Thomas Birthin Schmidt

Joined July 2015
  • Day88

    Bjergbestigning - eller noget der minder om. Vi tog til Lombok for at finde en vandretur op af Mount Rinjani, et bjerg på næsten 3800 meter. I Asien er alt desuden muligt. Selv hvis du ankommer omkring midnat, tager hen til havnebyens eneste skrabede hostel, så har ejeren af hostellet en fætter, der kan komme og hente dig og kører dig til din destination. Tilfældigvis har fætteren også et lille ‘rejsebureau’, der arrangerer Vandreture op af Mount Rinjani. Så efter at få tilbudt studierabat, besluttede vi os selvfølgelig for at takke ja til tilbuddet.

    På vandreturen mødte vi flere herlige par og solorejsende, og vi fik opbygget os et ret godt fællesskab. Særlig fantastisk var vores guide “Yani” (ses til venstre for Thomas i det store gruppebillede). Udover de 12 mennesker der ses på billedet, blev vi også fulgt af 6 lokale “pakæsler”, som de kaldte sig selv. De bar alle sammen telte, soveposer, mad, vand, køkkengrej, snacks - you name it - for os alle 16. Med en bambuspind balancerende på skulderen, med dertilhørende to fyldte bambuskurve hængende for hver ende, løb de i forvejen. De steder vi selv syntes så umulige ud (lodret klatring op af et par meters klippevæg, klarede de med 30 kilo opbakning på den ene skulder, klipklapper og kun en fri hånd til at gribe fat om bjergsiden med.

    Turen i sig selv tog os i løbet af 3 dage hele 3726 meter op af bjerget, og derefter ned igen. På førstedagen klarede vi de første 2300-ish meter (dog startende ved 700 meters højde), og var relativt mørbanket, men glade for at kunne nyde den gode udsigt af Bjergtoppen, og ‘Crater Lake’. Efter aftensmaden krøb vi ind i vores telte allerede ved 20-tiden, da vi allerede klokken 02 skulle afsted for at vandre de resterende 1400 meter til toppen af bjerget. En 4 timers tur i bidende kulde (omkring frysepunktet) med stærk modvind (og dermed en træls chill-faktor, der får det til at føles koldere). Vi havde ikke ligefrem pakket vintertøjet med, så en langærmede trøje eller en tynd regnjakke var alt, som vi kunne varme os med. Turen strækker sig over næsten 4 kilometer, med 1,5 kilometers “Elevation”. Dertil skal det siges, at det er bæld hamrende mørkt.

    Terrænet er delt ind i tre etaper. Man starter hårdt ud med en stejl bakke lavet af grus, sand og meget blød jord. Her falder man cirka 10-20 centimeter bagud pr. skridt man tager. Derefter kommer en lidt længere anden etape, der er noget fladere, og med et fastere underlag, af og til i ly for vinden. Man når lige at glæde sig over den nu “lette rute” og tror, at det værste er ovre, før man kommer til tredje etape. Et skridt rundt om hjørnet og man bliver næsten kastet omkuld af den bidende kolde vind. “Vejen” er endnu stejlere her, og sandet endnu blødere. For hvert skridt bliver ens fod fuldstændig begravet i sand, og man falder desuden 15-30 centimeter bagud for hvert skridt. Alt i alt er man heldig hvis man kan gå 1 kilometer i timen i gennemsnit på denne rute - men hvor er det bare det hele værd på toppen. Udsigten er fantastisk. Man kan se hele Lombok, de tre Gili-øer, bjerget på Bali og en betagende solopgang herfra. Og så er turen ned jo ikke så slem, da man praktisk talt kan lade sig falde ned med sandet og varmen - fordi for hvert 100-150 meter bliver det cirka 1 grad varmere. Godt mørbanket efter 5-6 timer i kulde, spiser vi en hurtig omgang morgenmad og begynder nedstigningen af bjerget (der dog lige skal have os op af en 600 meter bakke midtvejs), der tager den næste 1,5 dag at gennemføre.

