Whanganui - Palmerston North
1–4 Dis 2025, New Zealand ⋅ ⛅ 18 °C
Fra Whanganui tog vi, lidt lugtende, bussen videre til Palmerston North, da de efterfølgende 100 km hovedsageligt består af motorvej og en lille smule strand. Efter at have været mange dage undervejs uden en reel hviledag, var det meget tiltrængt! Jeg havde derfor booket et motelværelse med en dejlig seng og varmt bad, hvilket var yderst tiltrængt; trods et par badninger i floden forsvandt flodlugten ikke bare lige.
Den oprindelige plan var bare to overnatninger, men vejrudsigten sagde meget dårligt vejr om onsdagen, og jeg besluttede mig derfor for en ekstra dag, hvilket var en helt igennem god beslutning, da det konstant har regnet og en gang imellem tordnet.
Hviledagene bød på en masse mad, indkøb til den kommende lange strækning, en masse søvn, vask af tøj og alt andet, der kunne vaskes eller få fjernet lugt, samt en tur på go-kart-bane!
————
From Whanganui, we took the slightly smelly bus on to Palmerston North, as the next 100 km mostly consist of highway and a small stretch of beach. After many days on the trail without a real rest day, it was very much needed! I had therefore booked a motel room with a lovely bed and a hot shower, which was extremely necessary; despite a couple of dips in the river, the river smell didn’t just disappear.
The original plan was only two nights, but the weather forecast predicted very bad weather on Wednesday, so I decided on an extra day — which turned out to be an excellent decision, as it has been raining constantly and occasionally thundering.
The rest days offered plenty of food, shopping for the upcoming long stretch, lots of sleep, laundry for clothes and everything else that could be washed or have its smell removed, and a trip to the go-kart track!Baca lagi
Palmerston - Moturimu whare
4–5 Dis 2025, New Zealand ⋅ ☀️ 17 °C
Afsted gik det mod starten af Tararua Forest Park, som vi skal igennem de kommende dage. Det var hårdt for kroppen at komme i gang igen! Men vi kom igennem de 26 km grusvej/skovstier.
Vi vidste, at halvvejsskiltet skulle dukke op på et tidspunkt i dag, og det var et kæmpe højdepunkt, da vi så det! Kort efter holdt vi pause ved et bord/bænkesæt, men tog hurtigt videre, da vinden blæste alt væk, man tog ud af tasken.
Da vi ankom til campstedet, var der ingen, der ville sove indenfor i hytten/skuret, og vi tog derfor glædeligt plads indenfor, da det senere skulle regne. Senere dukkede, til min overraskelse, et newzealandsk par op, som jeg gik Timber Trail med, men som jeg ikke har set siden.
————
Off we went towards the start of Tararua Forest Park, which we will be crossing over the coming days. It was tough for the body to get going again! But we made it through the 26 km of gravel road and forest trails.
We knew that the halfway sign was supposed to appear at some point today, and it was a huge highlight when we finally saw it! Shortly after, we took a break at a picnic table, but quickly moved on again, as the wind blew everything out of our bags.
When we arrived at the campsite, no one wanted to sleep inside the hut/shelter, so we gladly took a spot indoors, as it was going to rain later. Later on, to my surprise, a New Zealand couple showed up who I had walked the Timber Trail with, but whom I hadn’t seen since.Baca lagi
Moturimu whare - Ian & Franks hut
5–6 Dis 2025, New Zealand ⋅ 🌬 18 °C
Dagen bød på 15 km videre ind i buskadset, som blev mere mudret. Vi kunne forvente nogle flotte udsigter i dag, men desværre ville vejret noget andet, og det blev i stedet til en del grå skyer at kigge på, når der var udkigssteder. Ellers består buskadset af en masse forskellige fugle, som man en gang imellem er heldig at spotte.
Vi krydsede en masse små vandløb i dag samt træer, som var væltet. Nogle træer var nemmere end andre at passere, når man en gang imellem glemmer, at man har en rygsæk på ryggen.
————
The day offered 15 km further into the bush, which became increasingly muddy. We had expected some great views today, but unfortunately the weather had other plans, and instead there were mostly grey clouds to look at whenever we reached viewpoints. Otherwise, the bush is full of many different birds, which you’re lucky to spot every now and then.
We crossed a lot of small streams today, as well as fallen trees. Some trees were easier to get past than others, especially when you occasionally forget that you’re carrying a backpack.Baca lagi
Ian & Franks hut - Makahika
6–7 Dis 2025, New Zealand ⋅ ☁️ 18 °C
I dag blev en dag, hvor jeg var utrolig glad for at have nogen i nærheden til at hjælpe mig med at befri mig ud af mudderet.
Vi kom senere afsted, end vi ville, da jeg ikke kunne finde min ske om morgenen, som er rimelig uundværlig! Men jeg fandt den - jeg havde glemt den nede ved floden, da jeg vaskede den og hentede vand.
Med det kom der dog en kæmpe overraskelse et par km. senere ned ad en grusvej, inden vi gik ind i buskadset igen. En lille blå bil stoppede foran os og spurgte, om vi ville have bananbrød, hvilket vi i stor iver takkede ja tak til.
Ellers bød dagen på en del mudder og en længere pause i mudderet, hvor jeg stod godt fast! Heldigvis havde vi vores små skovle med, så jeg kunne komme fri. Det var en kæmpe lettelse at komme ud af buskadset, ud i lyset og ud af mudderet!
Vores oprindelige plan var at slå teltene op, da vi kom ud på den anden side, men eftersom vi var godt mudrede ind, lokkede det med et varmt bad 7 km længere fremme, hvilket var meget tiltrængt!
————
Today turned into a day where I was incredibly grateful to have someone nearby to help me get out of the mud.
We set off later than planned because I couldn’t find my spoon in the morning, which is fairly essential! But I did find it - I had forgotten it down by the river when I washed it and collected water.
Then, a couple of kilometres later along a gravel road, just before entering the bush again, came a huge surprise. A small blue car stopped in front of us and asked if we would like some banana bread, which we eagerly accepted.
Otherwise, the day involved a lot of mud and a long pause stuck in it, where I was well and truly wedged! Luckily, we had our small shovels with us, so I was able to free myself. It was a huge relief to get out of the bush, into the light, and out of the mud!
