageur
    Kort over Te Araroa

    Trailkort over Te Araroa

    19 septembre 2025, Nouvelle-Zélande ⋅ ☁️ 18 °C

    Jeg starter på nord øen, hvor jeg bliver i Auckland et par dage inden jeg begynder at bevæge mig nord på mod byen Kaitaia. Derefter går turen videre til Cape Reinga Lighthouse, som er et af de nordligste punkter på New Zealand. Fra Cape Reinga starter hele vandre eventyret.

    Lidt fakta omkring Te Araroa:
    - Ruten på nordøen er omkring 1.600 km lang og ruten på sydøen er omkring 1.400 km.
    - Det tager ca. 4 mdr. at gå hele Te Araroa, hvis man gennemsnitligt går 25 km. om dagen.
    - Jeg har dog planer om at opleve en masse ved siden af stierne, så en komplet Te Araroa rute bliver det ikke.    En savoir plus

    Voir la traduction
  • Gitte JensenEventyr i New ZealandVoyageur
    Sky Tower
    13

    Jetlag i Auckland

    19–24 sept. 2025, Nouvelle-Zélande ⋅ ☁️ 17 °C

    Efter en meget lang flyvetur, hvor alt er gået fint! Tager jeg et par rolige dage i Auckland.

    Her står den på sightseeing de kommende dage.

    Samtidig skal jeg have ordnet nogle praktiske ting: købt en adapter (da jeg selvfølgelig glemte den jeg havde, så hurra for powerbanks), planlagt turen mod Cape Reinga og købt diverse ting.En savoir plus

    Voir la traduction
  • Gitte JensenEventyr i New ZealandVoyageur
    Bacheloropgaven er afleveret!
    Min første steak cheese pieTe Araroa pakken som jeg afhentede i Auckland1Vægten på min rygsæk

    Auckland - Kerikeri

    24–25 sept. 2025, Nouvelle-Zélande ⋅ 🌧 18 °C

    I går onsdag skete der noget vanvittigt!

    Jeg fik afleveret min bacheloropgave kæmpe wuhuu 🎉🎉
    Så forhåbentlig kan jeg lige om lidt sige at jeg har en tysk professionsbachelor i Betriebswirtschaft (erhversøkonomi)!

    Så i dag kunne jeg med god samvittighed tage den fem timers lange bustur fra Auckland til Kerikeri. Da jeg stod af bussen mødte jeg to andre Te Araroa vandrer 🥾(England samt Australien), som overnatter det samme sted som jeg gør i nat. Vi købte ind til de kommende fire dage og rygsæksvægten gik gevaldigt op!

    I morgen går turen videre til Cape Reinga og så starter vandreeventyret! Den første del er langs 90 Mile Beach, hvor de første 100 km er langs stranden - så det bliver nogle laaaange dage 🌊☀️    En savoir plus

    Voir la traduction
  • Gitte JensenEventyr i New ZealandVoyageur
    2Cape Reinga Lighthouse- start1Cape Reinga Lighthouse1Tasmanske hav og Stillehavet møder hinanden

    Kerikeri - Cape Reinga

    26 septembre 2025, Nouvelle-Zélande ⋅ 🌬 17 °C

    Efter en dag i Kerikeri besluttede jeg mig for at hitchhike til Cape Reinga sammen med en af dem jeg mødte dagen før, da det er relativ svært at komme til toppen hvis ikke man har bil eller betaler for et dyrt shuttle. (Nej, jeg hitchhiker ikke alene!)
    En 190 km køretur!

    7 lift senere, hvor vi mødte en masse søde Kiwis og knapp 7 timer senere, ankom vi til Cape Reinga og kunne starte vores 12 km. Vandretur mod Twilight Beach Camp.

    —————

    After a day in Kerikeri, I decided to hitchhike to Cape Reinga together with one of the people I met the day before, since it’s quite difficult to get to the top if you don’t have a car or pay for an expensive shuttle. (No, I don’t hitchhike alone!)
    A 190 km drive!

    Seven rides later, after meeting lots of kind Kiwis and nearly 7 hours later, we arrived at Cape Reinga and could start our 12 km hike towards Twilight Beach Camp.    En savoir plus

    Voir la traduction
  • Gitte JensenEventyr i New ZealandVoyageur
    Blik på 90 mile Beach
    1Mere strand1Orange skilt = Te Araroa rute11

    Cape Reinga - Twilight Beach Camp

    26–27 sept. 2025, Nouvelle-Zélande ⋅ ☁️ 17 °C

    Fra Cape Reinga gik turen afsted mod Twilight Beach Camp, en 12 km. vandre tur.

    Første Etappe ned langs 90 mile Beach.

    Vi kom ret sent afsted fra Cape Reinga, men med lidt fart på, håbede vi at nå det, inden der blev mørkt. Turen var blandet af klipper, klitter og strand og bare fantastisk smuk natur!
    Det gik rigtig godt de første mange km., men at gå langs en strand med tidevand som den første vandretur er ret hård ved fødderne! Mit tempo blev derfor langsommere og langsommere og pludselig blev der slukket for lyset og jeg fik tændt min pandelappe og fundet campen. Her mødte jeg en masse andre søde vandrere, som jegkommer til at følges med/eller se de næste mange uger.

    En hurtig erfaring fra første dagen var, at det hele bliver lidt sværere når det er mørkt, specielt at navigere en Camp og finde vand og toilet.

    ————

    From Cape Reinga, the journey continued towards Twilight Beach Camp, a 12 km hike.

    The first stage went down along 90 Mile Beach.

    We left Cape Reinga quite late, but with a bit of pace, we hoped to make it before it got dark. The hike was a mix of cliffs, dunes, and beach, just very beautiful nature! Things went really well for the first many kilometers, but walking along a beach with the tide as the very first hike is pretty tough on the feet! My pace therefore got slower and slower, and suddenly the lights went out. I turned on my headlamp and found the camp. Here I met lots of other sweet hikers, whom I’ll be walking with or bumping into over the next many weeks.