    Efter Mount Rinjani turen siger vi tak til alle vi mødte, og bevæger os imod Gili Air - et klassisk ferieparadis med hvide sandstrande at slappe af ved. Her genvinder vi kræfterne inden vi alle 5 tager til Gili Trawangan for at mødes med de 2 canadiske piger igen. Gili Trawangan er en fest ø, så her byder den igen på afslapning ved poolen/stranden, øl om aftenen og tømmermænd om morgenen. Men man kan ikke være på Gili Trawangan for evigt - så vi valgte at afslutte vores Indonesiske del af ferien hvor vi startede - i Kuta. Vi siger farvel (men helt sikkert på gensyn) til Lisa, og vi andre 6 tager tilbage til Kuta intet par dage, for at slappe af, surfe ved stranden (hvor Emil viste os alle hvordan man lige gjorde det), god mad på restauranterne, og en sidste bytur.

    Efter en tårevædet afsked (men igen, nok på gensyn) med de to canadiere, hoppede vi mod lufthavnen og begynder vores 27 timers rejse imod Aarhus. Lige PT. har vi overstået den første flytur og de første 4 timers venten i Bangkok lufthavn, og er klar til snart at boarde vores fly, der er vores hjem de næste 12 timer.

    Det har været en fantastisk tur - og nu kan vi endelig (eller beklageligvis, alt efter hvordan man ser på det) sige: Vi ses snart!
    Read more

  • Explore, what other travelers do in:
  • Day74

    Indonesien - The Last Leg

    May 23 in Indonesia

    Så kom vi til sidste del af denne dejlige tur - Indonesien. Indonesien blev planlagt som en afslapningsferie til at runde 2 måneders kultur, kaos og kunst (og vel også øl) af på. Vi har mødt ufattelig mange sjove og dejlige mennesker, som vi har rejst med, og derfor var vi meget glade, da vi fandt ud af, at Lisa, tyskeren der skuttede sig til os i Nordthailand, også slutter sig til os her på Indonesien.

    Vi ankom til lufthavnen og tog en taxa til Kuta, få minutters kørsel syd for lufthavnen, og checkede så ind på vores hostel. I vores 6-mands Dormroom var der to canadiske piger, som vi faldt i god snak med, og blev enige om at rejse sammen med, da vores planer var ens - og vi klikkede med det samme. Kuta har ikke ret meget mere at byde på end en god strand, dejlige restauranter og billige natklubber. Så efter et par dages øl og ‘tanning’ besluttede vi os for at tage videre til Ubud. Ubud ligger rimelig centralt på Bali i midten af øen.

    Hvor Kuta mere er fest og ballade, er Ubud kultur og afslapning. Vi fandt et billigt men lækkert hostel og udforskede byen i er par dage, der bragte os forbi skønne natmarkeder, et Monkey Sanctuary, gode caféer og lignende. Efter Ubud gik turen videre til Canggu. Canggu kan måske ses bedst som en blanding mellem Kuta og Ubud. Med lejede scootere kunne vi nemt komme frem og tilbage mellem vores hostel, den større by Canggu, og hvad der ellers lå i nabolaget. Vi splittede herefter op, således at 5 af os (os 4 samt Lisa) tog til Lombok for at bestige Mount Rinjani, og de to canadiske piger slappede af på en nærtliggende strand i mellemtiden, hvorefter vi havde planlagt at mødes med dem igen på Gili Trawangan. Mere om det i næste opslag :)
    Read more

  • Day65

    Dalat, Nha Trang & Saigon

    May 14 in Vietnam

    Det er længe siden, og det er vi kede af - så her kommer der endelig et nyt opslag!

    Efter Hoi An havde vi en ny og “dejlig” 14 timers bustur til Dalat. Alle vi har mødt sagde at Dalat var en skøn og dejlig by - så vi må være blevet sat af i den forkerte ende af byen. Hvorfor? Det Dalat vi så var forladt. En mennesketom spøgelsesby. Alle restauranter var tomme, ingen mennesker gik på gaden, og kun det nærmeste ‘centrum’ havde noget der mindede om det kaotisk bilkaos vi nu var vandt til. Vi fandt dog nogle mennesker der udlejede motorcykler, og kørte hen til et lille “bjerg” (nogle hundrede meter højt) og fik os en rigtig glimrende vandretur der. Men Dalat var alligevel for os en endagsoplevelse.

    Turen fortsatte til Nha Trang, en by fyldt med russere. Alle skilte er på russisk og overalt bliver man inviteret ind på mærkelige russiske barer. Men det var faktisk ikke så slemt. Stranden var god, restauranterne var (alle på nær en enkelt nærdødsoplevelse involverende krokodiller og frøer) gode, og menneskerne vi mødte søde. Vi tilbragte et par dage i denne by, hvor vi kørte til et nærtliggende vandfald, solede os på stranden og fik en lille bytur eller to.

