Reset search
Sydøstasien
  • Thomas Birthin Schmidt

Sydøstasien

A 88-day adventure by Thomas Read more
FollowInsightsCalendarShareShareBucket list
Newest first
  • Trip start
    March 11, 2018
    Thomas Birthin SchmidtSydøstasienThomas Birthin Schmidt

    Leaving Denmark

    March 10, 2018 in Denmark ⋅ ⛅ 0 °C

    Taskerne er pakket, passene sikret, og den tårevædede afsked er nu et overstået kapitel. Vi står ved gaten, en smule groggy efter gårsdagens hektiske “forberedelser”, men adrenalinen begynder at tage over. Om få timer løfter vi mod det ukendte—tre måneder med eventyr, nye horisonter og alt det, vi endnu ikke ved, venter forude. På gensyn!Read more

    See translation
  • Thomas Birthin SchmidtSydøstasienThomas Birthin Schmidt
    1

    Busy Bangkok

    March 12, 2018 in Thailand ⋅ 🌙 25 °C

    Vi ankommer til Bangkok små tre timer senere end planlagt, men hvad betyder tid, når man har hele verden for sine fødder? Flyturen har til vores egen overraskelse været behagelig, og modsat de mange skrækhistorier om jetlag, føler vi os nærmest uovervindelige—måske fordi vi stadig rider på en bølge af ungdommelig energi og eventyrlyst.

    Efter en kort togtur fra lufthavnen træder vi ud i hjertet af Bangkok. Luften er tyk af varme og eksotiske dufte, og byen summer af liv i en kakofoni af dyttende scootere, svedige gadesælgere og latter fra forbipasserende. Vi falder straks i snak med togchaufføren, en venlig sjæl med en glimt i øjet og en uendelig liste af gode råd. Han peger os i retning af en Tuk Tuk og sender os afsted mod et rejsekontor. Mon han blot er en venlig sjæl, eller har han en fætter hvis bureau han hjælper? Inden vi når at forhøre os om hans familieforhold kaster vi os frygtløst ud i vores første - men også med hektiske køreture på en Tuk Tuk —en blanding af rutsjebane, dødsforagt og en test af vores evne til at holde fast uden sikkerhedsbælte.

    Motoren brøler, chaufføren griner skævt, og før vi kan nå at fortryde, skyder vi frem som en raket på tre hjul ind i Bangkoks kaotiske trafik. Vinden pisker mod vores ansigter, idet vi suser gennem smalle gyder og brede boulevarder, hvor fodgængere, scootere og lastbiler synes at følge deres egne, mystiske færdselsregler – eller mangel på samme. Vi slingrer skarpt mellem biler, der dytter febrilsk, og overhaler busser med en margen så snæver, at vi næsten kan mærke den skælvende blikside mod vores albuer. På et splitsekund dukker en gadekøkkenbod op foran os – en improviseret restaurant midt på vejen – og i en vanvittig manøvre snitter vi grillspyddene, mens en gadekok febrilsk vifter os videre med en røgpøl af stegt kylling og krydderier. Chaufføren ler hæst og brøler noget tilbage til gadekokken, mens han trykker speederen i bund, som om vi er deltagere i et uofficielt gadeløb. Vi knuger fat i tuk-tukkens smalle metalramme, mens vi kastes fra side til side i takt med de pludselige ryk og skarpe sving. Over os hænger en jungle af elkabler i et virvar, der trodser al logik, og på gaden omkring os kæmper en endeløs flod af mennesker, cykler, knallerter og gadesælgere om hver en kvadratmeter asfalt. Pludselig hugger chaufføren bremsen i – vi er fremme! Med øjne, der vidner om en blanding af rædsel og eufori, tumler vi ud af vognen, adrenalinen pumpende i blodet. Én ting er sikkert: Vi har lige bestået vores ilddåb i Bangkoks vanvittige trafik – og vi er allerede klar til mere.

    Indenfor bliver vi mødt af en mur af farverige brochurer, utallige rejsemuligheder og et par entusiastiske sælgere, der lynhurtigt spotter os som nyankomne eventyrere. Med en blanding af udmattelse, overmod og spontane beslutninger hiver vi kort og kataloger frem, peger på tilfældige destinationer og bestiller en blanding af tog- og flybilletter samt hotelovernatninger for de næste to uger. Mens vi sidder på slidte plaststole og forsøger at holde styr på kvitteringer og rejseplaner, begynder billederne af vores kommende eventyr at forme sig i hovedet: hvide sandstrande, azurblåt hav, solblegede træhytter og os selv, liggende dovent i hængekøjer med kokosnødder i hænderne.

    Efter at have sikret vores rejseplan, lader vi os rive med af Bangkoks hektiske puls. En smule tilfældigt ender vi i en frodig park – en overraskende rolig oase midt i storbyens inferno af støj, dufte og blinkende neonskilte. Her lader vi tempoet falde, nyder skyggen fra de tropiske træer og ser lokale joggere og pensionister langsomt trave rundt om en lille sø, mens lyden af cikader blander sig med fjern trafikstøj.

    Sulten melder sig, og vi beslutter os for at gå all in på Bangkoks berømte streetfood. På et gadehjørne, hvor duften af grillede spyd, dampende nudler og krydret wok hænger i luften, kaster vi os ud i et måltid, der sender vores smagsløg på en rutsjebanetur. Chilien brænder, korianderen spreder sig som en eksplosion af smag, og vi har ingen idé om, hvad halvdelen af retterne egentlig indeholder – men det smager fantastisk! Med iskolde drikke i hænderne, siddende på små plastikskamler i en sidegade, ser vi verden suse forbi, mens tuk-tukker drøner afsted, og gadesælgere skiftevis råber og griner til hinanden.

    Dagen lakker mod enden, men vores eventyr er kun lige begyndt. I morgen står vi tidligt op for at jagte Bangkoks største vidundere. Første punkt på dagsordenen: en solid omgang morgenmad, efterfulgt af et besøg i Det Store Palads, hvor vi skal gå på opdagelse blandt glitrende templer, gyldne Buddha-statuer og et mylder af mennesker. Derefter? Hvem ved. Byens uendelige labyrint af markeder, skinnende skyskrabere og skjulte perler venter.

    Vi er klar    Read more

    See translation
  • Thomas Birthin SchmidtSydøstasienThomas Birthin Schmidt

    Fra hektisk storby til paradisø

    March 14, 2018 in Thailand ⋅ 🌙 16 °C

    Bangkok er en by, der aldrig sover – en eksplosiv blanding af kaos, dufte og uventede oplevelser. På hvert gadehjørne mødes vi af små madvogne, hvor damp og røg fra grillen blander sig med den tunge, tropiske varme. Her sælges alt fra saftige kødboller på spyd og dampende skåle med Pad Thai til eksotiske frugter, vi knap nok kender navnet på – og for de modige: grillede insekter, der angiveligt ‘bare smager af chips’. (Vi er ikke helt overbeviste). Det er her, de lokale spiser, og det koster nærmest ingenting, så vi kaster os frygtløst ud i de fremmede smagsoplevelser.

    Aftenen ender på legendariske Khao San Road, Bangkoks pulserende backpacker-hovedkvarter. Neonlys flimrer over gaden, musikken pumper fra barerne, og vi bliver hurtigt en del af menneskemylderet – en farverig blanding af rejsende fra hele verden, gadesælgere med blinkende gadgets og bartendere, der sælger ‘spande’ med drinks, som nok ikke har bestået en officiel alkoholprocent-måling. Vi fester, vi griner, vi oplever.

    Næste dag står i skarp kontrast til nattens løjer. Med lidt tunge hoveder (måske på grund af de førnævnte spande) slentrer vi gennem byens markeder, observerer det hektiske byliv og finder tiltrængt ro i en af de overraskende frodige parker, hvor Bangkoks evige larm dæmpes en smule af træernes grønne tag.