    A quick lesson from the first day was that everything gets a bit harder when it’s dark, especially navigating a camp and finding water and the toilet    En savoir plus

    Voir la traduction
  • Gitte JensenEventyr i New ZealandVoyageur
    Solopgang fra Twilight Camp
    De første par km. var i flotte grønne omgivelser90 mile beachTidevand

    Twilight Beach Camp - Maunganui Bluff

    27–28 sept. 2025, Nouvelle-Zélande ⋅ 🌬 17 °C

    Dagen startede med en solopgang fra teltet og en konstatering af at det sted jeg havde slået mit telt op ikke havde været optimalt på grund af regn, der sivede lige ned mod mit telt. Men heldigvis forblev det tørt indvendigt.

    28 km langs 90 mile beach, som til at starte med ikke lød så slemt, men da turen bød på høj tidevand blev det en meget våd omgang karbad for fødderne i 9,5 time. De sidste fem km til Bluff Camp føltes utrolig lange, da alt i fødderne var gået i opløsning og gjorde ondt.

    ———

    The day started with a sunrise from the tent and the realisation that the spot I had chosen for pitching it hadn’t been ideal because of rain seeping straight down toward my tent. Luckily, the inside stayed dry.

    28 km along 90 Mile Beach, which at first didn’t sound too bad, but since the hike coincided with high tide, it turned into a very wet foot bath for 9.5 hours. The last five kilometers to Bluff Camp felt incredibly long, as everything in my feet had fallen apart and was hurting.    En savoir plus

    Voir la traduction
  • Gitte JensenEventyr i New ZealandVoyageur
    Solopgang
    190 mile beach90 mile beach2En strand uden ende

    Maunganui Bluff - Hukatere Lodge

    28–29 sept. 2025, Nouvelle-Zélande ⋅ ☁️ 18 °C

    Turen gik afsted mod Hokatere Lodge 30 km længer nede af 90 mile Beach. Tidevandet var væsentlig lavere i dag, men fødderne blev alligevel våde ved hyppige bække som løb i havet. Jeg skiftede derfor hver femte kilometer imellem birkenstock og mine våde sko. Da bare tæer hurtig blev brændt af i solen, av av.

    Dagen bød derudover på en omgang migræne, da vi gik til sommertid og oveni jetlag, var det ikke den rette kombi.

    Jeg var meget langsom undervejs i dag, men det spillede bare ikke i dag. Så det blev 11 timer langs en kedelig strand, hvor måger pludselig kan blive spændende at iagttage.

    ——-

    The journey continued towards Hokatere Lodge, 30 km further down 90 Mile Beach. The tide was much lower today, but my feet still got wet from the frequent streams running into the sea. So, every five kilometers I switched between Birkenstocks and my wet shoes. Going barefoot wasn’t an option for long, as the sun quickly burned my feet, ouch

    On top of that, the day brought a migraine. With the switch to daylight saving time combined with jet lag, it was not the right mix.

    I was very slow along the way today, it just wasn’t working out. So it turned into 11 hours along a boring beach, where suddenly even seagulls can become exciting to observe.    En savoir plus

    Voir la traduction
  • Gitte JensenEventyr i New ZealandVoyageur
    SolopgangEn druknet bil3

    Hukatere Lodge - Ngapae Holiday Park

    29–30 sept. 2025, Nouvelle-Zélande ⋅ ☁️ 19 °C

    Turen i dag var på 18 km ned langs stranden. En mere overskuelig tur end dagen før. I dag brændte solen igennem og det kunne tydelig mærkes, da der ikke var nogen mulighed for pause i skyggen.

    Er ved at være godt grundig træt af, at se det samme og gå i det samme trælse sand, men i morgen er 90 mile Beach et afsluttet kapitel.

    Da jeg kom frem til mit overnatningssted, var der endelig rigelig med tid til at snakke med de andre og høre deres planer for den kommende uge.

    ————

    Today’s hike was 18 km along the beach. A more manageable trip than the day before. Today the sun really broke through, and it was clearly felt since there was no possibility of taking a break in the shade.

    I’m getting thoroughly tired of seeing the same thing and walking in the same annoying sand, but tomorrow 90 Mile Beach will finally be a closed chapter.

    When I arrived at my accommodation, there was at last plenty of time to talk with the others and hear about their plans for the coming week.    En savoir plus

    Voir la traduction
  • Gitte JensenEventyr i New ZealandVoyageur
    1100 km ned langs 90 mile Beach overstået
    1De sidste meter strandEt rigtig måltid!Dem jeg har fulgtes med langs stranden

    Ngapae Holiday Park - Kaitaia

    30 sept.–1 oct. 2025, Nouvelle-Zélande ⋅ ⛅ 17 °C

    Endelig de sidste 15 km ned langs 90 mile Beach! I dag var det ikke solen jeg skulle være opmærksom på, men at holde mig tør i det konstante regnvejr. Motivationen i dag var, at få fisch and Chips i Ahipara for enden af de 100 km strand.

    De sidste 5 km mod Ahipara, var ret så hårde, da jeg begyndte at få problemer med mit ene knæ, hvilket sikkert skyldes en overbelastning fra at bære rundt på en tung rygsæk og gå i sandet, som har været ekstremt hårdt for fødderne.

    Da jeg ankom til Ahipara ventede en anden vandre på mig og overbragte den dårlige nyhed at alle caféer og restauranter først åbnede i morgen den 01 oktober… Vi måtte derfor vente lidt endnu med at “fejre” at stranden var overstået. Vi valgte at hitchike indtil Kaitaia, da det ellers ville have været 15 km langs motorvej, men som nu mere er en mindre hovedvej. Den første bil stoppede for os, og vi fik et lift til Kaitaia. Hvor vi endte med en omgang kebab! I Kaitaia mødtes vi med de andre vandrer som startede den samme dag som os.

    Herfra går turen ind i The Northland Forest, som byder på en masse regn og mudder.

    ————

    Finally, the last 15 km down along 90 Mile Beach! Today it wasn’t the sun I had to watch out for, but trying to stay dry in the constant rain. The motivation today was to get fish and chips in Ahipara at the end of the 100 km beach.

    The last 5 km towards Ahipara were quite tough, as I started having problems with one of my knees, probably due to overstrain from carrying a heavy backpack and walking in the sand, which has been extremely hard on my feet.