    Herefter fortsatte vi på endnu en lang bustur til Saigon (Også kaldt Ho Chi Minh City). I Saigon fik vi endelig set lidt af den tragiske Vietnamesiske historie. På War Remnants Museum oplevede man rædslerne ved “Den Amerikanske Krig” (hvad de kalder Vietnamkrigen hernede) samt “Den Vietnameiske Borgerkrig” - det større billede, der inkluderer uafhængighedskrigen fra Frankrig, der startede allerede i 1800-tallet og først sluttede få år før Den Amerikanske Krig. Vietnam består af mange mange provinser. Og i blot en af disse provinser faldt der flere bomber end alle de allierede styrker smed i hele anden verdenskrig. Og cirka 1/4 af de bomber sprang ikke da de ramte jorden. Det betyder, at 12 Vietnamesere i gennemsnit har trådt på en udsprunget bombe hver dag siden krigen sluttede. Det er i dag langt over 100.000 mennesker. Halvdelen af dem er døde af det. Hundredetusindvis er blevet ofre for “Agent Orange” USA’s kemiske våbenkampagne, der har haft (og stadig har) rædsomme efterfølgere. Selv efter 4 generationer blive folk stadig født uden arme, med kæmpe hoveder, 3 ben eller lignende - og alt i alt har det ramt over 3 millioner Vietnamesere. På museet udstillede de tegninger som børn ramt af lidelserne 4 generationer efter havde tegnet. Og ja... billederne taler for sig selv. Man væmmes en lille smule (læs “en hel del”) af USA.
    Udover de rædsomme historier fra museet var Ho Chi Minh en fin by lidt i stil med Hanoi. En kaotisk storby uden ret meget andet end museer, skybar og natklubber. Vi forsøgte at komme ind i Operahuset en aften, der desværre viste sig at være lukket den aften :(
    Efter Ho Chi Minh hoppede vi om bord et fly på vej til Indonesien, men den historie må i få i næste blogopslag (lad os se om vi ikke kan være en kende hurtigere til at få lavet det, end vi var denne gang ;)
    Read more

  • Day58

    Det er ved at være noget tid siden det sidste blogopslag, og puha hvor er der sket meget. Hvor skal vi starte. Fra starten? Hvorfor ikke.

    Da vi kom hjem fra Ha Long Bay havde vi to fine dage (beskrevet i det tidligere opslag), hvorefter vi efter anbefaling af venner derhjemme i Danmark, fik booket os ind på en tur i det nordligste af Vietnam. En motorcykeltur med navnet True North. Turen starter Kring kl. 18 D. 21 april, hvor vi starter med vores første af mange natbusser. En 13-timers affære, hvor vi alle har hver vores seng inde i en bus. Der er lidt trangt, det er skiftevist meget koldt og varmt, men vi klager ikke. I det mindste ligger vi ned. Vi ankommer til et simpelt hostel i Ha Giang Provinsen, hvor vi får noget morgenmad, hvorefter vi skal ned at se på køretøjerne. Hidtil har vi kun erfaringer med fuldautomatiske scootere (hvilket er gået næsten uden problemer), men her ser vi på semi-automatiske motorcykler. Vi kunne enten sidde bagpå mens en lokal mand kørte dyret for os, eller selv sidde bag styret. Vi tænkte at hvis der var et sted dette skulle prøves, så var det selvfølgelig her - så vi besluttede alle at køre selv. Vi fik testet motorcyklens gear og bremser, og med kun 2-minutters erfaring kørte vi afsted på en 400 kilometer tur, sammen med 12 andre smaddersøde mennesker.