    Men eventyret fortsætter. Om aftenen drager vi mod togstationen, klar til vores første store transportetape: et nattog mod syd. Klokken halv otte finder vi vores vogn, og det tager os ikke mange sekunder at konstatere, at den ikke ligefrem er designet til mennesker af vores størrelse. Sengen er teknisk set der, men at ligge strakt ud? En illusion. Med knæ, der truer med at blokere gangarealet, og hoveder, der rammer loftet, forsøger vi alligevel at gøre det komfortabelt. Men vi har senge, vi har hinanden, og vi har snacks – så vi klager ikke.

    Ved daggry ruller toget ind på stationen, og vi tumler søvnige (uden rigtig at have sovet), men spændte, ud på perronen. Klokken er fem om morgenen, og vi venter på bussen, der skal tage os det sidste stykke mod havet. Den næste time er en tåget blanding af halvsøvn, ventetid og morgengry. Endelig stiger vi om bord på færgen – og da vi nærmer os Koh Tao, bliver vi straks forelskede.

    Sikke en ø! Krystalklart vand, svajende palmer og en udsigt fra vores dorm room, der kunne være revet direkte ud af en postkortreklame. Livet her er simpelt og ubesværet: god, billig mad serveret under åben himmel, kolde drikke i hånden, et poolbord i skyggen og en konstant stemning af afslappet lykke. Vi er fremme, vi er i paradis – og vi er kun lige begyndt.    Read more

    See translation
  • Thomas Birthin SchmidtSydøstasienThomas Birthin Schmidt

    Koh Tao

    March 19, 2018 in Thailand ⋅ ⛅ 30 °C

    Sikke en skøn ø! De sidste fire dage har vi tilbragt på den lille, tropiske perle Koh Tao – en paradisø i ordets reneste forstand. Her har vi vandret ad stejle junglestier op til øens mest betagende udsigtspunkter, hvor panoramaet af hvide sandstrande, krystalklart vand og svajende palmer har fået os til at miste mælet. Fra toppen ser øen nærmest uvirkelig ud – som noget fra en drøm, vi stadig ikke helt forstår, vi får lov at leve i.

    Men Koh Tao er ikke bare en ø, man betragter fra oven. Det er en ø, man mærker. Her har vi ladet tiden flyde som tidevandet – langsomt, roligt og uden bekymringer. Dagene er gået med at bade i det lune, azurblå hav, lade solen kysse vores hud (måske lidt for intenst enkelte steder – vi har nu en ny respekt for solcreme), og vigtigst af alt: snorkle.

    Hvis der findes et paradis for snorkling, må det være her. Vi har svømmet gennem koralhaver i alle regnbuens farver, omgivet af et virvar af fisk, der ser ud, som om de er designet af en excentrisk kunstner. Skildpadder har glidet majestætisk forbi os, og som prikken over i’et har vi endda fået æren af at observere revhajer på tæt hold ved “Shark Bay”– en oplevelse, der både sendte en bølge af ærefrygt og en anelse panik gennem kroppen. Men de ignorerede os fuldstændig, svømmende roligt gennem deres undervandsunivers, som om vores pludselige eksistens i deres verden ikke var andet end en fodnote.

    Efter fire dage i paradis er det tid til nye oplevelser. Vi er nu ankommet til Koh Samui, hvor vi skal tilbringe de næste tre dage på, hvad vi humoristisk nok kalder et '5-stjernet hostel' – en luksusoplevelse i backpacker-målestok. Koh Samui er næsten ti gange så stor som Koh Tao, så mon ikke der venter nye eventyr her? Strande, templer, vandfald, natteliv – vi er klar til at udforske det hele. Eventyret fortsætter!    Read more

    See translation
  • Thomas Birthin SchmidtSydøstasienThomas Birthin Schmidt

    Fest & Ballade / Koh Samui & Koh Phangan

    March 25, 2018 in Thailand ⋅ ☀️ 34 °C

    Koh Samui – Hostel-liv, festaber og en irsk legende:
    Efter fire vidunderlige dage på Koh Tao ankom vi til Koh Samui – en noget større ø med lidt mere tempo, lidt flere turister og et hostel, der var så skæppeskønt, at vi næsten følte os hjemme. Næsten. Det var her, vi mødte en farverig parade af mennesker, der hver især satte deres præg på vores oplevelse.
    Først og fremmest: Kevin. En 40-årig irsk legende med en livsfilosofi, der primært var bygget på to ting – øl og cigaretter. Hver morgen startede han dagen med en bajer i den ene hånd, en smøg i den anden og en hoste, der kunne få en kulminearbejder til at ligne et billede på sundhed. Han lå henslængt i en Fatboy-sækkestol og messede sin morgenbøn:
    “I’m gonna quit smoking tomorrow, I promise!”
    Hver dag. Aldrig i dag. Altid i morgen.
    På hostelet rendte vi også ind i tre piger fra Nordjylland og en flok amerikanere, som vi hurtigt kom til at hænge ud med. Ikke at hver aften gik op i fest og ballade, men lad os bare sige, at der blev sat et par krydser i dén kategori.

    Koh Phangan – Natur, vandfald og en nat vi aldrig glemmer:
    Efter nogle dage på Koh Samui hoppede vi videre til Koh Phangan, en ø mest kendt for sine vilde strandfester – Half Moon, Full Moon og Black Moon. Men vi var ikke kun kommet for festen. Denne gang havde vi en mission: at se lidt mere af øens natur, nu vi ikke havde gjort det store ud af det på Koh Samui.
    Vi besluttede os for at vandre seks kilometer gennem junglen til et nærliggende vandfald. En flot, men stegende varm tur, hvor vi hurtigt fandt ud af, at myg og svedige t-shirts er en dårlig kombination. Da vi endelig nåede frem, kiggede vi på hinanden og sagde: "Skal vi tage den lette vej rundt eller den hårde vej op igennem selve vandfaldet?"
    Dumme som vi var, valgte vi selvfølgelig den hårde vej. Barfodede. Op ad de glatte sten, hvor hver eneste skridt krævede en blanding af balancekunst og ren tro på overlevelse. Men da vi endelig nåede toppen, var det det hele værd. Foran os lå junglen badet i gyldent sollys, og lyden af vandet, der brusede ned bag os, gav en følelse af eventyr.
    Øens restauranter var en oplevelse i sig selv. Ikke alene var bordene designet til folk, der åbenbart ikke havde knæ, men mange steder sad man bare på puder på gulvet og spiste fra et 40 cm højt bambusbord. Lidt upraktisk for vores lange lemmer – men autentisk? Helt sikkert.
    Vi fandt også ud af, at de tre nordjyske piger fra Koh Samui boede på et hostel kun 100 meter fra vores. Skæbnen ville det åbenbart sådan, at vi skulle dele endnu en aften – denne gang til Half Moon Party.

    Half Moon Party – Eufori, neonmaling og et hav af mennesker:
    Half Moon Party er svært at beskrive. Forestil dig en gigantisk junglefest, hvor 10.000-20.000 mennesker er smurt ind i neonmaling, danser til pulserende elektronisk musik og kaster sig rundt i et inferno af lys, røg og feststemning.
    Vi ankom med åbent sind og en anelse skeptiske over for musikken – men atmosfæren var elektrisk. En eksplosion af farver, vilde mennesker og drinks, der blev hældt op i plastikspande med sugerør. Vi dansede, grinede og blev revet med af energien, men efter nogle timer måtte vi erkende: Ravefester med dunkende techno og folk, der opfører sig som om, de har glemt, hvad søvn er, er nok ikke helt vores kop te.
    Men! Det var en oplevelse, vi ikke ville have været foruden. Og vi kan nu med sikkerhed sige: vi har prøvet det.