    When I arrived in Ahipara, another hiker was waiting for me and brought the bad news that all cafés and restaurants would only open tomorrow, October 1st… So we had to wait a bit longer before “celebrating” that the beach was done. We decided to hitchhike to Kaitaia, as it would otherwise have been 15 km along a highway, which is now more of a minor main road. The first car stopped for us, and we got a ride to Kaitaia, where we ended up having kebab! In Kaitaia, we met up with the other hikers who had started the same day as us.

    From here, the trail heads into the Northland Forest, which offers plenty of rain and mud.    En savoir plus

    Voir la traduction
  • Gitte JensenEventyr i New ZealandVoyageur
    Hostel i Kaitaia
    Hostel med masser af regn1Med bus mod KerikeriUdsigten fra min søde Trail host sted

    Kaitaia - Kerikeri

    1–9 oct. 2025, Nouvelle-Zélande ⋅ 🌬 20 °C

    Da de andre var ved, at gøre klar til at skulle i gennem The Northland Forest og mentalt forberede sig på mudder op til knæene. Blev jeg nød til at blive tilbage og tage en ekstra overnatning i Kaitaia og give mit knæ ro, da det var blevet ret så hævet. Det var mega frustrerende, at se de andre tage afsted. Forhåbentlig møder jeg nogle af dem igen senere.

    Jeg håbede på, at det var bedre dagen efter, men desværre ikke. Da det de efterfølgende dage skulle regne ret så meget i skoven, ville jeg ikke risikere at forværre mit knæ. Jeg besluttede mig derfor for, at tage direkte til Kerikeri med bus, men den kørte først to dage senere, fredag…

    Imellem tiden mødte jeg en far og søn fra New Zealand, men oprindelig fra Colorado (USA), som havde store problemer med deres fødder efter 90 mile Beach og som også valgte at skippe skoven og tage til Kerikeri om fredagen. Jeg bookede derfor overnatning sammen med dem ved en sød Trail Angel i Kerikeri.

    I Kerikeri har jeg set en fysioterapeut som anbefalede ro den næste uges tid, så det bliver en lang uge! Men heldigvis er jeg nu ved en sød ældre dame, den næste uges tid.
    Forhåbentlig, er jeg snart klar til at tage rygsækken på ryggen igen og vandre derudaf!

    ————

    While the others were getting ready to go through The Northland Forest and mentally preparing themselves for mud up to their knees, I had to stay behind and spend an extra night in Kaitaia to rest my knee, as it had become quite swollen. It was incredibly frustrating to watch the others leave. Hopefully, I’ll meet some of them again later.

    I hoped it would be better the next day, but unfortunately it wasn’t. Since it was supposed to rain quite a lot in the forest over the following days, I didn’t want to risk making my knee worse. I therefore decided to go straight to Kerikeri by bus, but it wouldn’t leave until two days later, on Friday…

    In the meantime, I met a father and son from New Zealand, originally from Colorado (USA), who had major problems with their feet after 90 Mile Beach. They also decided to skip the forest and head to Kerikeri on Friday. I therefore booked accommodation together with them at a kind Trail Angel’s place in Kerikeri.

    In Kerikeri, I saw a physiotherapist who recommended rest for the next week, so it’s going to be a long week! But luckily, I’m now staying with a sweet elderly lady for the coming week. Hopefully, I’ll soon be ready to put my backpack on again and get back out hiking!    En savoir plus

    Voir la traduction
  • Gitte JensenEventyr i New ZealandVoyageur
    Ren afslapning
    Reuben sandwhich, cheese scone og varm chokoladeFrisk grape juice med tonic vandGrape saft presningMere varm chokolade og sconeSuper fuldmåneTe Wairere waterfall - KerikeriTe Wairere waterfall - Kerikeri

    Kerikeri

    8 octobre 2025, Nouvelle-Zélande ⋅ ☁️ 19 °C

    De seneste dage har ikke budt på så meget aktivitet. Jeg har spist en masse forskellige scones, været på lokal markede i Kerikeri og presset en masse grape saft (som er utrolig lækkert sammen med Tonic vand!) sammen med min trail host og en fra Japan, som min trail host har boende de næste par måneder. Meget hyggeligt selskab!

    Ellers har jeg mødtes med dem jeg var undervejs med på 90 mile beach og sagt på evt. gensyn til dem igen. Samt lyttet til en masse lydbøger.

    I morgen torsdag, er jeg er klar til at tage afsted igen efter 1,5 uges pause, hvor turen går mod byen Paihia, der ligger ned til stranden.

    Tirsdag aften var der super fuldmåne som lyste hele himlen op!

    ————

    The past few days haven’t offered much activity. I’ve eaten lots of different scones, visited a local market in Kerikeri, and made a bunch of grapefruit juice (which is incredibly tasty with tonic water!) together with my trail host and a person from Japan who’s staying with her for the next couple of months. Very nice company!

    Otherwise, I’ve met up with the people I walked with on 90 Mile Beach and said goodbye (or hopefully “see you again”) to them. I’ve also listened to lots of audiobooks.

    Tomorrow, Thursday, I’m ready to head off again after a 1.5-week break. This time towards the town of Paihia, which is located by the beach.

    On Tuesday evening, there was a super full moon that lit up the entire sky!    En savoir plus

    Voir la traduction
  • Gitte JensenEventyr i New ZealandVoyageur
    Min søde trail host
    Knap så lækkert vandStore brede grusstier1På vejen til Paihia"Færgen" fra Paihia til RusselFlagstaff Hill, RusselFlagstaff Hill, RusselFlagstaff Hill, Russel - udsigt over Bay of Islands

    Kerikeri - Paihia

    9–11 oct. 2025, Nouvelle-Zélande ⋅ ☀️ 18 °C

    Efter en 👍 fra min fysio fra morgen af tog jeg asted mod Paihia. Jeg sagde farvel til min søde trail host som jeg har boet ved i en uges tid.

    Dagens tur bød på skovstier, vej, samt grusstier. Men en god første dag for knæet!
    Her mødte jeg efter nogle timer en New Zealænder som bor i USA. Vi fulgtes ad de sidste 8 km. og mødtes senere til aftensmad.
    Jeg var ret så træt efter at have startet igen, så jeg gik tideligt i seng.

    Om morgenen valgte jeg at tage en ekstra dag i Paihia, for at tage på sightseeing i området og for at få en rolig start. Her tog jeg med en båd til Russel, som er et af mange historiske steder på New Zealand.