    Ha Giang er i sandhed noget af det smukkeste vi hidtil har set - nogensinde. Billeder kan langt fra måle sig med oplevelsen af at køre og tænke, “Wauv hvor er her pænt!”, hvorefter man kører rundt om næste hjørne og bliver næsten slået omkuld fordi... her er der endnu smukkere. Det var som om hver kørt kilometer blev smukkere og smukkere. Oplevelsen er foreviget på billeder, men vil nok alligevel blive husket for evigt.
    På turen mødte vi mange skønne mennesker. Særligt de to Irere Colin og John, to “ældre” fyre på nogen-og-fyre, der har boet i Vietnam i henholdsvis 8 måneder og 3 år. De fortalte os en masse om Vietnamesisk kultur og historie, og så var de ellers bare herlige at drikke nogle øl med. vi mødte desuden tre svenskere. To af dem som vi har aftalt at mødes med om et år i Sverige, for at vandre Kungsleden, og en som sluttede sig til vores videre rejse i Vietnam.
    True North turen bød desuden også på vores første massageoplevelse. En oplevelse der har givet splittet meninger hos os. Er det virkelig rart at have en asiatisk pige til at gå på din ryg og hoppe på din røv? Og slå dig over hele kroppen? Nogen af os følte os dejligt afslappet bagefter - andre var ikke helt enige.

    Efter True North turen og endnu en lang natbustur tilbage til Hanoi tog vi med det samme videre til Phong Nha med endnu en natbus - endnu en +10 timers tur. Phong Nha er tæt på grænsen til Laos, og rummer nogen af Vietnams mest fantastiske historier fra Vietnamkrigen (The American War, som de kalder den hernede). Phong Nha er desuden navnet på en by der har verdens største grotte. En grotte der er så stor, at den har sit eget økosystem. Der er en tropisk skov, en solfyldt strand (tæt ved en åbning), et større hav samt utallige dyr, der kun lever inde i denne grotte. Det var desværre umuligt at komme til at se dette, men vi så en “mindre grotte” der kun er 31 kilometer lang, 80 meter høj og 150 meter bred. Ordet “kæmpe” kan end ikke beskrive det. Grotten snoede sig i små sving, og man tænkte hele tiden “efter den klippeformation forude må grotte da stoppe”, men nej. Den fortsætter bare i evigheder. desværre er vores billeder derfra meget slørede og dårlige, så i må forestille jer det i stedet.

    Dagen efter vi ankom til Phong Nha tog vi endnu en natbus på +10 timer til Hoi An. 3 nætter i streg med natbus - nu gider vi ikke mere. Hoi An er en skøn by. Nok en af de skønneste vi hidtil har været i. Det gamle kvarter er lukket af for biler og motorcykler for at beholde sin charme, utallige skræddere er at finde på alle gadehjørner, og vi hoppede da også selv i fællen. Alle 4 fik vi syet vores egne jakkesæt i stilarter der svinger fra 1920’ernes England - til topmoderne casino jakkesæt i rødt uld. Lidt dyrt endte det med, men kvaliteten er der heller ikke sparret på. Og så er det skræddersyet. Vores svenske ven Casper kunne heller ikke ty sig, og måtte også frem med sin pung da han så kvaliteten.
    I Hoi An mødte vi pludselig 2 piger fra vores gamle gymnasium kom gående ned af gaden imod os. Ikke 1 time gik der før vi dernæst mødte 3 drenge fra vores gamle parallelklasse. Et sjovt gensyn blev selvfølgelig til en sjov bytur.

    God mad, dejlig kaffe, et lille fotogalleri, skræddersyet tøj, en tur på stranden, en bytur eller 3 og alverdens andre skønne øjeblikke senere, gik turen videre med endnu en natbus, til Dalat - men det må i læse om i næste blogopslag ;)
    Read more

  • Day40

    Ha Long Bay

    April 19

    Via vores hostel i Hanoi, Flipside Hostel, bookede vi en “Chillout Tour” til Ha Long Bay. Vi blev hentet på hostellet tidligt om morgenen, hvorefter vi kørte til Ha Long Bay, og fik anvist vores båd. Båden i sig selv var ganske fornem. Den fælles spisesal var virkelig fin, med sjove bartendere, hvide duge på bordene samt den perfekte udsigt der altid var. Værelserne var små, men da størstedelen af tiden blev brugt på dækket, på korte kajak-ture, i spisesalen osv. var de intet problem.

    Maden ombord var overdådig. Vi 4 sad til bords (samt delte soveværelse) med en Australier med navnet Justin. Hver af de 4 borde på båden fik serveret en lille buffet, hvor der selvfølgelig var taget højde for individuel ønsker om vegetariske, veganske og pescetariske kostmuligheder. Vi gik i hvert fald aldrig sultne fra bords.