Our original plan was to pitch our tents once we came out on the other side, but since we were completely covered in mud, the temptation of a hot shower 7 km further on was too strong and very much needed!Baca lagi
Makahika - Levin - Paekakariki
7–9 Dis 2025, New Zealand ⋅ 🌬 19 °C
Man kunne fortsætte 3–6 dage videre ind i Tararua-skoven, som ville føre ud i åbne landskaber og over bjergtoppe. Men da jeg vågnede om morgenen med migræne, valgte jeg i stedet at tage ind til byen Levin og få noget god mad, og derfra tog jeg bussen videre mod Waikanae, hvor jeg fik en lækker pizza.
Jeg ville spontant have besøgt Kapiti-øen dagen efter, som består af masser af fugle, og hvor chancen for at se kiwifugle om natten er relativt stor. Jeg var dog lidt for spontan og kunne ikke få plads på færgen. Jeg besluttede mig derfor for at tage videre til Paekakariki, hvor jeg gik langs stranden og endte på en god campingplads, hvor jeg fik vasket tøj. Samtidig var der en sauna, hvor de lavede saunagus kl. 19, som jeg nåede at deltage i. Efter omstændighederne endte det med at blive nogle gode dage.
————
You could continue for another 3–6 days deeper into the Tararua Forest, which would lead out into open landscapes and over mountain tops. But when I woke up in the morning with a migraine, I chose instead to head into the town of Levin to get some good food, and from there I took the bus on to Waikanae, where I got a delicious pizza.
I had spontaneously planned to visit Kapiti Island the following day, which is home to many bird species and where the chances of seeing kiwi birds at night are relatively high. However, I was a bit too spontaneous and couldn’t get a spot on the ferry. I therefore decided to continue on to Paekakariki where I walked along the beach and ended up at a nice campsite, did some laundry, and even found a sauna offering a guided sauna session at 7 p.m., which I managed to join. Given the circumstances, it turned into a couple of really good days.Baca lagi
Paparekiki - Wellington
9–14 Dis 2025, New Zealand ⋅ 🌬 21 °C
Jeg forlod Paparekiki for at gå Escarpment Track, som er en kysttur. Selvom der kun var 21 grader, var solen brændende, specielt når der ikke var mulighed for at gå i skyggen.
Da jeg senere ankom til Pukerua Bay, valgte jeg at tage toget nogle stop videre mod hovedstaden Wellington, som er sidste stop på Nordøen. Her havde jeg planlagt fem dages hviledage, da min krop virkelig havde brug for en masse ordentlig søvn og en god omgang massage!
Dagen efter ankom Svea til Wellington, som jeg har fulgtes en del med de seneste uger, da hun også havde skippet nogle km. mod Wellington. Vi besluttede os dagen efter for at gå de sidste 12 km. mod det sydligste punkt af Te Araroa-ruten, hvor der står en sten, som markerer slutpunktet for Nordøen. På vejen så vi mange kākā fugle, som er papegøjer, jeg har hørt meget, men endnu ikke set før nu.
IKEA er lige startet op i New Zealand, og der er pop-up-butikker over det hele, hvor man bl.a. kan få gratis hotdogs, så det blev udnyttet.
Den sidste dag i Wellington sluttede vi af på et specialbryggeri med en god afsked til Nordøen!
2,5 måneder på Nordøen, fyldt med mange op og nedture samt utallige oplevelser, er nu slut. Nu begynder et helt andet slags eventyr på Sydøen, omgivet af fantastisk natur og forhåbentlig mindre vej og mudder!
————
I left Paparekiki to hike the Escarpment Track, a coastal trail. Even though it was only 21 degrees, the sun was intense, especially where there was no shade to walk in.
When I later arrived in Pukerua Bay, I chose to take the train a few stops further towards the capital, Wellington, which is the final stop on the North Island. Here, I had planned five rest days, as my body truly needed plenty of proper sleep and a good massage!
The following day, Svea arrived in Wellington. I’ve walked with her quite a lot over the past few weeks, as she had also skipped a few kilometres on the way to Wellington. The day after, we decided to walk the final 12 km to the southernmost point of the Te Araroa route, where a stone marks the end of the North Island section. Along the way, we saw many kākā birds, native parrots that I had heard a lot about but never seen until now.
IKEA has just launched in New Zealand, and there are pop-up stores everywhere where you can, among other things, get free hot dogs, which we took advantage of.
On our last day in Wellington, we finished with a visit to a craft brewery, giving the North Island a proper farewell!
Two and a half months on the North Island, filled with ups and downs and countless experiences, have now come to an end. A completely different kind of adventure now begins on the South Island, surrounded by stunning nature and, hopefully, less road and mud!Baca lagi

Pengembara
Det har været spændende at følge dig nogen gange har jeg tænkt åh nej hvad laver du, glæder mig til at følge dig

PengembaraGod tur til sydøen, håber du undgår for meget mudder og får ladet op til næste etape
Wellington- Picton- Ship cove
14–16 Dis 2025, New Zealand ⋅ ☁️ 19 °C
Vi tog færgen fra Wellington mod Picton om morgenen, hvilket tog omkring 3,5 timer. Pludselig var vi havnet på Sydøen, og allerede fra færgen var der flotte landskaber. Glæden og forventningerne steg med det samme til det nye ø eventyr.
På færgeoverfarten fik vi et opkald om, at vores vandtaxi fra Picton til Ship Cove var blevet aflyst, og vi blev nødt til hurtigt at finde en ny afgang, som vi kunne tage dagen efter.
Da vi ankom til Picton, gik vi lidt rundt og fandt bl.a. en minigolfbane, hvor jeg havde modvind og tabte snævert! Derefter fandt vi den lokale pub og fik noget at spise, hvorefter vi slappede af på vores hostel.
Om morgenen tog vi med vandtaxaen i 1,5 time og ankom til Ship Cove, hvorfra Queen Charlotte Track starter, som jeg går de kommende fire dage. Det skulle eftersigende være en flot introduktion til Sydøen.
Vi havde valgt at starte meget roligt ud med 6 km, da vores oprindelige vandtaxi først sejlede sent om eftermiddagen. Vi valgte dog stadig at stoppe ved dette campsted, da det skulle være flot, og kroppen lige skulle i gang igen efter nogle gode dage i Wellington.