    ————

    After a 👍 from my physio in the morning, I set off towards Paihia. I said goodbye to my lovely trail host, whom I had stayed with for about a week.

    Today’s walk included forest paths, roads, and gravel trails, but it was a good first day for the knee!
    After a few hours, I met a New Zealander who lives in the U.S. We walked together for the last 8 km and later met again for dinner.
    I was quite tired after starting up again, so I went to bed early.

    In the morning, I decided to take an extra day in Paihia to go sightseeing in the area and have a calm start. I took a boat to Russell, one of New Zealand’s many historic sites.    En savoir plus

    Voir la traduction
  • Gitte JensenEventyr i New ZealandVoyageur
    Paihia
    Stien til Opua2Mere sti til Opua1Den kære aggressive swooping magpieEvige grussti1Ankommet til et nyt område: WhangareiKun et par km. Igen

    Paihia - “The Farm”

    11–12 oct. 2025, Nouvelle-Zélande ⋅ ☁️ 20 °C

    I dag var en laaaaang dag. Den startede flot ud langs kysten ved Paihia, hvor jeg gik nogle meget flotte steder. Derefter tog jeg færgen fra Opua til Okiato, hvorfra jeg fik et lift med en sød dame 6 km videre. Derefter gik jeg langs vejen et langt stykke indtil jeg kom på en grusvej, som jeg gik de efterfølgende 13 km.
    Her krydsede jeg til et nyt område kaldet Whangarei.

    Jeg kan nu også sætte kryds ved at blive angrebet af en fugl, en “swooping magpie”, en slags skade. Den forfulgte mig over en halv kilometer og blev ved med at angribe mig. En anden hiker som jeg mødte senere kort før campen, var også blevet angrebet af den. Den gav mig fart på!
    Den er kendt som en en meget agressiv fugl, som styrtdykker mod folk for at beskytte sit territorium under ynglesæsonen. Det er i hvert fald noteret!

    Jeg har overnattet på en gård kaldet, så kreativt som “The Farm”, hvor der både har været heste, får, køer, bier og alle de appelsiner som man kan spise!

    ————

    Today was a loooong day. It started beautifully along the coast near Paihia, where I walked through some stunning spots. Then I took the ferry from Opua to Okiato, from where a kind lady gave me a lift 6 km further. After that, I walked along the road for quite a while until I reached a gravel road, which I followed for the next 13 km.
    Here I crossed into a new area called Whangarei.

    I can now also check off being attacked by a bird, a “swooping magpie,” a type of magpie. It chased me for over half a kilometer and kept attacking me. Another hiker I met later, just before camp, had also been attacked by it. It definitely made me pick up the pace!
    It’s known as a very aggressive bird that dive-bombs people to protect its territory during breeding season. That’s certainly been noted!

    I spent the night on a farm, creatively named “The Farm”, where there were horses, sheep, cows, bees, and all the oranges you could eat!    En savoir plus

    Voir la traduction
  • Gitte JensenEventyr i New ZealandVoyageur
    Morgen pakning
    Ōskura Strand2Fish and chips to go snackRengøring af skoHelena Ridge TrackHelena Ridge TrackFørste omgang trapper1Landmand med vandtank til vandrer

    “The Farm” - Kōmanawa farmstay

    12–13 oct. 2025, Nouvelle-Zélande ⋅ ⛅ 21 °C

    Dagen før havde jeg fået arrangeret et lift med en, der arbejder ved Skips Fish N Chips i Ōskura. Dermed skippede jeg 10 km landevej, hvilket jeg absolut ikke havde noget imod. Jeg ventede nede ved stranden, til de åbnede, hvor jeg bestilte en omgang fish and chips, en god start på dagen kl. 11.

    Herefter tog jeg videre for at starte på Helena Ridge Track. Mange gange, inden man træder ind i en skov, skal man rengøre sine sko for ikke at medbringe sygdomme ind i andre skovområder.
    Endelig noget mere spændende at kigge på! Jeg havde dog ikke forventet så mange trappetrin, men et fantastisk sted at gå!

    Meget af Te Araroa ruten går igennem private områder og derfor også marker med dyr. Jeg farede lidt vildt rundt inde på en mark i noget buskads mellem nogle tyre. Jeg var ret så fokuseret på, at tyrene ikke kom imod mig, men mistede undervejs det rigtige spor, hvilket sendte mig på en times omvej.

    Jeg ankom derfor ret sent til det sted, jeg skulle overnatte, og nåede lige at sætte mit telt op, inden det blev mørkt. Det bedste ved dette sted var, at de havde en elektrisk massagestol! Til gengæld var der også rigtig mange sandflies!

    ————

    The day before, I had arranged a ride with someone who works at Skips Fish N Chips in Ōkura. That way, I skipped 10 km of road walking, which I certainly didn’t mind. I waited down by the beach until they opened, where I ordered a serving of fish and chips, a good start to the day at 11 a.m.

    Afterwards, I continued on to start the Helena Ridge Track. Many times, before entering a forest, you have to clean your shoes to avoid bringing diseases into other forest areas.
    Finally, something more exciting to look at! I hadn’t expected so many steps, though, but it was a fantastic place to walk!

    Much of the Te Araroa trail goes through private land and therefore also through fields with animals. I got a bit lost in some bushes in the middle of a field with a few bulls. I was quite focused on making sure the bulls didn’t come towards me, but along the way, I lost the correct trail, which sent me on a one-hour detour.

    I therefore arrived quite late at the place where I was going to camp and just managed to set up my tent before it got dark. The best thing about this place was that they had an electric massage chair! On the other hand, there were also a lot of sandflies!    En savoir plus

    Voir la traduction
  • Gitte JensenEventyr i New ZealandVoyageur
    15 km landevej...
    Laaang gangbro

    Kōmanawa farmstay - Sandy Bay

    13–14 oct. 2025, Nouvelle-Zélande ⋅ 🌬 19 °C

    Jeg havde en meget langsom morgen og startede ret så sent i dag, men det var præcis det jeg havde brug for efter den lange dag forinden.

