Thomas Birthin Schmidt

Bjergbestigning - eller noget der minder om. Vi tog til Lombok for at finde en vandretur op af Mount Rinjani, et bjerg på næsten 3800 meter. I Asien er alt desuden muligt. Selv hvis du ankommer omkring midnat, tager hen til havnebyens eneste skrabede hostel, så har ejeren af hostellet en fætter, der kan komme og hente dig og kører dig til din destination. Tilfældigvis har fætteren også et lille ‘rejsebureau’, der arrangerer Vandreture op af Mount Rinjani. Så efter at få tilbudt studierabat, besluttede vi os selvfølgelig for at takke ja til tilbuddet.

På vandreturen mødte vi flere herlige par og solorejsende, og vi fik opbygget os et ret godt fællesskab. Særlig fantastisk var vores guide “Yani” (ses til venstre for Thomas i det store gruppebillede). Udover de 12 mennesker der ses på billedet, blev vi også fulgt af 6 lokale “pakæsler”, som de kaldte sig selv. De bar alle sammen telte, soveposer, mad, vand, køkkengrej, snacks - you name it - for os alle 16. Med en bambuspind balancerende på skulderen, med dertilhørende to fyldte bambuskurve hængende for hver ende, løb de i forvejen. De steder vi selv syntes så umulige ud (lodret klatring op af et par meters klippevæg, klarede de med 30 kilo opbakning på den ene skulder, klipklapper og kun en fri hånd til at gribe fat om bjergsiden med.

Turen i sig selv tog os i løbet af 3 dage hele 3726 meter op af bjerget, og derefter ned igen. På førstedagen klarede vi de første 2300-ish meter (dog startende ved 700 meters højde), og var relativt mørbanket, men glade for at kunne nyde den gode udsigt af Bjergtoppen, og ‘Crater Lake’. Efter aftensmaden krøb vi ind i vores telte allerede ved 20-tiden, da vi allerede klokken 02 skulle afsted for at vandre de resterende 1400 meter til toppen af bjerget. En 4 timers tur i bidende kulde (omkring frysepunktet) med stærk modvind (og dermed en træls chill-faktor, der får det til at føles koldere). Vi havde ikke ligefrem pakket vintertøjet med, så en langærmede trøje eller en tynd regnjakke var alt, som vi kunne varme os med. Turen strækker sig over næsten 4 kilometer, med 1,5 kilometers “Elevation”. Dertil skal det siges, at det er bæld hamrende mørkt.

Terrænet er delt ind i tre etaper. Man starter hårdt ud med en stejl bakke lavet af grus, sand og meget blød jord. Her falder man cirka 10-20 centimeter bagud pr. skridt man tager. Derefter kommer en lidt længere anden etape, der er noget fladere, og med et fastere underlag, af og til i ly for vinden. Man når lige at glæde sig over den nu “lette rute” og tror, at det værste er ovre, før man kommer til tredje etape. Et skridt rundt om hjørnet og man bliver næsten kastet omkuld af den bidende kolde vind. “Vejen” er endnu stejlere her, og sandet endnu blødere. For hvert skridt bliver ens fod fuldstændig begravet i sand, og man falder desuden 15-30 centimeter bagud for hvert skridt. Alt i alt er man heldig hvis man kan gå 1 kilometer i timen i gennemsnit på denne rute - men hvor er det bare det hele værd på toppen. Udsigten er fantastisk. Man kan se hele Lombok, de tre Gili-øer, bjerget på Bali og en betagende solopgang herfra. Og så er turen ned jo ikke så slem, da man praktisk talt kan lade sig falde ned med sandet og varmen - fordi for hvert 100-150 meter bliver det cirka 1 grad varmere. Godt mørbanket efter 5-6 timer i kulde, spiser vi en hurtig omgang morgenmad og begynder nedstigningen af bjerget (der dog lige skal have os op af en 600 meter bakke midtvejs), der tager den næste 1,5 dag at gennemføre.

Efter Mount Rinjani turen siger vi tak til alle vi mødte, og bevæger os imod Gili Air - et klassisk ferieparadis med hvide sandstrande at slappe af ved. Her genvinder vi kræfterne inden vi alle 5 tager til Gili Trawangan for at mødes med de 2 canadiske piger igen. Gili Trawangan er en fest ø, så her byder den igen på afslapning ved poolen/stranden, øl om aftenen og tømmermænd om morgenen. Men man kan ikke være på Gili Trawangan for evigt - så vi valgte at afslutte vores Indonesiske del af ferien hvor vi startede - i Kuta. Vi siger farvel (men helt sikkert på gensyn) til Lisa, og vi andre 6 tager tilbage til Kuta intet par dage, for at slappe af, surfe ved stranden (hvor Emil viste os alle hvordan man lige gjorde det), god mad på restauranterne, og en sidste bytur.

Efter en tårevædet afsked (men igen, nok på gensyn) med de to canadiere, hoppede vi mod lufthavnen og begynder vores 27 timers rejse imod Aarhus. Lige PT. har vi overstået den første flytur og de første 4 timers venten i Bangkok lufthavn, og er klar til snart at boarde vores fly, der er vores hjem de næste 12 timer.

Det har været en fantastisk tur - og nu kan vi endelig (eller beklageligvis, alt efter hvordan man ser på det) sige: Vi ses snart!Read more