————
We took the ferry from Wellington to Picton in the morning, which took about 3.5 hours. Suddenly, we found ourselves on the South Island, and already from the ferry there were stunning landscapes. The excitement and anticipation immediately rose for this new island adventure.
During the ferry crossing, we received a call saying that our water taxi from Picton to Ship Cove had been cancelled, and we quickly had to find a new departure we could take the following day.
When we arrived in Picton, we walked around a bit and found, among other things, a mini-golf course, where I had a headwind and narrowly lost! Afterwards, we found the local pub and had something to eat, before relaxing at our hostel.
In the morning, we took the water taxi for 1.5 hours and arrived at Ship Cove, where the Queen Charlotte Track begins a trail I will be walking over the next four days. It is said to be a beautiful introduction to the South Island.
We had chosen to start very slowly with just 6 km, as our original water taxi was scheduled to depart late in the afternoon. Even so, we decided to stop at this campsite, as it was supposed to be beautiful, and our bodies needed some time to get moving again after a few good days in Wellington.Baca lagi

Pengembara
Du reklamere nok for Sørensen og lynggård, det bliver de glade for god videre tur
Schoolhouse Bay - Camp Bay
16–17 Dis 2025, New Zealand ⋅ 🌬 17 °C
Efter en meget blæsende nat og morgen startede vi ud i fire timers regn! Vejrudsigten havde sagt overskyet vejr, men ikke noget om regn, så vi håbede, at det hurtigt ville gå over, hvilket det ikke gjorde. Telefonen og alt andet, der ikke kunne tåle vand, blev derfor gemt godt væk!
Inden vi kom til et lille sheltersted, var vi allerede godt våde. Vi ventede i ly, indtil det stoppede med at regne, og fortsatte derefter videre.
Kun fem minutter fra det sted, vi camperede, lå der et resort, hvor man bl.a. kunne købe pizza, og de sparede ikke på osten!
Ved campstedet mødte vi også mange weka-fugle, som ikke kan flyve, men som er hurtige og kan hoppe. De findes kun på Sydøen. De er utrolig nysgerrige, og et øjebliks uopmærksomhed, så har de snuppet din ske, dit affald eller hvad ellers der ligger løst.
————
After a very windy night and morning, we started the day with four hours of rain! The weather forecast had predicted cloudy weather but said nothing about rain, so we hoped it would pass quickly, which it didn’t. Phones and everything else that couldn’t handle water were therefore packed away safely!
Before we reached a small shelter, we were already completely soaked. We waited there in cover until the rain stopped and then continued on.
Just five minutes from where we camped, there was a resort where you could buy pizza and they didn’t hold back on the cheese!
At the campsite, we also met many weka birds, which can’t fly but are fast and can hop. They are only found on the South Island. They are incredibly curious, and a moment of inattention is enough for them to steal your spoon, your trash, or anything else left lying around.Baca lagi
Camp Bay - Black rock Camp
17–18 Dis 2025, New Zealand ⋅ ☁️ 15 °C
Efter en nat med weka fugle, som var yderst aktive, vågnede vi op til en flot dag med god udsigt.
Herfra gik det lidt op og ned i løbet af dagen, hvor vi mødte en del turister, som kun går Queen Charlotte Track. De overnatter som regel på nogle finere steder, end vi gør, som både har swimmingpool og sauna (en smule misundelig!)
Nu hvor solen skinnede, kunne man endelig se de smukke udsigter til de forskellige bugter. Fra vores campsted på toppen var der en fantastisk udsigt, og på den anden side kunne man bl.a. se Nordøen.
I Wellington opgraderede jeg mit kogegrej til at bestå af mere end bare en bøtte og en ske. Nu kan jeg koge vand, og det føles, som om jeg kan vælge imellem alverdens ting at spise. Kartoffelmos er dog stadig favoritten på grund af vægten, men det smager nu bedre, når det er varmt og sammen med sovs!!
————
After a night with very active weka birds, we woke up to a beautiful day with great views.
From here, the day went a bit up and down, and we met quite a few tourists who only walk the Queen Charlotte Track. They usually stay in much nicer places than we do, with both swimming pools and saunas (a little bit jealous).
Now that the sun was shining, we could finally see the beautiful views of the different bays. From our campsite on the ridge, there was a stunning view, and on the other side, you could even see the North Island.
In Wellington, I upgraded my cooking gear to consist of more than just a container and a spoon. Now I can boil water, and it feels like I can choose from all kinds of meals. Mashed potatoes are still my favorite because of the weight, but they taste much better when hot and served with gravy!!Baca lagi
Black rock - Davies Bay
18–19 Dis 2025, New Zealand ⋅ ☁️ 19 °C
Sidste dag på Queen Charlotte Track, og hvilken fantastisk start på Sydøen! Jeg vågnede til en flot solopgang fra teltet, og derfra fortsatte de smukke udsigter endnu en gang.
Vi havde planlagt en længere dag, da vi gerne ville have mest muligt ud af Queen Charlotte Track og dens smukke campsteder. Da vi ankom til Davies Camp, tog vi derfor en dukkert i havet efter at have sat vores telte op og nød egentlig bare udsigten.
————
Last day on the Queen Charlotte Track, and what a fantastic start to the South Island! I woke up to a beautiful sunrise seen from the tent, and from there the stunning views continued once again.
We had planned a longer day because we wanted to get the most out of the Queen Charlotte Track and its beautiful campsites. When we arrived at Davies Camp, we took a swim in the sea after setting up our tents and simply enjoyed the view.Baca lagi
Davies Bay - Havelock - Pelorus bridge
19–20 Dis 2025, New Zealand ⋅ ☁️ 18 °C
Vi gik de resterende få kilometer ind mod et område, hvor der var nogle enkelte huse, og håbede på at kunne få et lift til Havelock, da størstedelen af strækningen var vej. Det lykkedes dog ikke, og vi gik yderligere 7 km, før vi fik et lift af en lokal mand, som havde en meget stærk accent, som vi havde svært ved at forstå, men som skulle hele vejen ind til byen Havelock.