    Turen gik langs landevej samt grusstier. Så da jeg ankom til den lille kiosk/købmand stod der allerede to af dem jeg kun havde nået at sige godmorgen til om morgenen. Det viste sig, at de var tyskere og skulle overnatte ved campingpladsen ved siden af. Sammen med dem stod to andre velkendte tyskere som jeg havde mødt i Kaitaia. Det var dejligt endelig at se nogle velkendte ansigter igen! Men ja, her er rigtig mange tyskere i New Zealand!

    Vi tog sammen videre mod Sandy Bay hvor vi kunne slå vores telt op gratis. Vi overvejede det lige kort om det også var en god ide efter at have læst skiltet omkring jordskælv og tsunami, men altså så var det jo bare at løbe!

    ————

    I had a very slow morning and started quite late today, but it was exactly what I needed after the long day before.

    The route went along country roads and gravel paths. When I arrived at the small kiosk/grocery store, two of the people I’d only managed to say good morning to earlier were already there. It turned out they were Germans and were going to spend the night at the campsite next door. Together with them stood two other familiar Germans whom I had met in Kaitaia. It was so nice to finally see some familiar faces again! But yes, there really are a lot of Germans in New Zealand!

    We continued together toward Sandy Bay, where we could pitch our tents for free. We briefly considered whether that was actually a good idea after reading the sign about earthquakes and tsunamis, but well, if it came to that, we’d just have to run!    En savoir plus

    Voir la traduction
  • Gitte JensenEventyr i New ZealandVoyageur
    Regnvejrsdag
    Ngungurou trailBananerEnsom træ1Omelet med fire ægNgunguru River boat crossingNgunguru RiverDagens telt udsigt11Udendørs bad med varmt vand!!!

    Sandy bay - Nikau Bay Campsite

    14–15 oct. 2025, Nouvelle-Zélande ⋅ ☁️ 17 °C

    Vi pakkede sammen i regnvejr, og besluttede os for at tage en næsten afslapningsdag med 20 km til byen Ngunguru. Vejen dertil bestod af endnu en omgang grusvej og landevej.

    Højdepunktet på dagens gåtur var banantræer! Dog ikke specielt spiselige. Ved ankomst til Ngunguru tog vi hen på byens eneste café og søgte ly for regnen, samtidig med at vi fandt ud af, hvor vi skulle overnatte. Vi fik mulighed for at få et bådlift over floden til Nikau Bay Camp, som helt klart har været turens overnatningshøjdepunkt. En mega engageret Te Araroa-entusiast, som havde det vildeste campsted, som han har drevet i over 15 år. Han viste os forskellige blomster, som man kan finde langs ruten, og som man kan spise, nogle af dem smagte af purløg, så en ekstra ingrediens til den “spændende” trailmad.

    ————

    We packed up in the rain and decided to take an almost relaxing day with just 20 km to the town of Ngunguru. The way there consisted of yet another stretch of gravel and country road.

    The highlight of the day’s walk was banana trees! Though not particularly edible ones. Upon arrival in Ngunguru, we went to the town’s only café to seek shelter from the rain while figuring out where to spend the night. We got the chance to get a boat lift across the river to Nikau Bay Camp, which has definitely been the accommodation highlight of the trip. A super enthusiastic Te Araroa fan ran the place, an amazing campsite that he has managed for over 15 years. He showed us various flowers that can be found along the trail and are edible, some of them tasted like chives, an extra ingredient for the “exciting” trail meals.    En savoir plus

    Voir la traduction
  • Gitte JensenEventyr i New ZealandVoyageur
    Solopgang fra teltet

    Nikau Bay campsite - Treasure Island

    15–16 oct. 2025, Nouvelle-Zélande ⋅ ☁️ 18 °C

    Vågnede med en fantastisk solopgang fra teltet, efter at have kæmpet og blevet spist af myg det meste af natten. Dagens tur gik mod Treasure Island, hvor der var et mindre stykke med skov og små flodkrydsninger og ellers igen en del landevej.

    På landevejen stødte jeg på en lille kasse, hvor man kunne få vand samt købe cookies. Lige præcis hvad jeg havde brug for! Så kort efter holdte jeg pause og alle fem cookies forsvandt og det sidste stykke mod Treasure Island blev klaret. Her lå teltpladsen igen helt optimalt i forhold til udsigten og solnedgangen.

    Jeg følges stadig on/off med to tyskere fra Bayern, ellers mødes vi senere på dagen når vi slår vores telt op. I morgen skal vi krydse en flod imens tidevandet er lavt, så vi starter sent og kan sove længe, hvilket er svært når først man er kommet ind i en rytme.

    ————

    Woke up to a fantastic sunrise from the tent after having battled and been eaten by mosquitoes most of the night. Today’s hike went toward Treasure Island, with a short stretch through forest and a few small river crossings, but otherwise mostly road walking again.

    On the road, I came across a small box where you could get water and buy cookies, exactly what I needed! Shortly after, I took a break, and all five cookies disappeared before I finished the last stretch toward Treasure Island. The campsite there was once again perfectly located with a beautiful view and sunset.

    I’m still hiking on and off with two Germans from Bavaria, otherwise, we usually meet up later in the day when setting up our tents. Tomorrow we have to cross a river while the tide is low, so we’ll start late and can sleep in, which is hard once you’ve gotten into a rhythm.    En savoir plus

    Voir la traduction
  • Gitte JensenEventyr i New ZealandVoyageur
    Solopgang fra teltet
    Flodkrydsning af Taiharuru streamFlodkrydsning af Taiharuru streamFlodkrydsning af Taiharuru streamSpa for fødderne21Ocean Beach2Camp

    Treasure Island - Jaggers Camp

    16–17 oct. 2025, Nouvelle-Zélande ⋅ 🌬 19 °C

    Vi havde god tid i dag, da vi skulle krydse en større flod, så vi ventede, til at tidevandet var lavest, til at krydse over. Vi endte derfor først med at forlade vores camp ved 10-tiden. Ved floden mødte vi nogle lokale, som var ved at fiske, og som gav os en vejvisning på, hvor det var bedst at krydse over.

    Vi krydsede over på et godt tidspunkt, men det var ret så blødt nogle steder, hvilket gav en fornemmelse af at være i luksus-mudder-wellness for fødderne. Dermed blev skoene også opgraderet til en ny farve.

    Vi holdt en lang middagspause med en helt godkendt udsigt, hvortil vi tørrede vores telt.

