• Wild Camp - Anne Hut

    9–10 Jan, New Zealand ⋅ ☁️ 10 °C

    Natten blev en af de mest elendige, jeg har haft hidtil. I løbet af aftenen og natten blæste det voldsomt, og nogle af mine teltpløkker blev ved med at komme op af den stenede jord. Jeg brugte derfor det meste af natten på at barrikadere mit telt med sten og holdt det blandt andet på plads ved at binde det til mine sko og derefter rygsækken samt forskellige sten. Jeg sad dog alligevel inde i teltet og holdt fast i mine vandrestave, da jeg var bange for, at mit telt ville blæse i stykker.

    I bjergene er det typisk, at det ikke blæser hele tiden, men indimellem kan man høre, hvordan vinden suser forbi træerne, og et par sekunder senere rammer vinden meget hårdt. Derefter er der lidt stille igen, indtil næste vindbølge rammer. Newzealænderne kalder fænomenet for “wind bullets”.

    Efter få timers søvn ventede der en meget lang dag foran os, da det senere viste sig at være umuligt at slå teltet op i løbet af dagen på grund af fortsat vind og åbent landskab. Vi blev derfor nødt til at gå 36 km for at ankomme til en hytte, hvor vi heldigvis fandt ly og plads - hvilket dermed betød en god nats søvn.

    Svea og jeg fulgtes med de tre andre, som vi næsten hver dag har set siden Richmond. Dagen bød på utallige flodkrydsninger, og efter 20+ krydsninger gav jeg op med at tælle dem. Landskabet åbnede sig med flotte blomster langs floderne og bjergene i baggrunden, hvilket var fantastisk at vandre igennem.

    Efter at have indset, at vi måtte hele vejen til hytten, og at vi begge var utrolig trætte efter en dårlig nat, besluttede vi os otte kilometer før hytten, for at lave aftensmad og derefter gå videre. Det viste sig at være en god beslutning, da det gav både energi og motivation. Efter lidt over 12 timers vandring, plus nogle pauser, ankom vi endelig til hytten og gik direkte i seng.

    ————

    The night turned out to be one of the worst I have had so far. Throughout the evening and night, the wind was howling, and some of my tent pegs kept pulling out of the rocky ground. I therefore spent most of the night barricading my tent with stones and securing it by tying it to my shoes and then to my backpack, as well as to various rocks. Even so, I sat inside the tent holding onto my trekking poles, afraid that the tent would be torn apart by the wind.

    In the mountains, it’s typical that the wind doesn’t blow constantly. Instead, you can hear it rushing through the trees, and a few seconds later it hits extremely hard. Then it calms down again until the next gust arrives. New Zealanders call this phenomenon “wind bullets.”

    After only a few hours of sleep, a very long day lay ahead of us. It later turned out to be impossible to pitch a tent during the day due to the continued wind and open terrain, so we were forced to walk 36 km to reach a hut, where we fortunately found shelter and space, which meant a proper night’s sleep.

    Svea and I walked together with the three others we had been seeing almost every day since Richmond. The day included countless river crossings, and after more than 20 crossings, I gave up counting them. The landscape opened up with beautiful flowers along the rivers and mountains in the background, making it an incredible place to hike through.

    After realizing that we had to make it all the way to the hut and that we were both extremely tired after a bad night, we decided eight kilometers before the hut to stop and cook dinner and then continue walking. This turned out to be a great decision, as it gave us both energy and motivation. After just over 12 hours of hiking, plus a few breaks, we finally arrived at the hut and went straight to bed.
    Baca lagi