I Havelock satte vi os på en café og fik noget at spise, samtidig med at vi kunne oplade vores powerbanks. I byen handlede vi ind i den lille lokale butik, hvor vi fik forsyninger til de kommende fire dage. Derefter fik vi endnu et lift ud af byen mod Pelorus Bridge, hvor vi overnattede. Her kunne vi tage et varmt bad for 1 $, hvilket var utrolig tiltrængt! Vi slog vores telte op nede ved floden, men idyllen blev hurtigt afbrudt af hovedvejen, der lå lige på den anden side.
————
We walked the last few kilometers toward an area with a handful of houses and hoped to get a lift to Havelock, as most of the stretch was on the road. Unfortunately, that didn’t work out, and we walked another 7 km before getting a lift from a local man. He had a very strong accent that we had trouble understanding, but he was heading all the way into the town of Havelock.
In Havelock, we sat down at a café and had something to eat while also charging our power banks. In town, we shopped at the small local store and stocked up on supplies for the next four days. After that, we got another lift out of town toward Pelorus Bridge, where we stayed overnight. There, we were able to take a hot shower for $1, which was incredibly needed! We pitched our tents down by the river, but the idyll was quickly interrupted by the main road just on the other side.Baca lagi
Pelorus bridge - Captain Creek hut
20–21 Dis 2025, New Zealand ⋅ ☁️ 17 °C
Den kommende strækning byder på Richmond Alpine Track, som strækker sig over ca. ni dage og byder på en masse højdemeter. Vi har valgt at dele den op, så vi tager de første tre dage, og derefter går vi ned og finder et lift mod byen Nelson, hvor vi fejrer jul og holder hviledage i et par dage.
Om morgenen mødtes vi kort med en, vi har mødt på Nordøen, som ville give en anden vandrer et lift til Christchurch, da han alligevel skulle den vej for at fejre jul. I mellemtiden tog vi et spil fire på stribe (jeg var rød) og en varm kakao.
Derefter fortsatte vi langs en lang grusvej for at gå langs en flod og videre ind i en skov, inden vi ankom til hytten Captain Creek. Dette er den første ud af mange hytter, som jeg kommer til at overnatte i her på Sydøen. Senere dukkede to danskere op, som går Sydøen fra syd mod nord, altså modsat af os. De havde de hidtil største rygsække, vi har set på trailen, og de vejede over 25 kg! Vi kunne fortælle dem, at dagen efter ventede et varmt bad og en lille vogn med mad og drikke, hvilket tydeligvis var gode nyheder!
————
The upcoming section includes the Richmond Alpine Track, which stretches over approximately nine days and involves a lot of elevation gain. We chose to split it up by doing the first three days, and then hiking down to find a ride toward the town of Nelson, where we will celebrate Christmas and take a few rest days.
In the morning, we briefly met someone we had encountered on the North Island, who was giving another hiker a lift to Christchurch, as he was heading that way anyway to celebrate Christmas. In the meantime, we played a game of Connect Four (I was red) and had a hot cocoa.
After that, we continued along a long gravel road, walking beside a river and then into the forest, before arriving at Captain Creek Hut. This is the first of many huts I will be staying in here on the South Island. Later on, two Danes showed up who are hiking the South Island from south to north, the opposite direction of us. They had the largest backpacks we have seen on the trail so far, weighing over 25 kg! We were able to tell them that a hot shower and a small food and drink cart awaited them the next day, which was clearly very welcome news.Baca lagi

PengembaraHej rigtig glædelig jul til dig, jeg har ikke fået læst de sidste, dem gemmer jeg til ungerne er rejst
Captain creek hut - Rock Hut
21–22 Dis 2025, New Zealand ⋅ ☁️ 16 °C
Den anslåede tid, det tager at komme til hver hytte, er begyndt at stige betydeligt. Første hytte var 2,5 time for 5 km, og derfra og til den næste hytte var det 3 timer for 5 km.
I dag blev en masse små “broer” krydset, nogle længere end andre, og nogle svingede mere end andre.
På vejen gik vi forbi Middy Hut, hvor jeg spiste et par snacks i fred for sandfluer og geder. Derefter fortsatte turen videre til Rock Hut, hvor vi mødte nogle newzealændere fra Nelson, som gav os nogle tips til, hvad vi skulle opleve, når vi holdt jul der om et par dage.
————
The estimated time it takes to reach each hut has started to increase significantly. The first hut took 2.5 hours for 5 km, and from there to the next hut it took 3 hours for another 5 km.
Today, we crossed many small “bridges,” some longer than others, and some swayed more than others.
Along the way, we passed Middy Hut, where I ate a couple of snacks in peace, away from sandflies and goats. After that, we continued on to Rock Hut, where we met some New Zealanders from Nelson who gave us tips on what to experience when we celebrate Christmas there in a couple of days.Baca lagi
Rock hut - Brownie hut
22–23 Dis 2025, New Zealand ⋅ ☁️ 18 °C
Morgenmaden blev nydt foran hytten, inden det gik videre mod Brownie Hut, som desværre ikke levede op til sit navn.
Endelig kom der en dag, hvor man ikke kun skulle gå inde i en skov med meget små udkigssteder. Det var derfor en lettelse endelig at kunne gå lidt på toppen og nyde udsigten, inden det gik ned ad.
Eftersom vi ikke havde haft signal i et par dage, blev det udnyttet, at vi havde lidt signal på toppen, så vi kunne booke vores hostel over jul.
I Brownie Hut mødte vi to ældre damer, som var gået op til hytten og gik ned igen dagen efter, og som var kommet med bil. Vi fik derfor arrangeret et lift noget af vejen mod Nelson dagen efter, hvilket vi var utrolig glade for, da det sparede os for 12 km vej.
————
Breakfast was enjoyed in front of the hut before continuing on toward Brownie Hut, which unfortunately did not live up to its name.
Finally, there was a day when we didn’t have to walk only through forest with very limited viewpoints. It was therefore a relief to finally walk a bit along the ridgeline and enjoy the views before heading downhill again.
Since we hadn’t had any signal for a few days, we took advantage of having a bit of reception on the ridge to book our hostel for Christmas.
At Brownie Hut, we met two older ladies who had walked up to the hut and were heading back down the next day, having arrived by car. We therefore arranged a lift part of the way toward Nelson the following day, which we were incredibly happy about, as it saved us 12 km. of road walking.Baca lagi
Brownie Hut - Nelson
23–26 Dis 2025, New Zealand ⋅ ☀️ 24 °C
Fra Brownie Hut gik vi videre mod en parkeringsplads, hvor vi havde arrangeret et lift med dem, vi havde mødt i hytten dagen forinden. Derefter hitchhikede vi til Richmond, og derfra tog vi bussen til Nelson.