    Efter at have gået igennem et mindre skovområde, ankom vi til en meget pæn strand, som var det stik modsatte af 90 Mile Beach, men stranden formåede hurtigt at give flashbacks med sand i skoene og vandløb, som skulle krydses.

    Vi fandt en camp efter kun et par kilometer og slog vores telt op, hvilket var en udfordring, da vinden skiftede retning mange gange. Men der var rigeligt med plads til teltene!

    ————

    We had plenty of time today, as we had to cross a larger river, so we waited until the tide was at its lowest before crossing. We didn’t end up leaving our camp until around 10 o’clock. At the river, we met some locals who were fishing and gave us directions on where it was best to cross.

    We crossed at a good time, but it was quite soft in some places, giving the feeling of being in a luxury mud wellness spa for the feet. As a bonus, our shoes were upgraded to a new color.

    We took a long lunch break with a fully approved view, where we also dried our tent.

    After walking through a small forest area, we arrived at a beautiful beach, which was the complete opposite of 90 Mile Beach. Yetthe beach quickly brought back flashbacks, with sand in our shoes and small streams to cross.

    We found a campsite after only a few kilometers and set up our tent, which turned out to be a challenge as the wind kept changing direction. But there was plenty of space for the tents!    En savoir plus

    Voir la traduction
  • Gitte JensenEventyr i New ZealandVoyageur
    "Welcome to OP shop" på strandenSolnedgang i Whangārei Heads

    Jaggers Camp - Whangārei Heads

    17–18 oct. 2025, Nouvelle-Zélande ⋅ ☀️ 17 °C

    Vi startede tidligt i dag, da vi havde en lang dag forude. De første fire km var langs stranden, hvilket for en gangs skyld var en fornøjelse, da det var ret så smukt om morgenen, og sandet var forholdsvis godt at gå i. Langs stranden krydsede vi også 400 km-mærket fra startpunktet Cape Reinga. Tiden er fløjet afsted! I dag markerede også, at det nu er en måned siden, jeg fløj hjemmefra.

    Efter stranden skulle vi gå Bream Head, Te Whara Track, hvor det højeste sted er 470 hm. Det blev dog ikke den smukke oplevelse, som jeg havde håbet på. På vejen op fik jeg en omgang migræne, som jeg heldigvis kunne få stoppet med en triptan og en længere pause, men kroppen var ikke helt sig selv bagefter, og jeg gik derfor kun lidt videre, hvorefter jeg måtte konkludere, at jeg ikke ville nå frem til Whangārei Heads, inden det ville blive mørkt, hvis jeg fortsatte i samme tempo. Jeg gik derfor ned ad en sidevej og kom ned til den strand, som vi var startet på om morgenen. Her mødte jeg en, jeg havde mødt på vejen op, og spurgte, om de skulle mod Whangārei, hvilket de, til mit held, skulle. Jeg endte med et lift med nogle virkelig søde mennesker mod Whangārei Heads. De var på forlænget weekend i området, men bor i Auckland, hvor de også tilbød mig overnatning samt mad, når jeg kom dertil, da ruten går lige forbi deres hus.

    Jeg havde skrevet til de andre, at jeg var gået ned igen og havde fået et lift, men at vi kunne mødes ved en lille café, inden vi camperede. Her fik vi både spist is, burger og pizza! Helt perfekt oven på sådan en ret så træls dag! Men jeg ved, at de dage ikke er uundgåelige, så jeg må bare være så godt forberedt, som jeg kan være.

    ————

    We started early today, as we had a long day ahead of us. The first four kilometers were along the beach, which for once was a real pleasure, as it was quite beautiful in the morning and the sand was fairly easy to walk on. Along the beach, we also passed the 400 km mark from the starting point at Cape Reinga. Time has flown by! Today also marked one month since I left home.

    After the beach, we had to walk Bream Head, the Te Whara Track, where the highest point is 470 meters of elevation. However, it didn’t turn out to be the beautiful experience I had hoped for. On the way up, I got a migraine, which I managed to stop with a triptan and a longer break, but my body wasn’t quite itself afterward, so I only walked a bit further before realizing that I wouldn’t reach Whangārei Heads before dark if I continued at the same pace. So, I went down a side road and ended up back at the same beach we had started from in the morning. There, I met someone I had seen on the way up and asked if they were heading toward Whangārei, which, luckily for me, they were. I ended up getting a ride with some really lovely people toward Whangārei Heads. They were on an extended weekend in the area but live in Auckland, where they also offered me dinner and a place to stay once I get there, as the trail passes right by their house.

    I had texted the others to let them know that I had gone back down and gotten a ride but that we could meet at a small café before camping. There, we had ice cream, burgers, and pizza – absolutely perfect after such a rough day! But I know that days like this are inevitable, so I just have to be as well-prepared as I can.    En savoir plus

    Voir la traduction
  • Gitte JensenEventyr i New ZealandVoyageur
    Morgen overvågning
    Vand taxiTiltrængt!TørrepauseAlternativ postkasse1De seneste to dages turSolnedgang

    Whangārei Heads - Uretiti Beach Camp

    18–19 oct. 2025, Nouvelle-Zélande ⋅ ⛅ 19 °C

    Dagen forinden havde vi booket en tur med en lokal “vandtaxi” for at krydse Whangārei-havnen.

    Vi krydsede derfor havnen kl. 08 og gik til Marsden gennem et nedlagt olieraffinaderi for at handle ind, da vi alle ikke rigtig havde noget mad tilbage. Her havde vi en længere pause med smoothie, indkøb samt tørring af telt. Jeg havde dagen forinden bestemt mig for en rolig dag, hvilket drengene var med på. Vi gik derfor til Uretiti Beach Camp. På vejen splittede vi op, da vi ikke var enige om at gå langs stranden eller vejen.

    Ved et andet supermarked på vejen mødte vi en sød dame, der havde fem skibsarbejdere fra Kina med for at handle ind. Hun spurgte, om vi ville have et lift på hendes tilbagevej. Vi sagde, at vi ville finde et lift til de sidste par km, da vejen var ret så trafikeret, eftersom det var en motorvej. Efter en halv time kom hun tilbage og så, at vi stadig sad og spiste snacks, hvortil hun kørte os til vores camp, da hun alligevel skulle den vej og boede nede ad vejen.