    Chiang Mai – Fra solbrændt til solbrun, og en ny verden i nord:
    Efter to uger med sol, strand og saltvand havde vi fået farve. Jeg (Thomas) opdagede det, da jeg forsøgte at vaske noget snavs af mine fødder – og det nægtede at komme af. Efter et kort øjebliks panik gik det op for mig: det var ikke snavs, det var min hud, der endelig var blevet lækkert brun! Ikke dårligt.
    For andre var situationen en smule anderledes – nogle af os havde måske fået lidt for meget sol og bar nu en nuance, der kunne beskrives som “kogt hummer”. Men vi havde stadig 2,5 måned foran os, så mon ikke farven jævnede sig?
    Næste stop: Chiang Mai.
    Efter en lang rejse fra Koh Phangan, der involverede en båd, en bus og et nattog, ankom vi endelig til Nordthailands kulturelle hovedstad. Vi landede på vores hostel og mærkede straks en ny luksus: aircondition. Efter dage med varme sovesale på Koh Phangan, føltes det som at træde ind i en kølig himmel.
    Vi kunne også hurtigt mærke forskellen i prisniveauet. I går aftes fik vi alle aftensmad fra et gadekøkken (som trods alt havde borde og stole) for den svimlende sum af 30 kroner – i alt!
    Nu venter fire dage i Chiang Mai, hvor højdepunkterne bliver en to-dages trekkingtur ind i junglen, som starter i overmorgen. Nye eventyr venter – og vi er mere end klar!"    Read more

    See translation
  • Thomas Birthin SchmidtSydøstasienThomas Birthin Schmidt

    Chiang Mai, Trekkingtur og Pai (Part 1)

    March 29, 2018 in Thailand ⋅ ☀️ 31 °C

    Da vi ankom til Chiang Mai, var vi solgt med det samme. Nordthailand havde en helt anden stemning end de travle øer i syd. Her var luften køligere, gaderne mindre kaotiske, og priserne – ja, de var næsten for gode til at være sande. Den første aften satte vi os ved et lille gadekøkken, bestilte en omgang dampende nudelsupper, kylling med ris og frisk frugt til dessert. Da regningen kom, stirrede vi vantro på hinanden – 40 kroner. For os alle sammen. Vi begyndte straks at spekulere på, om vi nogensinde ville kunne vende tilbage til europæiske priser uden at få et mindre chok.

    Chiang Mai var på mange måder en perfekt blanding af det moderne og det traditionelle. I den gamle bydel, omgivet af en mur og en voldgrav, fandt vi over 200 templer – hvoraf vi naturligvis ikke så dem alle. Men vi tog et solidt dyk ned i tempelverdenen og nåede omkring 10 af de mest imponerende, hvor vi beundrede gyldne Buddha-statuer, glimtende mosaikker og orangeklædte munke, der bevægede sig lydløst gennem tempelgårdene. Mellem tempelbesøgene kastede vi os over byens fantastiske streetfood – sprøde forårsruller, krydrede wokretter og friske smoothies, alt sammen serveret fra små boder med plastikstole i vejkanten.

    Byen bød også på lidt kultur i form af et museum, der kortlagde Nordthailands historie. Vi var optimistiske og købte en “combo-ticket”, så vi kunne se alle tre museer. En beslutning, vi senere fortrød, da det viste sig, at de næste to museer var stort set identiske med det første. Som en slags "copy-paste" af den samme udstilling, bare i et andet lokale. Men når man – af en eller anden mystisk grund – får studierabat, gør det ikke så meget.

    Vores største oplevelse i Chiang Mai var dog uden tvivl den to-dages trekkingtur i junglen. Vi havde købt turen i Bangkok fra en guide, der med store øjne og en alvorlig mine lovede os, at det var en “very ethical” elefantoplevelse – “no chains, no cage, no riding”. Det lød jo fantastisk, men da vi stod ansigt til ansigt med de enorme dyr, begyndte vi at stille os selv spørgsmålet: “Er det nu også helt sandt?”

    For mens vi var der, virkede det egentlig fint. Ingen kæder, intet bur, kun et tyndt træhegn, som elefanterne let kunne have væltet, hvis de gad. Vi fodrede dem, gik en tur ved siden af dem og beundrede deres rolige, nærmest majestætiske tilstedeværelse. Men så, da vi satte os ind i bilen for at køre videre, vendte vi os om og så… vores to guider hoppe op på ryggen af elefanterne og ride væk. Øjeblikket drænede lidt af magien fra oplevelsen, især når man ved, hvordan elefanter bliver trænet til at tolerere ridning. Vi kunne ikke lade være med at tænke på, om vores tilstedeværelse havde ændret noget for dyrene – eller om det hele bare var et velorkestreret show for naive backpackere.

    Turen fortsatte videre til en noget anderledes oplevelse: en papirfabrik, hvor elefantlort blev forvandlet til papir. En proces, vi endda selv fik lov at tage del i. Det var både fascinerende og en anelse absurd – at stå der, med hænderne begravet i fibermassen fra, ja, afføring, og forme vores egen lille souvenir.

    Efter lorte-eventyret begyndte den rigtige trekkingtur. Sammen med vores nye venner – to hollændere og en tysker ved navn Lisa (som senere valgte at tage med os videre til Pai) – begyndte vi opstigningen mod bjergene. Det var varmt, fugtigt, og hver skridt blev en kamp mod trætte ben og glatte stier. Men vi blev belønnet. På toppen ventede en udsigt, der gjorde alle anstrengelserne værd – en panoramaudsigt over det frodige, bølgende landskab, badet i eftermiddagens gyldne lys.

    Vi overnattede i en lille bjerglandsby, hvor vi hurtigt lærte to ting:
    1) De lokale øl var iskolde og præcis, hvad vi trængte til.
    2) Landsbyens vært var måske den sjoveste (og mest politisk ukorrekte) person, vi nogensinde har mødt. Hans jokes er nok ikke egnede til en rejseblog, men lad os bare sige, at han holdt os underholdt hele aftenen.

    Tilbage i Chiang Mai samlede vi hele vores gruppe – os fire, de to hollændere, Lisa og en ny ven fra Israel – og drog til en Muay Thai bokseturnering. Aftenen bød på alt fra små 9-årige drenge, der kæmpede med en ildhu, der kunne gøre voksne mænd nervøse, til blodige kampe mellem fuldvoksne krigere, der udvekslede slag så hårde, at vi nærmest kunne mærke dem på tilskuerrækkerne. Det mest absurde var dog en særturnering, hvor kæmperne havde bind for øjnene og svingede rundt i blinde, mens dommeren febrilsk forsøgte at holde styr på, hvem der slog hvem. Vi var enige om én ting: Muay Thai var fascinerende – men vi skulle ikke selv i ringen.

    Som en afslutning på vores tid i Chiang Mai blev vi draget ind i en uventet aften på en karaoke-bar – en aften, hvor mikrofoner blev misbrugt, sangstemmer blev strakt til det yderste, og en flok backpackere fra hele verden sang med på sange, de knap nok kendte teksten til.

    Men nu ventede næste kapitel af vores eventyr. Vi besluttede os for at tage videre mod Pai – et lille, tilbagelænet “Backpacker Paradis” nord for Chiang Mai, hvor naturen, stemningen og de snoede bjergveje ville tage os med på endnu et uforglemmeligt eventyr.

    Fortsættelse følger i Part 2…    Read more

    See translation
  • Thomas Birthin SchmidtSydøstasienThomas Birthin Schmidt

    Chiang Mai, Trekkingtur og Pai (Part 2)

    April 3, 2018 in Thailand ⋅ ☀️ 30 °C

    "I am the most miserable human being alive!"
    Sådan lyder det fra Jeremy Clarkson i Top Gear, da han kæmper sig gennem Vietnam på en scooter midt i en tropisk storm. Vi grinte af det dengang – men nu, midt i vores egen storm, føltes det pludselig lidt for relaterbart.
    Men mere om det senere.

    Vi ankom til Pai, en lille oase midt i ingenting. Vejen dertil var mildest talt en prøvelse. En bjergvej med mere end 700 sving, en chauffør med en lidt for afslappet tilgang til bremsen, og os fem – lettere banket og med maver, der protesterede mod de mange skarpe kurver. Men vi overlevede, tumlede ud af bussen og begyndte jagten på et hostel, der kunne huse os de næste par dage. Pai var ikke en by, hvor der skete det store. Der boede kun omkring 2000 mennesker, og dagene flød i et afslappet tempo mellem caféer, små barer og utallige gadekøkkener. Her stiftede vi for alvor bekendtskab med Nordthailands mest populære ret, Khao Soi – en krydret, cremet nudelsuppe med sprøde friterede nudler på toppen. Måske det bedste måltid, vi havde fået indtil videre.