I Nelson slappede vi af, fik købt ind til de resterende dage på Richmond Track og fik fejret jul af to omgange.
Den 24. december tog vi ud og spiste om aftenen, hvorefter vi tog til julesang foran en stor kirke i Nelson med livemusik. Der blev sunget 14 sange i alt, og vi sluttede af med Jingle Bells. Det gav langsomt lidt julefølelse under solen og palmerne. Derefter gik vi tilbage til vores hostel og tog et par runder Klodsmajor.
Den 25. december fejrede newzealænderne jul, så hele byen var lukket, og man kunne dufte, at folk grillede rundt omkring. Vi gik en lille tur op til midtpunktet af New Zealand og gik derefter tilbage til vores hostel, hvor vi grillede mad sammen med nogle andre vandrere og fejrede jul endnu en gang. Vi havde en meget afslappende dag, inden det i morgen går videre mod Richmond Track, hvor vi også fejrer nytår.
Glædelig jul og godt nytår!
————
From Brownie Hut, we continued on toward a parking area, where we had arranged a lift with the people we had met in the hut the day before. After that, we hitchhiked to Richmond, and from there we took the bus to Nelson.
In Nelson, we relaxed, bought supplies for the remaining days on the Richmond Track, and celebrated Christmas twice.
On December 24th, we went out for dinner in the evening, after which we attended Christmas carol singing in front of a large church in Nelson with live music. In total, 14 songs were sung, and we finished with Jingle Bells. It slowly brought a bit of Christmas spirit under the sun and palm trees. Afterwards, we walked back to our hostel and played a few rounds of Klodsmajor.
On December 25th, New Zealanders celebrated Christmas, so the entire city was closed, and you could smell people barbecuing everywhere. We went for a short walk up to the geographical centre of New Zealand and then returned to our hostel, where we grilled food together with some other hikers and celebrated Christmas once again. We had a very relaxing day before continuing on to the Richmond Track tomorrow, where we will also celebrate New Year’s.
Merry Christmas and Happy New Year!Baca lagi
Nelson - Starveall hut
26–27 Dis 2025, New Zealand ⋅ ⛅ 19 °C
Update fra Richmond Track, der endte med at tage længere tid end planlagt.
Da der næsten ikke var nogen biler på vejene om morgenen, delte vi en taxa med to andre til Hacket-parkeringspladsen, da det ellers næsten ville have taget os det meste af dagen at komme tilbage til stedet, hvor vi forlod stien den 23. december. Herfra gik vi mod Hacket Hut, hvor vi holdt pause, inden det gik 1.000 højdemeter op mod Starveall Hut.
Den første kilometer krydsede vi Hacket Creek utallige gange på kryds og tværs, hvilket gav benene et koldt bad, inden de for alvor skulle arbejde.
Derefter gik det op, op, op og atter op, indtil vi var kommet over trætoppene. Her havde vi blandt andet udsigt til Pyramid Rock. De sidste 150 højdemeter var de værste og meget stejle.
Ved hytten mødte vi et canadisk par, hvor den ene har gået Sydøen hele fire gange. Han havde nogle gode tips til spisesteder, der var et besøg værd de kommende uger.
————
Update from the Richmond Track, which ended up taking longer than planned.
As there were almost no cars on the roads in the morning, we shared a taxi with two others to the Hacket car park, as it otherwise would have taken us most of the day to get back to where we left the trail on December 23rd. From there, we walked toward Hacket Hut, where we took a break before climbing 1,000 vertical metres up to Starveall Hut.
During the first kilometre, we crossed Hacket Creek countless times back and forth, giving our legs a cold wake-up before they really had to get to work.
After that, it was up, up, up and up again until we rose above the treetops. From here, we had views of Pyramid Rock, among other sights. The final 150 vertical metres were the worst and very steep.
At the hut, we met a Canadian couple, one of whom has walked the South Island no fewer than four times. He had some great tips for places to eat that are worth visiting in the coming weeks.Baca lagi
Starveall hut - Old man Hut
27–28 Dis 2025, New Zealand ⋅ ☀️ 6 °C
Nu var vi endelig kommet over trætoppene, og vi forventede de kommende dage nogle flotte udsigter. Man hører meget om, at det newzealandske vejr kan skifte meget, specielt i bjergene, og det fik vi afprøvet i dag.
Morgenen startede meget kold og blæsende, så vanterne blev fundet frem for første gang. Afsted gik det mod flotte udsigter og bjergtoppe. Efter en kort pause kom mørke skyer tættere og tættere på. Først så vi dem drive væk, hvorefter de kort tid efter kom meget hurtigt imod os, og hvad vi først troede var regn, viste sig at være haglvejr. Vi søgte lidt ly imellem de få træer, der var.
Efter haglvejret gik vi videre, og en halv times tid senere gik vi igen i solskin, og vinden havde igen aftaget. Herefter gik det over flere forskellige toppe, inden det gik meget stejlt, mudret og klatrende over væltede træer mod Old Man Hut. De knap 250 højdemeter, som vi gik ned, skulle vi op ad igen næste morgen. Wuhu!
I Old Man Hut mødte jeg en vandrer, som jeg mødte tilbage på Timber Trail, og som jeg ikke har set siden Whanganui-kanoturen, så det var et godt gensyn.
————
Now we had finally made it above the treetops, and we were expecting some stunning views over the coming days. You hear a lot about how changeable the New Zealand weather can be, especially in the mountains, and today we got to experience that firsthand.
The morning started off very cold and windy, so gloves were brought out for the first time. Off we went toward beautiful views and mountain peaks. After a short break, dark clouds started moving closer and closer. At first, we saw them drift away, but shortly after they came rushing toward us, and what we initially thought was rain turned out to be hail. We sought a bit of shelter among the few trees that were around.
After the hailstorm, we continued on, and about half an hour later we were walking in sunshine again, with the wind having eased. From there, the route crossed several different peaks before dropping very steeply, muddy and with some scrambling over fallen trees—toward Old Man Hut. The nearly 250 metres of elevation we descended would have to be climbed again the next morning. Wuhu!