    Vi havde masser af tid til at vaske tøj i dag, som kunne blive tørret i solen, hvilket var tiltrængt!

    Aviaja er i dag landet i Auckland, og på mandag mødes vi endelig efter ikke at have set hinanden i årevis. Derefter starter et par ugers on/off trail med roadtrip, sightseeing og vandring.

    ————

    The day before, we had booked a trip with a local “water taxi” to cross Whangārei Harbour.

    So, we crossed the harbour at 8 a.m. and walked to Marsden through an old, closed-down oil refinery to do some shopping, as none of us really had any food left. There, we took a longer break with smoothies, grocery shopping, and drying out our tents. The day before, I had decided to take it easy, and the guys agreed. So, we walked to Uretiti Beach Camp. On the way, we split up, as we couldn’t agree on whether to walk along the beach or the road.

    At another supermarket along the way, we met a kind woman who was there with five ship workers from China doing some grocery shopping. She asked if we wanted a ride back with her later. We said we’d try to find a lift for the last few kilometers, as the road was quite busy since it was a highway. After about half an hour, she came back and saw that we were still sitting there eating snacks, so she ended up driving us to our camp, as she was heading that way anyway and lived just down the road.

    We had plenty of time to do laundry today, which could dry in the sun, much needed!

    Aviaja arrived in Auckland today, and on Monday we’ll finally meet again after not having seen each other for years. After that, we’ll start a few weeks of on/off trail life with a mix of road tripping, sightseeing, and hiking.    En savoir plus

    Voir la traduction
  • Gitte JensenEventyr i New ZealandVoyageur
    Havregryn til morgenmad
    Campingpladsen1Gratis muffinFængselscelle1FængselscelleI Whangarei findes der mange ting!

    Uretiti Beach Camp - Whangarei

    19–20 oct. 2025, Nouvelle-Zélande ⋅ ☁️ 22 °C

    Aftenen forinden gik den ene af drengenes madras i stykker, og han havde brug for en ny. Da jeg alligevel skulle til Auckland, gjorde det ikke den store forskel for mig, om jeg tog med dem til Whangārei og blev der en nat, og derfra tog videre til Auckland, eller blev en ekstra nat i Waipu. Vi havde derfor god tid, inden bussen kørte fra Waipu om eftermiddagen.

    Vi gik små 7 km for at komme til Waipu og satte os ved en café et par timer, inden vi skulle med bussen. Da caféen var ved at lukke, bragte de os gratis blåbær/ostemuffins samt ostescones, som vi kunne tage med, da det ellers ville blive smidt ud. Fordelen ved at være Te Araroa vandrere!

    Vi havde booket en lidt speciel overnatning i Whangārei, hvor vi overnattede i et tidligere fængsel. På værelserne kunne vinduerne end ikke åbnes!
    Om aftenen tog vi ned på havnen og tilbragte vores sidste aften sammen, før vores veje skiltes dagen efter.

    I morgen skal jeg mødes med Aviaja i Auckland, hvor vi skal have lagt lidt planer for de tre uger, hun er her, og få det maksimale ud af tiden. Så det bliver mindre vandring og mere sightseeing – men det bliver rigtig godt! De “kendte” steder, som Te Araroa-trailen ikke går forbi, skal besøges her på Nordøen.

    ————

    The night before, one of the guys’ sleeping mats broke, and he needed a new one. Since I was heading to Auckland anyway, it didn’t make much of a difference whether I went with them to Whangārei, stayed there for a night, and then continued to Auckland, or stayed an extra night in Waipu. So, we had plenty of time before the bus left from Waipu in the afternoon.

    We walked about seven kilometers to get to Waipu and sat down at a café for a couple of hours before catching the bus. When the café was about to close, they brought us free blueberry cheese muffins and cheese scones to take with us, since they would otherwise be thrown away. The perks of being Te Araroa hikers!

    We had booked a rather unique accommodation in Whangārei, where we stayed in a former prison. The windows in the rooms couldn’t even be opened!
    In the evening, we went down to the harbor and spent our last evening together before parting ways the next day.

    Tomorrow, I’ll meet up with Aviaja in Auckland, where we’ll make some plans for the three weeks she’ll be here and make the most of our time. So, it’ll be less hiking and more sightseeing, but it’s going to be really great! The “famous” places that the Te Araroa trail doesn’t pass by will be explored here on the North Island.    En savoir plus

    Voir la traduction
  • Gitte JensenEventyr i New ZealandVoyageur
    Demonstration i Auckland1Lion Rock112

    Whangarei - Auckland - Piha

    20–24 oct. 2025, Nouvelle-Zélande ⋅ ☀️ 19 °C

    I Whangarei tog jeg på shopping med drengene, inden jeg tog bussen mod Auckland. Her fik jeg købt mig en ny kniv, da jeg allerede mistede den gamle på dag tre på 90 Mile Beach.

    I mandags mødtes Aviaja og jeg endelig hinanden igen efter fem år! Vi har haft tre meget rolige dage i Auckland, hvor vi har fået styr på lidt praktiske ting, og bare slappet ret så meget af!

    Vi har lejet en bil de kommende 10 dage, og kører lidt rundt og besøger forskellige steder. Den første halve time kørte vi lidt rundt på nogle små veje for, at jeg kan vende mig til at køre i venstre side af vejen! Vinduesviskeren virker i hvert fald, når man skal blinke!

    Første stop gik mod Piha, hvor det har regnet og blæst en del! Det smukke område håber vi at kunne se en lille smule mere af i morgen. At have bilen til rådighed er pludselig en ret stor luksus, når vejret ikke er helt optimalt.

    Derudover passer det utrolig godt med en roadtrip i øjeblikket, da det regner og blæser en del, hvilket har ført til spærret veje samt stier langs Te Araroa-ruten. Derudover er mange floder ikke mulige at krydse i øjeblikket, så mange er tvunget til at holde pause eller skippe diverse områder.

    ————

    In Whangarei, I went shopping with the guys before taking the bus to Auckland. There, I bought myself a new knife, since I had already lost my old one on day three on 90 Mile Beach.

    On Monday, Aviaja and I finally met each other again after five years! We’ve had three very calm days in Auckland, where we’ve taken care of a few practical things and just relaxed quite a lot.