    Men vi ville også opleve lidt mere end byens behagelige dovenskab, så en dag besluttede vi os for at køre ud til nogle grotter, der lå omkring 50 kilometer nord for byen. Løsningen? Scooterleje. Planen virkede perfekt – lige indtil den thailandske regngud besluttede, at vi var blevet lidt for komfortable.
    For pludselig begyndte himlen at mørkne. Før vi kunne nå at reagere, brød stormen løs over os.
    Og når det regner i Thailand… så regner det.

    Tropiske regndråber er ikke som almindelige regndråber. De er tunge, iskolde, og når de rammer din hud med 60 km/t, føles det som at blive beskudt med små projektiler. Vi var iført t-shirts og shorts. Vi prøvede at fortsætte, men vi turde ikke køre hurtigere end 20 km/t – ikke at vi kunne, for vejene var blevet til et virvar af floder der alle konkurrerede en indædt kamp om at blive den nye Mekong-Flod. Det var som et floddelta uden lige, og vi kørte ofte med begge fødder fuldstændig under vand. Sigtbarheden var tæt på nul. Regnen varede i næsten en time. Vi var gennemblødte til skindet, men da stormen endelig slap sit greb, kunne vi sætte farten op og fortsætte. Resten af turen gik heldigvis smertefrit, og vi ankom drivvåde, men optimistiske, til vores hostel nær grotterne.

    Efter at have smidt vores våde bagage tog vi videre til selve grotterne. Her åbnede en helt anden verden sig for os. 800 meter ind i mørket, hvor eneste lyskilde var guidens lille olielampe. Jo længere vi bevægede os ind, jo mere forsvandt fornemmelsen af tid og sted. Lydene fra junglen blev afløst af en rungende stilhed, kun afbrudt af dryppende vand fra de gigantiske stalaktitter over os. Længst inde i grotten åbnede et lille vandløb sig op, og vi steg ombord på en longboat, der gled langsomt gennem mørket. Over os? TUSINDVIS af flagermus, der kredsede om loftet, som en sky af sorte skygger. Det var både fascinerende og en smule uhyggeligt – en oplevelse, der føltes mere som en filmscene end virkelighed.

    Dagen efter kørte vi tilbage til Pai, hvor vi afleverede scooterne og slappede af. Desværre var Emil blevet ramt af sygdom, så de næste par dage gik med at hænge ud, læse bøger og planlægge vores næste skridt: rejsen mod Laos. Første etape var en bus tilbage til Chiang Mai, hvor vi overnattede, inden vi fortsatte mod Chiang Dao – en by, vi havde hørt mange gode ting om. Efter fire timer i en rusten bus, der lignede noget fra mellemkrigstiden, ankom vi til noget, der bedst kan beskrives som et sted, hvor tiden var gået i stå. Et hurtigt stop i 7-Eleven for at få lidt vand var alt, hvad vi havde brug for, før vi enstemmigt besluttede at komme videre. Så vi tog endnu en to timers bustur, denne gang mod en lille by ved Mekongfloden, hvor vi overnattede. Næste morgen stod vi tidligt op og hoppede på en longboat, der sejlede os til Chiang Rai.

    Chiang Rai var en by, vi virkelig gerne ville have haft tid til at udforske – men sådan skulle det ikke gå. Allerede næste morgen sad vi pakket i en commuter-bus med kurs mod grænsen, hvor vi endelig skulle hoppe på vores Slow Boat ned ad Mekongfloden – vores første skridt ind i Laos!
    Fortsættelse følger…    Read more

    See translation
  • Thomas Birthin SchmidtSydøstasienThomas Birthin Schmidt

    Slowboat & Laos

    April 14, 2018 in Laos ⋅ ⛅ 29 °C

    Så kom dagen, vi havde set frem til i ugevis!
    Den famøse Slowboat Ride ned ad Mekongfloden – en rejse, der skulle være afslappende, malerisk og en perfekt måde at opleve Laos fra vandsiden. Men som altid, når man rejser i Sydøstasien, starter ethvert eventyr med lidt kaos.

    Vi stod op klokken 05:30 i Chiang Rai, pakkede vores tasker og blev samlet op af en minivan med en chauffør, der allerede fra første minut testede vores tålmodighed. Vi havde læst os til, at fordi året var “Visit Laos Year”, kunne skandinaviske turister komme gratis ind i landet. Men chaufføren, bevæbnet med et hjemmelavet kort, der nok var fra 2007, insisterede på, at vi skulle have 30 USD klar pr. mand for at få visum. Han nægtede at køre videre, før vi hævede pengene.
    Så af sted til ATM’en med os. Pengene blev hævet, men i det mindste kunne vi nu bruge dem til noget andet – måske til visummet i Vietnam senere. Videre mod grænsen. Og når jeg siger videre, mener jeg i et tempo, hvor vi flere gange overvejede vores egen dødelighed.
    Men vi overlevede og kom sikkert ind i Laos, hvor vi blev smidt af ved den lange, smalle slowboat, der skulle være vores hjem de næste par dage. Tre meter bred, 45 meter lang og med plads til en flok søvnige backpackere, der drømte om en fredelig sejltur ned ad Mekongfloden.

    Så langt, så godt. Indtil vejret besluttede sig for at give os en udfordring.
    I shorts og t-shirts havde vi set frem til at sidde og slikke sol på dækket, men i stedet bankede regnen ind fra siden, og temperaturen dykkede til under 15 grader – hvilket føltes som arktisk kulde, når man havde levet i 30+ grader de sidste mange uger. Lange bukser og sokker? Dem havde vi pakket langt væk i skibets lastrum. Fejlvurdering.
    Vi ankom gennemblødte og forfrosne til Pakbeng, hvor vi overnattede på et hyggeligt (og heldigvis varmt) guesthouse.

    Dagen efter havde vi mere held i sprøjten. Solen skinnede, stemningen var god, og vi faldt hurtigt i snak med en flok venlige backpackere, der også var med på båden. Øl og spillekort blev fundet frem, og inden vi vidste af det, var vi i gang med en af de hyggeligste aftener på turen. Båden fik os i efter et par dages rejse bragt os i sikkerhed ved den relativt store by Luang Prabang. Luang Prabang var en perle af en by. Markeder, fantastiske gadekøkkener, venlige mennesker og billige barer. Vi brugte et par dage på at slentre rundt, suge stemningen til os og nyde livet i Laos’ kulturelle hovedstad. Herefter ville vi videre. Så i samlet flok hoppede vi ombord på en minivan til Vang Vieng.

    Vang Vieng var præcis, som vi havde hørt – en festby uden lige. Her havde de opfundet et koncept, der kunne være designet specifikt til backpackere: Tubing.
    Forestil dig dette: Du sætter dig i en badering, en kold øl i hånden, og flyder langsomt ned ad floden, mens lokale mænd kaster reb ud fra barerne, så du kan blive trukket ind for at købe flere drinks. En bar, to barer, tre barer… måske fire? Tubing var en vanvittig, uendelig barcrawl på vand.
    Selvom konceptet var sjovt, begyndte det dog også at føles en smule ensformigt. Så efter nogle dages fest besluttede vi os for at fortsætte mod Vientiane – Laos’ hovedstad.
    Her ventede os en oplevelse, vi aldrig ville glemme.