At Old Man Hut, I met a hiker I had previously met back on the Timber Trail and whom I hadn’t seen since the Whanganui canoe trip, so it was a great reunion.Baca lagi
Old man Hut - Mt Rintoul hut
28–29 Dis 2025, New Zealand ⋅ ☁️ 11 °C
I dag stod på det højeste bjerg på Richmond Track i 1.736 meters højde. Derudover gik det meget, meget langsomt, og alt i alt blev 5,5 km tilbagelagt på 6,5 timer. Terrænet var til tider meget udfordrende, og der skulle koncentreres meget på nedstigningerne. Men vi havde perfekt vejr i dag, og det gjorde en kæmpe forskel!
Vi startede med at gå op over trætoppene, hvorefter den første store stigning ventede os. På det første billede kan man se bjerget bag hytten, som var morgenmaden. Derefter havde vi en meget stejl nedstigning, hvorefter vi tog det næste bjerg til frokost, som også var det højeste punkt, vi kom til at passere på Richmond Track.
Denne nedstigning var meget bedre, og da vi kom ned til trætoppene, var der ikke langt igen til vores hytte.
I hytten var der blandt andet et lille puslespil, hvor nogle havde skrevet, hvor lang tid de var om at samle det, og vi forsøgte at slå tiderne, men det lykkedes ikke, og der manglede også to brikker. Til campstedet/hytten ankom også de to canadiere, som vi mødte for to dage siden, og med sig havde de en newzealænder, som havde beskadiget sin ankel på vejen, men var overbevist om, at høje støvler var den bedste støtte for anklen (hvilket var ret så ironisk). Senere på aftenen begyndte det at blæse og hagle, og vi værdsatte meget, at vi havde fået en plads i hytten og ikke skulle overnatte i vores telte.
————
Today was all about reaching the highest mountain on the Richmond Track at an elevation of 1,736 metres. Progress was very, very slow, and in total we covered just 5.5 km in 6.5 hours. The terrain was at times extremely challenging, and a lot of concentration was required on the descents. However, we had perfect weather today, and that made a huge difference.
We started by climbing above the treetops, after which the first major ascent awaited us. In the first photo, you can see the mountain behind the hut, which was breakfast. After that, we had a very steep descent, followed by climbing the next mountain for lunch, which was also the highest point we would pass on the Richmond Track.
This descent was much better, and once we dropped back down to the treetops, it wasn’t far to our hut.
In the hut, there was, among other things, a small jigsaw puzzle where people had written down how long it took them to complete it. We tried to beat the times, but didn’t succeed and two pieces were missing as well. Later, the two Canadians we had met two days earlier also arrived at the hut, along with a New Zealander who had injured his ankle on the way but was convinced that high boots were the best support for it (which was rather ironic). Later in the evening, the wind picked up and hail began to fall, and we were very grateful to have secured a spot inside the hut instead of having to spend the night in our tents.Baca lagi

Pengembara
Waw, for en tur I er på! Flotte omgivelser og flotte fotos! Fortsat god tur!
Mt Rintoul Hut - Mid Wairoa hut
29–30 Dis 2025, New Zealand ⋅ ⛅ 14 °C
Dagen bød på ca. 1.000 højdemeter op og ca. 2.000 højdemeter ned, hvilket tydeligt kunne mærkes i kroppen. Det blev derfor også en meget lang dag. Det skulle være smukt oppe på toppen, hvor vi skulle gå i dag, men vinden var så kold, at vi skyndte os at komme ned under trætoppene igen for at komme mere i ly.
På vejen så vi en helikopter lande ved hytten, vi havde overnattet ved, da personen med anklen blev hentet ud om morgenen, fordi hans ankel så ret så voldsom ud.
Efter en lang dag ankom vi endelig til hytten. Her havde vi endelig mulighed for et slags bad i floden ved siden af, hvor der var en slags pool, man kunne bade i. Vandet var meget koldt, så det blev en meget kort fornøjelse (det viste sig at blive det eneste “bad” i løbet af den uge).
————
The day involved about 1,000 metres of ascent and around 2,000 metres of descent, which could clearly be felt in the body. It therefore turned into a very long day. The ridge we were meant to walk along was supposed to be beautiful, but the wind was so cold that we hurried back down below the treeline to find more shelter.
Along the way, we saw a helicopter land at the hut we had stayed at, as the person with the injured ankle was evacuated that morning, his ankle looked pretty serious.
After a long day, we finally arrived at the hut. Here, we finally had the chance for a kind of bath in the river beside it, where there was a small pool you could swim in. The water was very cold, so it was a very brief pleasure (and it turned out to be the only “bath” during that week).Baca lagi
Mid Wairoa Hut - Top Wairoa
30–31 Dis 2025, New Zealand ⋅ 🌧 8 °C
Dagen blev mere udfordrende, end vi havde forventet, og man skulle virkelig koncentrere sig i løbet af dagen for at blive på stien. Stien bestod hovedsageligt af meget snævre stier langs skråninger, trærødder og mange flodkrydsninger. Da vi på et tidspunkt holdt pause, kom en lille, sød fugl og holdt pause sammen med os.
Derudover kom der også regn den sidste 1,5 time af vores tur i dag, så vi var meget glade for at se, at de andre havde varmet hytten op, da vi ankom. Da der kun var plads til seks personer i hytten, sov den ene af os på gulvet.
Telefonen var derfor for det meste også pakket væk i dag, da det til tider var meget vådt.
I løbet af dagen fik jeg migræne og sov derfor resten af dagen i den varme hytte, hvilket var tiltrængt.
————
The day turned out to be more challenging than we had expected, and you really had to concentrate throughout the day to stay on the trail. The path consisted mainly of very narrow tracks along steep slopes, tree roots, and many river crossings. At one point, when we took a break, a small, cute bird came and took a break with us as well.
In addition, rain set in during the last 1.5 hours of our hike today, so we were very happy to see that the others had already warmed up the hut when we arrived. As there was only space for six people in the hut, one of us slept on the floor.
The phone therefore stayed packed away for most of the day, as it was quite wet at times.