    We’ve rented a car for the next 10 days and are driving around to visit different places. During the first half hour, we drove around on some small roads so I could get used to driving on the left side of the road! The windshield wiper definitely works, every time I try to use the turn signal!

    Our first stop was Piha, where it has been raining and windy quite a lot! We’re hoping to see a bit more of the beautiful area tomorrow. Having a car available suddenly feels like quite a luxury when the weather isn’t exactly ideal.

    Right now, a road trip fits perfectly, since it’s been raining and windy, which has led to closed roads and blocked tracks along the Te Araroa trail. Many rivers are currently impossible to cross, so a lot of people are forced to take a break or skip certain sections.    En savoir plus

    Voir la traduction
  • Gitte JensenEventyr i New ZealandVoyageur
    Kæmpe ål
    1Kitekite falls11Svampe træDog mest synlig om nattenMuriwai BeachEn enkelt sælSolnedgang ved Camp1

    Piha - Muriwai - Ambury Farm

    24–25 oct. 2025, Nouvelle-Zélande ⋅ ☁️ 18 °C

    Vi fik tørret vores ting i solen, inden vi kørte videre mod Muriwai Beach, hvor vi skulle se Muriwai Gannet Colony. Det var en times kørsel nordpå ad små, snoede veje.

    På vejen dertil stoppede vi ved Kitekite-vandfaldet, som var en lille times gåtur frem og tilbage i meget smukke omgivelser. Her så vi bl.a. også kæmpe ål!

    Derefter kørte vi videre for at se den spektakulære gannetkoloni af fugle. Det var så fascinerende at kigge på og lytte til. Vi endte med at stå og kigge på fugle i en times tid! Det havde jeg ikke lige regnet med. Men virkelig smukke fugle.

    Vi skyndte os at køre i retning mod Auckland, hvor vi satte vores telt op i solnedgangen ved en farm camp.

    ————

    We dried our things in the sun before driving on towards Muriwai Beach, where we were going to see the Muriwai Gannet Colony. It was about an hour’s drive north along small, winding roads.

    On the way there, we stopped at the Kitekite Waterfall, which was about an hour’s round trip on foot through beautiful surroundings. There, we also saw huge eels!

    After that, we continued to see the spectacular gannet colony. It was so fascinating to watch and listen to. We ended up standing there watching the birds for about an hour! I definitely hadn’t expected that. But they were truly beautiful birds.

    We hurried on towards Auckland, where we set up our tent at sunset at a farm camp.    En savoir plus

    Voir la traduction
  • Gitte JensenEventyr i New ZealandVoyageur
    3River raftingRiver raftingRerewhakaaitu campsiteRerewhakaaitu campsiteWaikato RiverHuka fallsHuka falls1Huka falls1Huka falls

    Rotorua - Rerewhakaaitu - Ngaherenga

    25–27 oct. 2025, Nouvelle-Zélande ⋅ ☁️ 14 °C

    Vi forlod vores farm stay og kørte fire timer mod Rotorua, hvor vi havde booket en river rafting-tur på Kaituna-floden. Turen bestod af 14 strømfald og tre vandfald, hvoraf det ene, Tutea Fall, er på 7 m., hvilket er verdens højeste kommercielle river rafting-vandfald.
    Da det regner en del her for tiden, skulle det nok blive en spændende tur, hvilket det også blev!

    Vi var seks personer plus en guide i hver båd og i alt tre både afsted. Det første stykke af turen gik rigtig godt, og de første to både kom fint ned ad det store vandfald, hvorimod vores båd lavede et flip, og vi røg alle i vandet. Det gik så stærkt, at ingen af os helt ved, hvordan vi flippede om. Jeg slog mit ansigt en smule, da jeg røg i vandet, men heldigvis ikke noget voldsomt. Det har siden været lidt ømt på grund af slaget. Vi fik ikke taget nogle billeder af selve turen, men billedet med båden på hovedet karakteriserer turen meget godt. En sjov oplevelse, lige bortset fra båd flippet.

    Vi kørte derefter til en camp ved søen Rerewhakaaitu og gik trætte i seng til en flot solnedgang.

    Dagen efter kørte vi mod Taupō for at se Huka Falls. Endnu en dag med regn, men vi fik et lille glimt af sol, mens vi var der. Der kommer ca. en kvart million liter vand ud af kløften i sekundet! Derefter falder det 11 m ned i Waikato River, meget højlydt!

    Vi kørte derefter videre til Ngaherenga Campsite i Pureora-skoven, som jeg også kommer forbi senere, når jeg går Timber Trail-strækningen om et par uger. Her gik vi en lille tur, hvilket var tiltrængt efter nogle timers kørsel. Det blev den hidtil koldeste nat med 7 grader, hvilket krævede lidt ekstra tøj for at holde varmen i løbet af natten.

    ————

    We left our farm stay and drove four hours towards Rotorua, where we had booked a river rafting tour on the Kaituna River. The tour consisted of 14 rapids and three waterfalls, one of which, Tutea Falls, is 7 meters high, the highest commercially rafted waterfall in the world.
    Since it’s been raining quite a lot lately, we expected an exciting trip and it certainly was!

    There were six of us plus a guide in each raft, with three boats in total. The first part of the trip went really well, and the first two boats made it safely down the big waterfall, whereas ours flipped, and we all ended up in the water. It happened so fast that none of us really know how we turned over. I hit my face a bit when I fell into the water, but luckily nothing serious. It’s been a little sore since because of the impact. We didn’t get any photos from the actual trip, but the picture of the boat upside down sums it up pretty well. A fun experience, except for the flip!

    We then drove to a campsite by Lake Rerewhakaaitu and went to bed tired, watching a beautiful sunset.

    The next day, we drove towards Taupō to see Huka Falls. Another rainy day, but we caught a brief glimpse of sunshine while we were there. About a quarter of a million liters of water rush through the gorge every second! It then drops 11 meters into the Waikato River, very loud!

    After that, we continued to Ngaherenga Campsite in the Pureora Forest, which I’ll also pass later when I hike the Timber Trail section in a couple of weeks. We went for a short walk there, which was much needed after several hours of driving. It turned out to be the coldest night so far, with just 7 degrees, so a few extra layers were needed to stay warm through the night.    En savoir plus

    Voir la traduction