    Turen var 3 dage/2 nætter. Første aften gik med Karaoke i spisestuen, mest brugt af de 2 spanske familier om bord, eller rejefiskning, hvilket os og 4-5 andre fra New Zealand gjorde hyggeligt brug af. Morgenen efter var vi ude at sejle i Kajak. Her kom vi lidt tættere på nogen af de folk der har deres liv i og omkring Ha Long Bay. Overalt i Ha Long Bay er der små tømmerflåder. På nogle af dem bor fiskerne der et par uger af gangen alt imens de fisker en masse fisk, hvorefter de sejler til kysten og sælger fiskene til lokale, men andre tømmerflåder er større og bruges helt anderledes. Et par steder i Ha Long Bay, desværre ikke steder vi besøgte selv, men kun så fra båden, er tømmerflåder så store, at hele landsbyer og deres beboere bruger hele deres liv på tømmerflåderne eller i fiskerbådene. De bliver født der, opvokser der og dør der. Aldrig sætter de deres ben på fast jord.

    Efter en lille vandretur mod en udsigtspost på en nærtliggende ø, bevægede vi os mod en anden lille ø, hvor vi skulle tilbringe natten i bungalows. Da vores båd dokker ved kajen, er en anden lille båd ved at sejle derfra. På dækket af den anden båd ser vi 3 danske drenge vi mødte i Vang Vieng i Laos. vi får lige råbt et par hilsner og finder ud af, at de også skal overnatte på øen om aftenen. Et sjovt sammentraf der ledte til en fodboldkamp, en beachvolley kamp, og et par spil Pool (og selvfølgelig bajere).
    Read more

  • Day36

    Goodmorning Vietnam

    April 15 in Vietnam

    Det er længe siden sidste blogindlæg, men vi har også haft travlt.
    Da vi ankom til Hanoi brugte vi først lige lidt over 2 timer i Immigration, før vi fik lov at komme ind i landet. Men ind det kom vi da.
    Vi ankom til Hanoi Søndag D. 15. Her undgik vi den første transport scam i lufthavnen, da taxachauffører vil køre os ind til byen “billigere end busserne”, som de selv sagde. Vi fandt så selvfølgelig lynhurtigt en bus for kun 30.000 Dong (7-8 kroner) pr. mand - en tiendedel af prisen for en taxa.
    Hanoi er en stor by, og selvom man bor i den Gamle Bydel, der med sine smallere gader skulle være mindre trafikerede, er trafikken et stort kaos. Hundredevis af motorcykler på hvert eneste gadehjørne - halvdelen af dem med en kæmpe oppakning af alt fra sammenfoldet papæsken i hundredevis til levende høns og kyllinger. Tricket til at krydse en gade i Hanoi er, uanset hvor meget trafik der er, bare at gå langsomt over vejen. Så finder de lokale selv ud af at køre uden om dig. Det er lidt stressende i starten, men man vender sig til det.

    Vi haft nogle kulturrige dage hvor vi har besøgt et par muséer, heriblandt et museum for Vietnamesisk kunst, Ho Chi Minh Muséet samt B52 Victory Museum, set byen, søerne og mosaikmuren der går gennem byen.

    I allerbedste “God-Dansk-Ungdom”-stil ha vi selvfølgelig også set nattelivet i Hanoi. Her lukker alle barer, efter lovgivningen ved 12-tiden. I hvert fald officielt. Fordi når klokken er lidt over 12 står en gammel mand med en fløje og en cykel ude på gaden og fløjter alle hen til sig, hvorefter han langsomt triller hen til en bar, der angiveligt er lukket. Han banker to gange på den lukkede gitterdør, hvorefter en bartender gener os alle derind, og lukker døren efter os igen. Her er man så en times tid, før processen starter forfra - hele natten lang.

    Når byturen slutter, og folket i byen vågner op, kan man iagttage hvordan de lokale gadeboder gør klar til en ny dags arbejde.
    Slagtede køer ligger på den åbne gade, hvor familier er i gang med at udskære kødet, og læsse skelettet ind i nogle ladvogne, der kører dem væk. Fødevarersikkert? Nok ikke. Lovligt? Næppe. En oplevelse man nok aldrig får igen? Ja, det er det helt bestemt.