    Da vi ankom, var der nytårsfejring. Og i Laos betyder det én ting: Vandkrig.
    På alle gadehjørner stod børn, teenagere og voksne med kæmpe vandpistoler, spande og vandballoner, klar til at oversvømme alt og alle – inklusive os. Man kunne ikke gå én meter uden at få en liter iskoldt vand i hovedet.
    Om aftenen tog vi på et diskotek for at fejre nytår, og her blev vi mødt af noget, vi aldrig havde oplevet før. På intet tidspunkt købte vi alkohol selv.
    Hver gang en af os stod uden en øl i hånden, dukkede en lokal op, gav os en ny, ønskede os godt nytår og bad om at tage et billede med os. Vi var tydeligvis de eneste europæere i miles omkreds, og vi blev behandlet som æresgæster – eller som eksotiske dyr, der skulle foreviges på Instagram.
    En vild, kaotisk og uforglemmelig aften, hvor vi dansede, grinede og forsøgte at undgå at drukne i øl og selfies.
    Nu sidder vi i lufthavnen og venter på vores fly til Hanoi.
    Vietnam venter – og vi er mere end klar!    Read more

    See translation
  • Thomas Birthin SchmidtSydøstasienThomas Birthin Schmidt

    Goodmorning Vietnam

    April 15, 2018 in Vietnam ⋅ ⛅ 20 °C

    Det er længe siden sidste blogindlæg – men vi har haft travlt.

    Inden vi overhovedet kunne sætte os til rette på flyet mod Vietnam, skulle vi igennem en oplevelse af de mere bizarre.
    Lufthavnen i Vientiane var… simpel, for nu at sige det pænt. Plaststole i børnestørrelse, en enkelt lille kiosk, og en stemning af, at intet nogensinde skete her. Hvilket var lidt af en løgn, for vi endte med at opleve mere, end vi havde bedt om.
    Vi sad der i to stive timer, mens flyet blev mere og mere forsinket, og personalet rendte rundt og råbte ting, vi ikke forstod. Først troede vi, det var udråb om gates eller boardingtider. Men efter lidt tid begyndte vi at få en snigende mistanke om, at de måske kaldte på… os.
    Det var os.

    Det tog dem absurd lang tid at finde os, hvilket var lidt underligt, da vi var de eneste hvide europæere i terminalen. Men da de endelig spottede os, blev vi én efter én ført ned ad en lang gang, ned ad en trappe, gennem en tung dør og ind i et halvmørkt lokale, hvor vi blev mødt af en fuldt bevæbnet soldat.
    “You have bad stuff,” sagde han, mens han pegede på vores tasker.
    Oh shit.
    Havde nogen puttet noget i vores bagage?
    Var vi på vej i fængsel?
    Skulle vi skydes?
    Tankerne fløj gennem hovedet, mens vi prøvede at regne ud, hvornår vi sidst havde set vores rygsække uden opsyn.
    … Men nej. Det var bare vores powerbanks.
    Åbenbart var powerbanks forbudt i indtjekket bagage. En information, der måske havde været nyttig hvis der var ét eneste skilt på engelsk i hele lufthavnen.
    Nå, men krisen afværget, og vi kom ombord på vores forsinkede fly. Næste stop: Hanoi.

    Efter at have tilbragt over to timer i immigrationen, hvor vores pas blev tjekket i mindst 10 forskellige vinkler, og vi blev afhørt om vores familiemedlemmer, deres navne, fødselsdatoer, etnicitet og bopæl, begyndte vi et kort øjeblik at frygte, at vi ville blive nægtet adgang til landet.
    Men til sidst slap vi igennem.
    Første udfordring i Vietnam? Transporten.
    Som de garvede rejsende vi efterhånden var blevet, undgik vi vores første scam allerede i lufthavnen.
    Taxachauffører flokkedes om os som sultne gribbe:
    “Very cheap! Cheaper than bus!”
    Vi takkede pænt nej, fandt en busbillet til 30.000 dong (7-8 kroner pr. mand) – en tiendedel af taxaens “billige” pris – og rullede mod byen.

    Hanoi er et kaos af dimensioner.
    Selv i den gamle bydel, hvor gaderne er smalle og mere “stille” (i teorien), er der tusindvis af scootere, biler og fodgængere, der alle forsøger at eksistere på samme kvadratmeter.
    Krydse vejen?
    Der er ingen fodgængerfelter. Der er ingen regler.
    Tricket? Man går bare langsomt ud i trafikken og håber på det bedste. Scootere og biler skal nok finde en vej uden om dig – men det kræver en vis portion is i maven at stole på.

    Vi fik hurtigt en rutine i byen:
    ✔ Museer. Vi besøgte museet for vietnamesisk kunst, Ho Chi Minh-museet og B-52 Victory Museum – en oplevelse spækket med propaganda, men også fascinerende historier.
    ✔ Gadevandringer. Søer, templer, gademarkeder og den imponerende mosaikmur, der slynger sig gennem byen.
    ✔ Street food. Vietnamesisk mad viste sig hurtigt at være helt fantastisk, og vi gik amok i Pho, Bahn Mi og utallige retter, vi ikke engang kan udtale.

    Men selvfølgelig skulle vi også opleve nattelivet.
    I Vietnam skal alle barer lukke ved midnat – officielt.
    Men i praksis? Ikke helt.
    Når klokken nærmede sig 12, skete der noget underligt. En gammel mand med en fløjte og en cykel dukkede op i mørket.
    Han fløjtede os hen til sig. Vi fulgte efter.
    Han trillede langsomt gennem byen, mens vi fulgte i hælene på ham, indtil han stoppede ved en bar, der tilsyneladende var lukket.
    Han bankede to gange på den lukkede gitterdør.
    Døren gled op.
    En bartender gestikulerede os hurtigt indenfor, lukkede døren bag os – og festen fortsatte.
    Det her gentog sig hele natten. Når én bar lukkede, fløjtede den gamle mand os videre til den næste.
    Vi har ingen idé om, hvem denne “nattens engel” var, eller hvordan han havde et netværk af hemmelige barer i Hanoi. Men vi så ham hver nat, og han svigtede aldrig.

    Når festen sluttede, og Hanoi vågnede, kunne man iagttage noget helt unikt.
    Gadeboderne begyndte deres morgenrutiner – og de var ikke for sarte sjæle.
    Slagtede køer lå åbent på gaden, hvor familier udskar kødet med enorme knive, mens skeletterne blev stablet på ladvogne og kørt væk.
    Fødevaresikkerhed? Garanteret ikke.
    Lovligt? Nok heller ikke.
    En oplevelse, vi aldrig ville få igen? Helt sikkert.

    Vi trængte til at komme lidt væk, så vi besluttede os for at tage på tur.
    Næste stop: Ha Long Bay.    Read more

    See translation
  • Thomas Birthin SchmidtSydøstasienThomas Birthin Schmidt

    Ha Long Bay

    April 19, 2018, Gulf of Tonkin ⋅ ⛅ 26 °C

    Via vores hostel i Hanoi, Flipside Hostel, bookede vi en “Chillout Tour” til Ha Long Bay – en tur, der lovede afslapning, smukke omgivelser og en pause fra byens kaos.

    Vi blev samlet op tidligt om morgenen, pakket ind i en minibus og sat kurs mod kysten. Efter nogle timers kørsel gennem Vietnams landskab ankom vi endelig til Ha Long Bay, hvor vi blev vist hen til vores båd. Og hvilken båd!
    Den var langt mere luksuriøs, end vi havde regnet med. Den fælles spisesal var overdådig – hvide duge på bordene, store panoramavinduer med den perfekte udsigt til kalkstensklipperne, og et par sjove bartendere, der tilsyneladende havde sat sig for at holde os konstant underholdt (og let berusede).
    Værelserne? Ja, de var små – men hvem har brug for et stort værelse, når størstedelen af tiden blev brugt på dækket, på kajakture og i spisesalen, hvor maden var intet mindre end overdådig.
    Vi fire delte bord (og soveværelse) med Justin – en australsk backpacker med en skæv humor og en evig tørst efter øl og eventyr. Måltiderne blev serveret som små buffeter ved hvert bord, hvor der var taget højde for vegetarer, veganere og pescetarer, så ingen gik sultne fra bordet. Hver ret føltes som et lille festmåltid – og vi spiste som konger.

    Den første aften blev brugt i spisestuen, hvor der hurtigt opstod to lejre:
    ✔ Karaoke-delen – primært befolket af to spanske familier, der tog mikrofonen som om, de var i finalen på X-Factor.
    ✔ Rejefisker-delen – hvor vi og en flok newzealændere satte os på agterdækket, svingede vores små fiskenet i vandet og skålede i kolde øl, mens vi i virkeligheden mest fangede myg og nattehygge.