During the day, I got a migraine and therefore spent the rest of the day sleeping in the warm hut, which was much needed.Baca lagi
Top Wairoa Hut - Hunters Hut
31 Dis 2025–2 Jan 2026, New Zealand ⋅ 🌧 15 °C
Jeg havde fortsat migræne om morgenen og sov derfor længere, hvilket passede fint, da det styrtregnede. Svea og jeg gik derfor først afsted ved 9-tiden. Stien var egentlig god at gå på, men desværre regnede det ret så meget, og det var meget overskyet, så vi kunne ikke se mere end 15 meter foran os. Da vi gik langs toppen, var sigtbarheden endnu dårligere, og det blæste og regnede meget, så vi var godt gennemblødte og kolde.
Heldigvis stoppede regnen kort, og vi nåede at blive lidt tørre og varme igen, inden vi skulle krydse en flod. Derefter gik det 15 minutter op ad, inden vi ankom til Hunters Hut, hvor de andre allerede havde varmet hytten op, så vi kunne få tørret alle vores ting.
Siden vi startede om morgenen havde vi set frem til at få vores dehydrerede chokoladepudding, når vi kom frem, og den smagte meget bedre end forventet. Den fik 10/10 på madskalaen på turen indtil videre.
Senere om aftenen stod den på nytårsmenuen med et andet dehydreret måltid, som bestod af vildgryde med kartoffelmos.
Om aftenen begyndte det at blæse og regne endnu mere. Vi håbede på, at det ville stoppe, men i løbet af natten blev vejret meget værre, og om morgenen stormede det stadig. Vi konkluderede derfor, at det ikke var sikkert at gå videre, da floden, vi skulle krydse mod næste hytte, var steget meget, og sigtbarheden var meget dårlig.
Vi blev derfor alle (syv personer) en ekstra dag i hytten, hvor vi fik tiden til at gå med mange lure, lavede hjemmelavede terninger, så vi kunne spille yatzy, lavede statistik over alle, der havde overnattet i hytten i 2025, og hvilket land de kom fra. Derudover så vi frem til hvert måltid og snakkede meget om mad!
Med denne ekstra “hytte-dag” blev det dog også meget klart for mange af os, at vi ikke havde mad nok til flere dårlige vejrdage, og at vi derfor skulle gå mere end planlagt de resterende to dage. Min madrationering bestod derfor blandt andet af varm kakao med en smule couscous i, en yderst interessant blanding. Det blev derfor en anderledes nytårsaften, men en meget afslappende én af slagsen og uforglemmelig!
————
I still had a migraine in the morning and therefore slept in, which worked out well since it was pouring with rain. Svea and I didn’t set off until around 9 a.m. The trail itself was fairly easy to walk, but unfortunately it was raining heavily and very overcast, so we couldn’t see more than about 15 metres ahead of us. When we walked along the ridge, visibility was even worse, and with strong wind and heavy rain, we became thoroughly soaked and cold.
Luckily, the rain stopped briefly, and we managed to dry off and warm up a bit before having to cross a river. After that, it was another 15 minutes uphill before we reached Hunters Hut, where the others had already warmed up the hut so we could dry all our gear.
Ever since we started in the morning, we had been looking forward to having our dehydrated chocolate pudding upon arrival, and it tasted far better than expected. It earned a 10/10 on the trip’s food scale so far.
Later in the evening, the New Year’s menu consisted of another dehydrated meal: a game stew with mashed potatoes.
In the evening, the wind picked up and the rain intensified even more. We hoped it would stop, but during the night the weather worsened significantly, and by morning it was still storming. We therefore concluded that it wasn’t safe to continue, as the river we needed to cross to reach the next hut had risen considerably and visibility was very poor.
As a result, all of us (seven people) stayed an extra day in the hut. We passed the time with lots of naps, made homemade dice so we could play Yahtzee, and created statistics of everyone who had stayed in the hut in 2025 and which countries they came from. We also found ourselves looking forward to every meal and talked a lot about food!
With this extra “hut day,” it became very clear to many of us that we didn’t have enough food for several more days of bad weather, and that we would have to walk more than planned over the remaining two days. My food rationing therefore included hot cocoa with a bit of couscous mixed in an extremely interesting combination. It turned out to be a very different New Year’s, but a very relaxing one, and an unforgettable experience.Baca lagi
Hunters Hut - Red hills Hut
2–3 Jan, New Zealand ⋅ ☁️ 17 °C
Vi vågnede op til solskin og kunne endelig se omgivelserne, som vi havde været i de seneste to dage. Samtidig var floden faldet drastisk, så der var mulighed for at krydse den senere på dagen.
Eftersom vi var ved at løbe tør for mad, blev vi nødt til at tage en lang dag og var undervejs i omkring 11 timer. Det gik cirka 1.100 højdemeter op og ned, og terrænet var meget varieret og bestod blandt andet af løse sten, stier, små flodkrydsninger samt en større flodkrydsning og til sidst selvfølgelig sump og mudder. Efter stormen var der mange væltede træer, og det hele var meget smattet at gå i.
Da vi endelig ankom til hytten, ventede der ren trail magic efter en uge i Richmond-terrænet. En sød trail angel havde været forbi med cola og scones, hvilket var så tiltrængt. Den bedste overraskelse efter en hård uge!
————
We woke up to sunshine and could finally see the surroundings we had been in over the past two days. At the same time, the river level had dropped significantly, making it possible to cross later in the day.
As we were running low on food, we had no choice but to take on a long day and ended up being on the move for around 11 hours. There was about 1,100 metres of ascent and descent, and the terrain was very varied, including loose rocks, trails, small river crossings, one larger river crossing, and finally of course swamp and mud. After the storm, there were many fallen trees, and everything was extremely muddy to walk through.
When we finally arrived at the hut, pure trail magic awaited us after a week in the Richmond terrain. A kind trail angel had stopped by with cola and scones, which was so badly needed. The best surprise after a tough week!Baca lagi
Red hills hut - St. Arnaud
3–5 Jan, New Zealand ⋅ ☁️ 16 °C
Om morgenen var det meget tåget, og man kunne ikke se særlig meget. De andre tog en længere vej ned til St. Arnaud, og jeg blev lidt længere i hytten og tog derefter en meget kortere vej ned til vejen, hvor jeg fik et lift af nogle søde sydafrikanere, som var flyttet til New Zealand. De gav mig både Sprite og chokolade, hvilket var tiltrængt som morgenmad.
