Mount Rinjani, Gili-øerne og Kuta (igen)

Bjergbestigning – eller noget, der minder om det. Vi tog til Lombok med ét mål for øje: at bestige Mount Rinjani, Indonesiens næsthøjeste vulkan på næsten 3.800 meter.
Og som vi efterhånden har lært i Asien, er ALT muligt. Selv hvis man ankommer midt om natten til en havneby, hvor eneste åbne sted er et skrabet hostel, skal man ikke bekymre sig. For selvfølgelig har ejeren af hostellet en fætter. Og selvfølgelig kan den fætter både hente os, køre os til bjerget og – tilfældigvis – også arrangere en guidet vandretur med "eksklusiv studierabat". Og selvfølgelig sagde vi ja.

Vores vandrergruppe bestod af flere herlige par og solorejsende, som vi hurtigt opbyggede et fællesskab med. Men én person stjal showet: Vores guide, Yani. (Ses til venstre for Thomas i det store gruppebillede!) Derudover havde vi også 6 lokale “pakæsler” med os. Og nej, ikke rigtige æsler – men lokale folk, der kaldte sig selv ‘pakæsler’. De bar alt: telte, soveposer, mad, vand, køkkengrej, snacks – du nævner det. Med bambusstænger over skuldrene og fyldte kurve hængende i hver ende, løb de barfodet i forvejen, som var det en spadseretur i parken. Vi kæmpede os op ad stejle klippevægge i vandrestøvler og sved på panden, mens de klatrede i klipklapper eller det der var værre, med 30 kilo på ryggen og kun én fri hånd til at gribe fat i klipperne. Vi var ikke værdige.

Dag 1 – Den første opstigning:
Vi startede i 700 meters højde og gik de første 1.600 meter op, indtil vi om aftenen ankom til lejren med en betagende udsigt over Rinjani’s kratersø. Trætte, ømme, men ekstatiske over udsigten, spiste vi aftensmad, og allerede kl. 20 krøb vi i teltene. For kl. 02 skulle vi afsted igen.

Dag 2 – Helvede på jord, men himlen på toppen
Kl. 02:00 stod vi op til bidende kulde. Vi havde ikke pakket vintertøj. Så en tynd regnjakke eller en langærmet trøje var alt, hvad vi havde at varme os med. Og nu ventede os en 4-timers opstigning til toppen – 1.400 meter højere.
Kulde? Frysepunktet.
Modvind? Konstant.
Chill-faktor? Nok til at fryse sjælen væk.
Og så var der mørket.
Hele vejen op kunne vi kun se det, vores pandelamper oplyste – og det var sjældent betryggende.

Terrænet var opdelt i tre etaper:
✔ Første etape: Stejl, løs grus og blødt sand. Hvert skridt gled 10-20 cm bagud.
✔ Anden etape: Fladere terræn, fastere underlag. Vi nåede lige at tænke "det her er jo let nok"…
✔ Tredje etape: Helvede.

Vi rundede et hjørne og blev ramt af iskold stormvind. Stigningen blev endnu stejlere. Sandet endnu løsere. Hvert skridt begraves i vulkansk aske, og man glider 15-30 cm bagud. Man kæmper for at gå 1 km i timen. Men da vi endelig stod på toppen… Wow.
✔ Vi kunne se hele Lombok.
✔ De tre Gili-øer lå som små prikker i havet.
✔ Vi kunne se Bali i det fjerne.
✔ Og solopgangen? Den var magisk.

Var det det hele værd? 100%. Og nedturen? Vi lod os praktisk talt falde ned.
✔ Med sandet som naturlig støddæmper kunne vi glide ned med kæmpe skridt. Hvad der havde taget 4 timer at bestige tog 10 minutter at løbe ned.
✔ For hver 100-150 meter blev det én grad varmere.
✔ Og pludselig føltes frysepunktet fra i morges som en fjern fortid.

Vi spiste en hurtig omgang morgenmad og begyndte den lange nedstigning – der sjovt nok stadig inkluderede en 600 meters opstigning midtvejs. Efter 1,5 dag var vi tilbage ved udgangspunktet, mørbankede, men lykkelige.

Efter Rinjani-turen sagde vi farvel til vores nye venner og tog mod Gili Air – en klassisk tropeparadis-ø med hvide sandstrande, palmer og en ubekymret atmosfære. Her slappede vi af, genvandt vores kræfter og nød det langsomme ø-liv. Men vi var ikke færdige endnu. For vi havde en aftale på Gili Trawangan. Her mødtes vi igen med Melanie og Taya, de to canadiske piger fra Bali. Og Gili Trawangan? Det er festøen over dem alle.
✔ Afslapning ved poolen og stranden om dagen.
✔ Øl og drinks om aftenen.
✔ Tømmermænd om morgenen.

En fantastisk afrunding på vores Indonesiske eventyr. Men vi kunne ikke blive her for evigt. Vi afsluttede vores Indonesiske eventyr, hvor vi startede – i Kuta.
✔ Surfe ved stranden (hvor Emil viste os, hvordan man gjorde det).
✔ Sidste omgang god mad på restauranterne.
✔ En sidste bytur.

Og så kom det sværeste: farvel. Lisa skulle videre. Vi sagde farvel, men ikke farvel-for-evigt.
Efter en tårevædet afsked med Melanie og Taya, hoppede vi i en taxa mod lufthavnen. Og nu ventede os 27 timers rejse tilbage til Aarhus.
✔ Første fly: Overstået.
✔ 4 timers ventetid i Bangkok: Tjek.
✔ Næste fly: 12 timer.

Det har været en fantastisk tur.Read more