    Næste morgen: Kajaktid.
    At sejle i kajak gennem Ha Long Bay er som at glide gennem en filmkulisse. De tårnhøje kalkstensklipper rejste sig dramatisk fra vandet, omgivet af små tømmerflåder, hvor lokale fiskere boede i uger – ja, endda hele deres liv.
    Overalt i bugten lå små flydende fiskerhuse. På nogle af dem boede fiskerne i et par uger ad gangen, før de sejlede mod kysten for at sælge deres fangst. Men nogle steder i Ha Long Bay – desværre ikke steder, vi selv besøgte, men kun så fra båden – var tømmerflåderne så store, at hele landsbyer eksisterede på dem.
    Børn blev født der. De voksede op der. De døde der. Aldrig satte de fødderne på fast jord.
    Det var et syn, der virkelig satte vores egen livsstil i perspektiv.
    Efter kajakturen gik vi på opdagelse på en nærliggende ø, hvor vi vandrede op til en fantastisk udsigtspost. Derfra fortsatte vi til en anden lille ø, hvor vi skulle overnatte i bungalows på stranden.
    Og så skete der et af de sammentræf, som kun backpackerlivet kan byde på.
    Da vores båd lagde til kaj, var en anden båd så småt ved at gene sine passagerer ned på stranden.
    På dækket af den stod tre danske drenge, vi havde mødt i Vang Vieng i Laos.
    “HVA SÅÅÅÅ!?” råbte vi efter dem.
    De råbte tilbage, grinende og lige så overraskede over at se os igen. Og som skæbnen ville det, skulle de også overnatte på øen.

    Aftenen udviklede sig hurtigt til en klassisk backpacker-aften.
    ✔ Fodboldkamp på stranden.
    ✔ Beachvolley med skiftende regler (og talentniveau).
    ✔ Poolspil, hvor halvdelen af os var bedre til at snakke end at spille.
    ✔ Bajere, grin og minder for livet.

    Ha Long Bay havde overgået vores forventninger – og turen var ikke engang slut endnu.    Read more

    See translation
  • Thomas Birthin SchmidtSydøstasienThomas Birthin Schmidt
    1

    True North, Phong Nha & Hoi An

    May 7, 2018 in Vietnam ⋅ ⛅ 28 °C

    Efter et par rolige dage i Hanoi (beskrevet i det tidligere opslag), var det tid til næste eventyr – en motorcykeltur gennem det nordligste Vietnam. Vi havde hjemmefra fået anbefalet turen True North, en rute, der skulle føre os gennem noget af de vildeste landskaber, Vietnam har at byde på.
    Turen startede d. 21. april kl. 18, hvor vi skulle tage vores første af mange natbusser.

    Natbusser er en kategori for sig selv.
    Forestil dig en bus med tre rækker af smalle senge, hvor man halvt ligger, halvt sidder, mens man skiftevis fryser og sveder, fordi airconditionen er enten arktisk eller ikkeeksisterende. Men hey – vi lå ned, og efter de sidste dages mange eventyr var vi blevet ret gode til at sove hvor som helst.
    Efter 13 timer på hjul ankom vi til et simpelt hostel i Ha Giang-provinsen, hvor vi blev mødt med varm morgenmad og en snigende følelse af nervøsitet.
    For nu var det tid til at møde vores køretøjer.

    En tur vi med et glimt i øjet kan give overskriften: “Fra scooter-novicer til motorcykel-kongerne af Ha Giang”
    Indtil videre havde vores tohjulede erfaring begrænset sig til fuldautomatiske scootere, hvilket var gået nogenlunde uden problemer. Men nu?
    Nu stod vi over for semi-automatiske motorcykler.
    Vi kunne vælge at sidde bagpå en lokal chauffør – eller tage styringen selv.
    Og selvfølgelig valgte vi at køre selv. For hvis der var ét sted i verden, man skulle lære at køre motorcykel, måtte det være her.
    Vi fik 67 sekunders træning i gear og bremser, og derefter blev vi sendt ud på en 400 km tur sammen med 12 andre skønne mennesker.

    Ha Giang-provinsen tog pusten fra os fra første sekund.
    Man skulle tro, at landskabet ikke kunne blive smukkere. Og så drejede vi rundt om næste bjergkurve – og blev slået endnu mere omkuld.
    Kalkstensklipper, smaragdgrønne dale, tågeskyer, der gled hen over bjergene – og intet andet end os, motorcyklerne og det åbne landskab.
    Hver eneste kilometer blev smukkere og smukkere.
    Vi prøvede at tage billeder, men ingen af dem kunne nogensinde matche virkeligheden. Det her var noget, man skulle opleve – ikke bare se.

    På turen mødte vi en håndfuld fantastiske mennesker.
    ✔ Colin og John – to irske fyre i 40’erne, der havde boet i Vietnam i henholdsvis 8 måneder og 3 år. De fortalte os alt, hvad vi ikke vidste, vi gerne ville vide om vietnamesisk kultur og historie – og så var de forbandet hyggelige at drikke øl med.
    ✔ Tre svenskere. To af dem blev vi så gode venner med, at vi aftalte at mødes i Sverige næste år for at vandre Kungsleden (nu må vi se), og den tredje endte med at slutte sig til vores videre rejse gennem Vietnam.

    True North-turen bød også på en oplevelse, der delte vandene i vores gruppe:
    Massage.
    For nogle af os var det en vidunderligt afslappende oplevelse. For andre?
    Lad os bare sige, at det er en sær fornemmelse at få en lille vietnamesisk pige til at hoppe på ens ryg med sine bare fødder, banke løs på ens krop og slå én i røven.
    Efter fire dage på motorcykel var vi ødelagte, lykkelige og helt høje på oplevelsen.
    Men ingen tid til at puste ud. Direkte fra Ha Giang til Hanoi med natbus – og videre til Phong Nha med endnu en natbus.
    Tre nætter i streg på natbus.
    Nu gad vi ikke mere.

    Phong Nha er en lille by tæt på Laos-grænsen, og den er berømt for to ting:
    Sine enorme grotter og sin historie fra Vietnamkrigen (eller "The American War", som de kalder den her). Flere af grotterne i provinsen blev udnyttet af Viet Cong (Nordvietnam) under “Den Amerikanske Krig” til at opmagasinere soldater, tanks, ammunition og hvad alt man ellers kan forestille sig. I ly af natten sejlede udstyr og mandskab ud af grotterne via tømmerflåder, angreb og hærgede de amerikanske stillinger langs grænsen tæt på, og sneg sig “hjem” i grotterne igen inden daggry. Det var en af de vigtigste knudepunkter for de Nordvietnamesiske styrker. Da amerikanerne ‘endelig’ opdagede de skjulte stillinger bombede de alle grotter og hele regionen synder og sammen. 1.5 millioner tons bomber blev smidt over denne lille region. 188 tons bomber pr. Km2. - langt mere end amerikanerne kastede over Tyskland under hele 2. Verdenskrig. Intensiteten og skaderne i det lille område omkring grotterne var blandt de mest ekstreme i nogen krig nogensinde. Mange tusinde tons af bomberne eksplodere aldrig, og liggere stadig den dag i dag og udgør en livsfare. Omkring 60 personer dør stadigvæk årligt af at træde på en bombe i Phong Nha. Og det er bare Phong Nha!

    Så, Phong Nha har mange grotter - men de har skisme også store grotter.
    Den største grotte i Phong Nha er så gigantisk, at den har sit eget økosystem.
    ✔ En tropisk skov.
    ✔ En solfyldt strand tæt på en åbning.
    ✔ Et større hav.
    ✔ Dyr, der kun findes her.
    Det er verdens største grotte.
    Men… den var umulig at komme ind i uden et enormt budget og en lang venteliste på flere år.