    Men det er også brændet hvor længe man kan se en by. Vi besluttede os derfor for at tage på et par ture. Den første af disse blev et Cruise rundt i Ha Long Bay - men det kan i læse mere om i næste blogopslag.
    Read more

  • Day35

    Slowboat & Laos

    April 14 in Laos

    Så kom dagen vi har glædet os til længe! Den famøse Slowboat Ride ned af Mekongfloden.
    Vi stod op klokken 05:30 i Chiang Rai og bevægede os ind i den Minivan, der hentede os for at køre til grænsen. Med det samme havde vi dog dagens første problemer med Chaufføren. Vi havde læst (hvilket også viste sig at være rigtigt) at fordi i år er Visit Laos Year, kan alle turister fra Skandinavien komme gratis ind i landet. Chaufførens hjemmelavede kort (der nok var en 5-10 år gammelt) sagde dog at vi skulle have 30 USD klar - pr. Mand. Derfor nægtede han at køre os videre før vi hævede dem. Nå, men vi fik hævet pengene, og nu har vi da penge til at komme ind i Vietnam.
    Turen fortsatte mod grænsen i et dødsenshurtigt tempo - men vi overlevede.

    Vi kom sikkert over grænsen og blev kørt til vores Slowboat, en 3 meter bred og 45 meter lang båd, der langsomt bevægede sig ned af Mekongfloden. I T-shirt og shorts sad vi dog nu og drømte om lange bukser og sokker, der var gemt langt væk i skibets lastrum - for wauw det var koldt. Regnen baskede ind og temperaturen faldt til under 15 grader, hvilket føles meget koldt når man er vant til +30.

    Vi kom frem til Pakbeng efter nogen timer, hvor vi overnattede i et hyggeligt og billigt Guesthouse. Dagen efter var vi dog noget mere heldige. Vejret var skønt, vi fandt nogle venlige turister som vi hængte ud sammen med og med den nu muntre stemning fandt vi nogle bajere og et sæt spillekort frem, og så var vi da eller i gang.

    Luang Prabang var en fed by. Masser af markeder, skønne mennesker og billige barer. Vi hang ud i et par dage sammen med vores nye venner, før vi i samlet flok tog en minivan til Vang Vieng. Vang Vieng er kendt for at være en fest by - og det kan man tydeligt sige det er. Her har de opfundet et koncept, der blandt vestlige turister er meget populært, kaldt Tubing. Ideen er at man sætter sig ned i en badering med en bajer i hånden og langsomt flyder ned af floden. En gang imellem kaster en lokal fyr et reb ud som man kan gribe fat i, for at blive transporteret til en bar.
    Vang Vieng vat fedt, omend det blev lidt ensformigt, så vi har nu bevæget os imod Vientiane - hovedstaden. PT, er det nytår hernede, da regnsæsonen starter nu, og det fejres ved at der på alle gadehjørner står børn og voksne med vandpistoler og vandballoner klar til at spule alle til - lokale som turister. Og ja - vi er blevet rigtig våde.

    Vi tog til en fest på et diskotek i byen for at fejre deres nytår hernede, og det var noget af en oplevelse. På intet tidspunkt købte vi alkohol selv. Hver gang vores hånd var foruden en øl, kom en lokal hen med en øl til os, ønskede os et godt nytår og vil have et billede eller to med os (vi var vist også nogen af de eneste europæere i klubben).
    Lige nu sidder vi of venter på, at vi kan hoppe på et fly imod Hanoi i Vietnam - og det glæder vi os rigtig meget til.
    Read more

  • Day24

    “I am the most miserable human being alive!”
    Sådan siger Jeremy Clarkson i et afsnit af bilprogrammet Top Gear, hvor han kører rundt i Vietnam på en scooter midt i en tropisk storm. Men mere om det senere.

    Vi ankommer til Pai, en lille oase midt i ingenting. Vejen hertil tog os igennem et bjergpas med over 700 sving. Lettere banket leder vi alle 5 (os fire og Lisa) efter et hostel hvor vi kan være et par dage. Der sker ikke så meget i Pai. Der bor omkring 2000 mennesker i byen, men der er hyggeligt, god billig mad (her iblandt den mest populære ret i Nordthailand, Khao Soy) og masser af andre mennesker at møde.
    Vi beslutter en dag at ville tage op til nogle grotter der ligger cirka 50 kilometer nord for Pai. Vi lejer derfor nogle scootere alle mand og tager så afsted. før vi ved af det buldrer det over os, og kun iført t-shirt og shorts er vi havnet midt i en tropisk storm. Og lad os sige det sådan her - når det regner i Thailand, så regner det! Vi turde ikke køre mere end 20 kilometer i timen - det var heller ikke muligt, da regnen gjorde ondt når den klaskede mod ens krop. Men regnen stoppede efter en times tid, vi satte farten lidt op og resten af vejen gik det smertefrit.