I St. Arnaud blev vi i to nætter og spiste utrolig godt de to dage. Her fik vi også købt nye forsyninger til den kommende strækning.
Om aftenen mødtes vi med de andre og tog ud og spiste på byens eneste restaurant på vores lodge, som var rigtig godt!
————
In the morning, it was very foggy, and visibility was poor. The others took a longer route down to St. Arnaud, while I stayed a bit longer at the hut and then took a much shorter route down to the road, where I got a ride from some kind South Africans who had moved to New Zealand. They gave me both Sprite and chocolate, which was very welcome as breakfast.
We stayed in St. Arnaud for two nights and ate incredibly well on both days. We also restocked supplies for the upcoming section.
In the evening, we met up with the others and went out to eat at the town’s only restaurant at our lodge, which was really good!Baca lagi
St. Arnaud - John Tait hut
5–6 Jan, New Zealand ⋅ ☁️ 20 °C
Vi mødtes en sidste gang med dem, vi havde været undervejs med i Richmond den seneste uge, da et canadisk par tog et andet sted hen uden for ruten. Vi havde derfor en farvelmorgenmad med pandekagetårn! Vi havde joket med de andre om, at vi ville tage en vandtaxi de første 9 km og derfra gå, da det ellers ville blive en lang dag.
Da vi kom ned til søen, kunne Svea og jeg ikke stå for muligheden, da vi så, at de 9 km ville have været langs søbredden, men i skov. Vi bookede os derfor på den næste vandtaxi, hvilket var dagens gode beslutning, eftersom resten af dagen stod på meget sol.
Da vi begyndte at vandre, kunne jeg godt mærke, at pandekagetårn og pizzarester til morgenmad ikke var min vante morgenmad. Det vendte sig derfor kort tid efter i maven, men til stor lettelse!
Trods at vi skippede nogle kilometer om morgenen, blev det alligevel en lang dag i skov og langs flodbredden. Det var derfor en lettelse, da vi endelig ankom til John Tait-hytten.
Første dag af de kommende syv dage på Waiau Pass-stien var nu overstået, og de kommende dage skulle vise sig at blive nogle af de hidtil smukkeste på turen.
————
We met one last time with those we had been hiking with in Richmond over the past week, as a Canadian couple was heading somewhere else off the route. We therefore had a farewell breakfast with a pancake tower! We had joked with the others that we would take a water taxi for the first 9 km and then walk, as it would otherwise be a very long day.
When we reached the lake, Svea and I couldn’t resist the opportunity when we realized that the 9 km would have been along the lakeshore, but through forest. We therefore booked seats on the next water taxi, which turned out to be the best decision of the day, as the rest of the day was very sunny.
When we started hiking, I could tell that a pancake tower and leftover pizza for breakfast was not my usual morning meal. My stomach reacted shortly after, but fortunately it was more of a relief than a problem!
Even though we skipped a few kilometers in the morning, it still turned into a long day through forest and along the riverbank. It was therefore a relief when we finally arrived at John Tait Hut.
The first day of the upcoming seven days on the Waiau Pass Track was now over, and the coming days would turn out to be some of the most beautiful of the journey so far.Baca lagi
John Tait hut - wild river
6–7 Jan, New Zealand ⋅ ⛅ 17 °C
I dag gik det en del op ad og atter op ad, hvilket var en smule udfordrende grundet solen og den begrænsede skygge på vejen op til toppen af Traverse Saddle (1787 hm), men heldigvis var der en del vandløb, man kunne køle sig ned i.
Udsigten på toppen blev nydt, inden det begyndte at blæse en del. Nedstigningen var beskrevet som til tider stejl, hvilket har stået så mange gange før, men denne gang var den virkelig træls! Da jeg kom ned til trægrænsen, bestod de næste to timer af en masse trærødder, væltede træer og stejle passager.
Svea og jeg havde på forhånd aftalt, at vi ikke ville gå hele vejen til næste hytte, men slå vores telte op, når vi kom ned til floden, hvor vi fandt et sted, der netop passede. Her sad vi i solen og var begge ret trætte efter den meget lange og krævende nedstigning. Da solen gik ned bag bjerget, og vi kom i skygge, blev vi spist af sandfluer, som var ret så flittige med at stikke løs.
————
Today involved a lot of uphill, again and again, which was a bit challenging due to the sun and the limited shade on the way up to the top of Traverse Saddle (1,787 m), but fortunately there were plenty of streams where we could cool off.
We enjoyed the view at the top before it started to get quite windy. The descent was described as steep at times, which we have read many times before, but this time it truly lived up to the description - in the worst way! Once I reached the tree line, the next two hours consisted of countless tree roots, fallen trees, and very steep sections.
Svea and I had agreed in advance that we wouldn’t walk all the way to the next hut, but instead pitch our tents once we reached the river, where we found a spot that was just right. We sat there in the sun, both quite exhausted after the very long and demanding descent. When the sun disappeared behind the mountain and we were left in the shade, we were quickly eaten alive by sandflies, which were extremely busy biting away.Baca lagi




































































































































































































































































































































































































































Pengembara
Sikke et måltid, det er dig meget velholdt, god appetit på
Pengembara
Ser godt ud 👍🥰🥰🍺🍻
Pengembara
Hold da op du må have taget flere kilo på🤣🤣