    I stedet besøgte vi en "mindre" grotte.
    Og med "mindre" mener vi 31 km lang, 80 meter høj og 150 meter bred.
    Ordet "kæmpe" rækker ikke engang her.
    Vi gik dybere og dybere ind, og hver gang vi gik rundt om hjørne tænkte vi, “Okay, NU må grotten stoppe.” Men nej - den åbnede sig blot endnu mere.
    Vi prøvede at tage billeder – men de blev elendige, så I må forestille jer det i stedet.

    Efter endnu en natbus på 10+ timer ankom vi til Hoi An.
    Hoi An er en perle.
    Byens gamle kvarter er lukket for biler og motorcykler, så charmefaktoren er på max.
    Og så er der skrædderne.
    Hoi An er kendt for sine skræddere, og vi kunne ikke dy os.
    ✔ 1920’er-inspirerede jakkesæt.
    ✔ Topmoderne casino-jakkesæt i rød uld.
    ✔ Luksus-stof, perfekt pasform – og ja, lidt dyrt. Men skræddersyet.
    Vi var klar til at ligne en million (på trods af, at vi levede på en backpacker-budget).
    Selv vores svenske ven Casper kunne ikke modstå fristelsen og fik lavet sit eget jakkesæt.

    Men det største overraskelse i Hoi An var alligevel:
    ✔ To piger fra vores gamle gymnasium, der pludselig kom gående imod os.
    ✔ En time senere: Tre drenge fra vores parallelklasse.
    Hvad var oddsene?!
    Det uforudsete gymnasie-reunion ledte naturligvis til en bytur, der gik over i historien.

    Hoi An bød på:
    ✔ God mad.
    ✔ Fantastisk kaffe.
    ✔ Skræddersyet tøj.
    ✔ En tur på stranden.
    ✔ Tre byfester.
    ✔ Uforglemmelige øjeblikke.
    Men eventyret slutter ikke her.
    Næste stop: Dalat – med endnu en natbus.
    (Men for helvede, vi er trætte af natbusser nu).    Read more

    See translation
  • Thomas Birthin SchmidtSydøstasienThomas Birthin Schmidt

    Dalat, Nha Trang & Saigon

    May 14, 2018 in Vietnam ⋅ ⛅ 35 °C

    Efter Hoi An var det tid til endnu en “dejlig” 14 timers bustur til Dalat – en by, som alle vi havde mødt, havde rost til skyerne.
    "Dalat er fantastisk!"
    "Dalat er smuk!"
    "Dalat er en must-see destination!"
    Så vi glædede os.

    Men da vi trådte ud af bussen, føltes det som om, vi var blevet sat af i den forkerte by.
    Hvor var folk henne?
    Hvor var restauranterne?
    Hvor var livet?
    Dalat lignede en mennesketom spøgelsesby. Restauranterne var tomme, gaderne var øde, og den eneste smule liv var i det lille bycentrum, hvor vi dog fik et glimt af det velkendte vietnamesiske kaos af scootere og billarm.
    Men vi gav ikke op.
    Vi fandt nogle motorcykeludlejere, satte os i sadlen og kørte mod et nærliggende “bjerg” (et par hundrede meter). Her fik vi en virkelig god vandretur, nød udsigten og fik lidt adrenalin i blodet.
    Men lad os være ærlige: Dalat var en endagsoplevelse for os.

    Næste stop var Nha Trang, en kystby fyldt med russere.
    Og vi mener fyldt.
    Alle skilte var på russisk, alle tjenere talte russisk, og på hvert eneste gadehjørne blev vi inviteret indenfor til mystiske russiske barer.
    Men faktisk var det slet ikke så slemt.
    ✔ Stranden var skøn.
    ✔ Restauranterne var (for det meste) gode.
    ✔ Menneskene vi mødte, var søde.
    … Dog med én undtagelse.
    En enkelt restaurant bød på en nærdødsoplevelse med krokodille og frøer. Det smagte, som man kunne frygte.
    Udover det brugte vi dagene på at besøge et nærliggende vandfald, slappe af på stranden, tog en tur gennem en mindre ørken og tog en lille bytur eller to.
    Men vi var ved at være klar til noget større.

    Efter endnu en lang natbustur ankom vi til Ho Chi Minh City – også kendt som Saigon.
    Her fik vi endelig et indblik i Vietnams tragiske historie.
    På War Remnants Museum blev vi konfronteret med rædslerne fra “Den Amerikanske Krig” (som Vietnamkrigen kaldes hernede) samt “Den Vietnamesiske Borgerkrig”, som strækker sig helt tilbage til uafhængighedskrigen mod Frankrig i 1800-tallet.
    Og tallene var chokerende.
    ✔ I blot én af Vietnams mange provinser faldt der flere bomber, end de allierede smed i hele 2. Verdenskrig.
    ✔ Omkring 1/4 af bomberne eksploderede ikke ved nedslaget.
    ✔ Det betyder, at i gennemsnit 12 vietnamesere dagligt har trådt på en bombe siden krigens afslutning.
    Over 100.000 mennesker er blevet ramt.
    Halvdelen af dem er døde.
    Og hvis det ikke var nok, så har Agent Orange – USA’s kemiske våbenkampagne – haft rædsomme konsekvenser, der stadig mærkes i dag.
    Over 3 millioner vietnamesere er blevet ramt af kemiske bomber. Bomber der skulle dræbe alt liv når de “detonerede”. Det gjorde de også - men med store genetiske mutationer til følge for lokalbefolkningen. Selv fire generationer senere fødes børn uden arme, med enorme hoveder, tre ben eller andre alvorlige misdannelser.
    På museet udstillede de tegninger fra børn, der stadig lider af eftervirkningerne.
    Og ja… billederne taler for sig selv. Man væmmes (læs: en hel del) over USA.

    Udover museet var Ho Chi Minh City lidt som Hanoi – en kaotisk storby med museer, skybarer og natklubber.
    Vi forsøgte at komme ind i Operahuset en aften, men naturligvis var det lukket netop den aften.
    Men vi fik en sidste smag af Vietnams hektiske energi, før det var tid til at tage videre.

    Næste stop: Indonesien
    Vi hoppede ombord på et fly.
    Et nyt land, et nyt eventyr.    Read more

    See translation
  • Thomas Birthin SchmidtSydøstasienThomas Birthin Schmidt

    Indonesien - The Last Leg

    May 23, 2018 in Indonesia ⋅ ⛅ 24 °C

    Så kom vi til sidste del af denne vidunderlige rejse – Indonesien.
    Efter to måneder fyldt med kultur, kaos, kunst (og en solid mængde øl), havde vi besluttet os for, at Indonesien skulle være vores afslapningsferie.
    Men som det altid går, når vi planlægger afslapning, ender vi med eventyr alligevel.

    Inden vi overhovedet havde pakket ud, fik vi en besked på Instagram.
    Lisa - den tyske backpacker, der sluttede sig til os i Nordthailand, skrev til os:
    “Hvor i verden er I?”
    “Captain Goose Hostel, Bali.”, svarede vi.
    To dage senere havde hun taget et fly fra Filippinerne, bankede på vores dør – og var klar til flere eventyr med os.
    Uanmeldt. Uplanlagt. Men det var præcis det, vi elskede ved denne rejse.

    Fra lufthavnen tog vi en taxa til Kuta, en by få minutter sydpå, hvor vi checkede ind på vores hostel.
    Vores 6-mands dormroom viste sig at være en guldgrube for nye venskaber.
    Efter vores indlogering trådte vi ud på vores Dormrooms “veranda” og så ud over poolområdet. Et par flotte, unge kvinder fangede opmærksomheden, og der gik drengede humor i den. Lige pludselig rejste den ene af disse piger sig op og gik direkte imod os. Shit… var hun dansk? Havde hun hørt os?
    “Do you guys stay in this dorm?”, spurgte hun. Ja, øhm… det øhhh… det gjorde vi da.
    “Hey Taya,” råbte hun til sin veninde på den anden side af poolen, “These guys are gonna share dorm with us. They just promised to protect us at the party tonight”. Gjorde vi det? Jamen okay så. Den højtråbende, positive blonde pige hed Melanie. hende og hendes veninde, Taya, sluttede sig til os, og da vi fandt ud af, at vores planer for Bali var stort set identiske, besluttede vi bare at rejse sammen. Sådan opstår de bedste rejsedynamikker.
    Kuta var ren strandstemning, gode restauranter og billige natklubber. For 40 kroner fik vi fri bar, og fri buffet i 4 timer. Hver aften havde et nyt tema - og mon ikke vi fik prøvet de fleste temaer de havde. Vi drak øl, fik sol, levede det afslappede backpackerliv – men efter nogle dage følte vi, at vi trængte til noget nyt.