    Vi overnatter i et hostel tæt på grotterne, lægger vores bagage og tager afsted mod grotterne. Grotterne var omkring 800 meter dybe, og kæmpe store. når man komme så langt ind, sårer det umuligt at se andet end hvad guidens lille olielampe belyser. Men det gør det også bare så meget mere specielt. For enden af grotten kom vi til en lille åbning hvor flagermuse i tusindvis cirkulerer over vores hoveder, imens vi langsomt flyder hen over vandoverfladen i en longboat.
    Dagen efter kører vi tilbage til Pai, afleverer scooterne og slapper af. Emil blev desværre sygdomsramt, så de næste par dage i Pai gik på at slappe med en god bog o planlægge rejsen mod grænsen til Laos.

    Vi hopper ombord på en bus tilbage til Chiang Mai, overnatter og kører næste dag nordvest på imod Chiang Dao, en by vi havde hørt meget godt om. Vi ankommer til byen efter 4 timer i en gammel rusten bus der liner noget som taget ud af mellemkrigstiden, og finder hurtigt ud af hvor gudsforladt denne by er. Et hurtigt stop i 7eleven for at få en flaske vand, og så er vi ellers klar til tage videre. Vi kører i yderligere 2 timer og ankommer til en lille by der slynger sig omkring Mekongfloden, og overnatter. Dagen efter hopper vi på en lille Longboat, og sejler til Chiang Ra hvor vi overnatter. En skøn by vi desværre ikke fik til at udforske, da vi dagen efter skulle med en commuter til grænsen for at hoppe på vores SlowBoat-ride ned af Mekongfloden til Luang Prabang i Laos.
    Read more

  • Day19

    Da vi ankom til Chiang Mai forelskede vi os straks i Nordthailand. For lige omkring 40 kroner fik vi alle vi et måltid aftensmad med dessert. 40 kroner, alt i alt - tilsammen. Gaderne er mindre trafikeret (særligt i den gamle bydel i centrum af byen. Her ligger der over 200 templer (hvoraf vi nøjedes med at se cirka 10) alverdens fantastiske streetfoodboder, hyggelige barer og caféer, og en masse skønne mennesker.

    Chiang Mai havde også et relativt fint museum der forklarede hele Nordthailand historie. Vi valgte at købe en “combo-ticket”, så vi kunne se alle 3 muséer, hvilket viste sig desværre at være irrelevant da de andre muséers udstilling var nærmest identiske. Men når man af en eller anden mærkelig årsag får studierabat, så gør det ikke så meget.

    Som tidligere nævnt var vi på en to dags trekking tur i junglen, hvor vi sov i en lille landsby, og undervejs fik lov at opleve hvor store elefanter egentlig er. Da vi bestilte denne tur var det delvist på grund af, at guiden i bangkok solgte det som ‘very ethical’ - “no chains, no cage, no riding”. Om det så også passede helt er vi ikke sikre på. Mens vi var til stede var elefanterne ikke i kæder, kun ‘fanget’ bag et tyndt stakit som de nemt kunne rive fra hinanden (deres snabel alene kan løfte over 800 kilo), og der var ingen der red dem. I stedet blev de madet hvorefter vi gik en tur med ved siden af dem. Ligeså snart vi kører væk, kan vi dog se de to guides sidde på ryggen af elefanterne og ride væk - og hvis man ved hvordan elefanter trænes til at tillade mennesker dette, så var det ikke så fedt at se.

    Turen fortsatte til en papirfabriks, hvor man kunne se hvordan elefantlort blev lavet om til papir. En process vi selv fik lov at være med til. Det var ganske spændene. Turen fortsatte op i bjergene, hvor selve trekkingturen begyndte. Sammen med vores nye venner (2 hollændere og en tysker med navnet Lisa, som valgte at følge med os til Pai) vandrede vi op imod toppen af et bjerg. En hård tur, men den var det hele værd. Udsigten var skøn, og øllene i den lille landsby var kolde. Den lokale “innkeeper” var derudover en yderst morsom mand, hvis humor vist ikke hører hjemme på en rejseblog ;)

    Tilbage til Chiang Mai, hvor vi alle (os 4, de to hollændere, Lisa samt en anden rejsende fra Israel) tog til en Muay Thai bokseturnering. 8 kampe, hvor der var alt fra små 9-årlige drenge der slåsede, til store fuldvoksne mænd og piger, der kæmpede 5 runder i en blodig dyst. Undervejs var der endda en særturnering, hvor folk dystede med bind for øjnene. En kampsport ingen af os selv kommer til at dyrke, men en oplevelse var det i hvert fald at se.
    Efter en bytur på en karaoke-bar besluttede vi os for at fortsætte vores færd imod Pai, et mindre “Backpacker Paradis” nord for Chiang Mai.

    Fortsættelse følger i Part 2...
    Read more

  • Day15

    Fest & Ballade

    March 25 in Thailand

    Efter Koh Tao ankom vi til Koh Samui. Her boede vi på et skæppeskønt hostel hvor vi mødte mange sjove og vidunderlige typer. Der var blandt andet Kevin, en 40-årig Irer der startede hver morgen med en bajer og en smøg imens han slængede sig i en Fatboy og hostede som et svin: “I’m gonna quit smoking tomorrow, I promise!”, var sætningen vi fik hver morgen. Vi stødte en i 3 piger fra Nordjylland og nogle amerikanere som vi hurtigt fik aftalt at feste lidt med. Ikke at hver aften gik ud på fest og ballade, men det blev da til et par stykker.

    Efter Koh Samui smuttede vi til Koh Phangan. Koh Phangan er kendt for deres ugentlige ‘Half Moon’, ‘Full Moon’ og ‘Black Moon’ fester. Men det kommer vi til. Vi besluttede os at se lidt mere natur her, end vi fik gjort på Koh Samui. Vi vandrede en 6 kilometer til et nærtliggende vandfald, hvorefter vi valgte den hårde tur, og klatrede barfodet op af selve vandfaldet. Det var hårdt, men det var det hele værd. Man kan godt mærke at de fleste restauranter er designet til de lokale. Bordene er simpelthen meget mindre. Nogle steder sidder man også blot på en pude på jorden og spiser fra et 40 centimeter højt bambusbord. Men så er det jo også lidt autentisk ik?
    Vi fandt ud af at de 3 Nordjyder fra Koh Samui overnattede på et hostel kun 100 meter fra vores. Det betød selvfølgelig at vi da lige skulle ses til et slag pool og en bajer, og fulgtes da også ad til Half Moon Party.

    Half Moon Party er svært at beskrive. Det er en kæmpe Ravefest (fest hvor man har maling på kroppen og høre dårlig elektronisk musik), hvor der nok deltog en 10.000-20.000 unge fulde mennesker. Det var en stor oplevelse, men samtidig er flere af os også enige om at det nok ikke lige bliver vores kop te - men vi har skam ikke fortrudt det. Det var det hele værd.

    Efter 2 uger med sol, strand og pool har vi fået lidt farve. Jeg (Thomas) tog mig selv i at ville vaske noget snavs af mine fødder, og det gad bare ikke komme af. Jeg fandt så ud af, at det var bare min hud der er blevet lækker brun. Ikke dårligt. Så er der så os andre, der får lidt for meget sol, og måske bliver en kende rød. Men mon ikke farven komme alligevel i løbet af de næste 2,5 måneders tid.

    Det var en kende hårdt at tage den lange tur til Chiang Mai, men her ligger vi nu. På vores senge i vores Aircondition-nedkølede værelse (en luksus vi måtte undvære på Koh Phangan), lige i centrum af byen. Vi kan allerede mærke en forskel i prisen. I aftes fik vi alle sammen aftensmad fra et gadekøkken (der var dog borde og stole) for i alt 30 kroner. Nu venter der sig 4 dag i Chiang Mai, afbrudt midtvejs af en 2 dags trekking tur ind i junglen, startende i overmorgen.
    Read more

Never miss updates of Thomas Birthin Schmidt with our app:

FindPenguins for iOS FindPenguins for Android