    Efter en masse fest gik turen videre til Ubud. Ubud var en helt anden verden.
    ✔ Skønne natmarkeder, hvor vi gik på opdagelse i lokalt kunsthåndværk.
    ✔ Caféer med verdensklasse kaffe (en velsignelse efter for mange vietnamesiske instant-kaffe-morgener).
    ✔ Monkey Sanctuary – hvor vi fandt ud af, at aber er lige dele søde og små, langfingrede banditter.
    Ubud var kultur, afslapning og ro.
    Men det var ikke nok eventyr for os endnu.

    Næste stop: Canggu.
    Hvis Kuta var fest, og Ubud var afslapning, så var Canggu den perfekte blanding af begge.
    Vi lejede scootere og kunne nu frit drøne rundt mellem byens forskellige kvarterer, strandbarer, caféer og hemmelige spots i nabolaget.
    Men vi skulle stadig have et sidste, stort eventyr, før denne rejse nærmede sig sin slutning. Her splittede vi for første gang op.
    ✔ Fem af os (os fire + Lisa) tog til Lombok for at bestige Mount Rinjani.
    ✔ Melanie og Taya blev tilbage og nød strandlivet i stedet.

    Vi aftalte at mødes igen på Gili Trawangan, efter vi havde kæmpet os op ad et af Indonesiens højeste bjerge.    Read more

    See translation
  • Thomas Birthin SchmidtSydøstasienThomas Birthin Schmidt

    Mount Rinjani, Gili-øerne og Kuta (igen)

    June 6, 2018 in Indonesia ⋅ ⛅ 25 °C

    Bjergbestigning – eller noget, der minder om det. Vi tog til Lombok med ét mål for øje: at bestige Mount Rinjani, Indonesiens næsthøjeste vulkan på næsten 3.800 meter.
    Og som vi efterhånden har lært i Asien, er ALT muligt. Selv hvis man ankommer midt om natten til en havneby, hvor eneste åbne sted er et skrabet hostel, skal man ikke bekymre sig. For selvfølgelig har ejeren af hostellet en fætter. Og selvfølgelig kan den fætter både hente os, køre os til bjerget og – tilfældigvis – også arrangere en guidet vandretur med "eksklusiv studierabat". Og selvfølgelig sagde vi ja.

    Vores vandrergruppe bestod af flere herlige par og solorejsende, som vi hurtigt opbyggede et fællesskab med. Men én person stjal showet: Vores guide, Yani. (Ses til venstre for Thomas i det store gruppebillede!) Derudover havde vi også 6 lokale “pakæsler” med os. Og nej, ikke rigtige æsler – men lokale folk, der kaldte sig selv ‘pakæsler’. De bar alt: telte, soveposer, mad, vand, køkkengrej, snacks – du nævner det. Med bambusstænger over skuldrene og fyldte kurve hængende i hver ende, løb de barfodet i forvejen, som var det en spadseretur i parken. Vi kæmpede os op ad stejle klippevægge i vandrestøvler og sved på panden, mens de klatrede i klipklapper eller det der var værre, med 30 kilo på ryggen og kun én fri hånd til at gribe fat i klipperne. Vi var ikke værdige.

    Dag 1 – Den første opstigning:
    Vi startede i 700 meters højde og gik de første 1.600 meter op, indtil vi om aftenen ankom til lejren med en betagende udsigt over Rinjani’s kratersø. Trætte, ømme, men ekstatiske over udsigten, spiste vi aftensmad, og allerede kl. 20 krøb vi i teltene. For kl. 02 skulle vi afsted igen.

    Dag 2 – Helvede på jord, men himlen på toppen
    Kl. 02:00 stod vi op til bidende kulde. Vi havde ikke pakket vintertøj. Så en tynd regnjakke eller en langærmet trøje var alt, hvad vi havde at varme os med. Og nu ventede os en 4-timers opstigning til toppen – 1.400 meter højere.
    Kulde? Frysepunktet.
    Modvind? Konstant.
    Chill-faktor? Nok til at fryse sjælen væk.
    Og så var der mørket.
    Hele vejen op kunne vi kun se det, vores pandelamper oplyste – og det var sjældent betryggende.

    Terrænet var opdelt i tre etaper:
    ✔ Første etape: Stejl, løs grus og blødt sand. Hvert skridt gled 10-20 cm bagud.
    ✔ Anden etape: Fladere terræn, fastere underlag. Vi nåede lige at tænke "det her er jo let nok"…
    ✔ Tredje etape: Helvede.

    Vi rundede et hjørne og blev ramt af iskold stormvind. Stigningen blev endnu stejlere. Sandet endnu løsere. Hvert skridt begraves i vulkansk aske, og man glider 15-30 cm bagud. Man kæmper for at gå 1 km i timen. Men da vi endelig stod på toppen… Wow.
    ✔ Vi kunne se hele Lombok.
    ✔ De tre Gili-øer lå som små prikker i havet.
    ✔ Vi kunne se Bali i det fjerne.
    ✔ Og solopgangen? Den var magisk.

    Var det det hele værd? 100%. Og nedturen? Vi lod os praktisk talt falde ned.
    ✔ Med sandet som naturlig støddæmper kunne vi glide ned med kæmpe skridt. Hvad der havde taget 4 timer at bestige tog 10 minutter at løbe ned.
    ✔ For hver 100-150 meter blev det én grad varmere.
    ✔ Og pludselig føltes frysepunktet fra i morges som en fjern fortid.

    Vi spiste en hurtig omgang morgenmad og begyndte den lange nedstigning – der sjovt nok stadig inkluderede en 600 meters opstigning midtvejs. Efter 1,5 dag var vi tilbage ved udgangspunktet, mørbankede, men lykkelige.

    Efter Rinjani-turen sagde vi farvel til vores nye venner og tog mod Gili Air – en klassisk tropeparadis-ø med hvide sandstrande, palmer og en ubekymret atmosfære. Her slappede vi af, genvandt vores kræfter og nød det langsomme ø-liv. Men vi var ikke færdige endnu. For vi havde en aftale på Gili Trawangan. Her mødtes vi igen med Melanie og Taya, de to canadiske piger fra Bali. Og Gili Trawangan? Det er festøen over dem alle.
    ✔ Afslapning ved poolen og stranden om dagen.
    ✔ Øl og drinks om aftenen.
    ✔ Tømmermænd om morgenen.

    En fantastisk afrunding på vores Indonesiske eventyr. Men vi kunne ikke blive her for evigt. Vi afsluttede vores Indonesiske eventyr, hvor vi startede – i Kuta.
    ✔ Surfe ved stranden (hvor Emil viste os, hvordan man gjorde det).
    ✔ Sidste omgang god mad på restauranterne.
    ✔ En sidste bytur.

    Og så kom det sværeste: farvel. Lisa skulle videre. Vi sagde farvel, men ikke farvel-for-evigt.
    Efter en tårevædet afsked med Melanie og Taya, hoppede vi i en taxa mod lufthavnen. Og nu ventede os 27 timers rejse tilbage til Aarhus.
    ✔ Første fly: Overstået.
    ✔ 4 timers ventetid i Bangkok: Tjek.
    ✔ Næste fly: 12 timer.

    Det har været en fantastisk tur.    Read more

    See translation
    Trip end
    June 6, 2018
  • 2025© FindPenguins
  • Home
  • About us
  • Group Tracking
  • Press
  • Terms
  • Privacy Policy & Cookies
  • Help Center
  • Legal notice