Dalat, Nha Trang & Saigon

Efter Hoi An var det tid til endnu en “dejlig” 14 timers bustur til Dalat – en by, som alle vi havde mødt, havde rost til skyerne.
"Dalat er fantastisk!"
"Dalat er smuk!"
"Dalat er en must-see destination!"
Så vi glædede os.

Men da vi trådte ud af bussen, føltes det som om, vi var blevet sat af i den forkerte by.
Hvor var folk henne?
Hvor var restauranterne?
Hvor var livet?
Dalat lignede en mennesketom spøgelsesby. Restauranterne var tomme, gaderne var øde, og den eneste smule liv var i det lille bycentrum, hvor vi dog fik et glimt af det velkendte vietnamesiske kaos af scootere og billarm.
Men vi gav ikke op.
Vi fandt nogle motorcykeludlejere, satte os i sadlen og kørte mod et nærliggende “bjerg” (et par hundrede meter). Her fik vi en virkelig god vandretur, nød udsigten og fik lidt adrenalin i blodet.
Men lad os være ærlige: Dalat var en endagsoplevelse for os.

Næste stop var Nha Trang, en kystby fyldt med russere.
Og vi mener fyldt.
Alle skilte var på russisk, alle tjenere talte russisk, og på hvert eneste gadehjørne blev vi inviteret indenfor til mystiske russiske barer.
Men faktisk var det slet ikke så slemt.
✔ Stranden var skøn.
✔ Restauranterne var (for det meste) gode.
✔ Menneskene vi mødte, var søde.
… Dog med én undtagelse.
En enkelt restaurant bød på en nærdødsoplevelse med krokodille og frøer. Det smagte, som man kunne frygte.
Udover det brugte vi dagene på at besøge et nærliggende vandfald, slappe af på stranden, tog en tur gennem en mindre ørken og tog en lille bytur eller to.
Men vi var ved at være klar til noget større.

Efter endnu en lang natbustur ankom vi til Ho Chi Minh City – også kendt som Saigon.
Her fik vi endelig et indblik i Vietnams tragiske historie.
På War Remnants Museum blev vi konfronteret med rædslerne fra “Den Amerikanske Krig” (som Vietnamkrigen kaldes hernede) samt “Den Vietnamesiske Borgerkrig”, som strækker sig helt tilbage til uafhængighedskrigen mod Frankrig i 1800-tallet.
Og tallene var chokerende.
✔ I blot én af Vietnams mange provinser faldt der flere bomber, end de allierede smed i hele 2. Verdenskrig.
✔ Omkring 1/4 af bomberne eksploderede ikke ved nedslaget.
✔ Det betyder, at i gennemsnit 12 vietnamesere dagligt har trådt på en bombe siden krigens afslutning.
Over 100.000 mennesker er blevet ramt.
Halvdelen af dem er døde.
Og hvis det ikke var nok, så har Agent Orange – USA’s kemiske våbenkampagne – haft rædsomme konsekvenser, der stadig mærkes i dag.
Over 3 millioner vietnamesere er blevet ramt af kemiske bomber. Bomber der skulle dræbe alt liv når de “detonerede”. Det gjorde de også - men med store genetiske mutationer til følge for lokalbefolkningen. Selv fire generationer senere fødes børn uden arme, med enorme hoveder, tre ben eller andre alvorlige misdannelser.
På museet udstillede de tegninger fra børn, der stadig lider af eftervirkningerne.
Og ja… billederne taler for sig selv. Man væmmes (læs: en hel del) over USA.

Udover museet var Ho Chi Minh City lidt som Hanoi – en kaotisk storby med museer, skybarer og natklubber.
Vi forsøgte at komme ind i Operahuset en aften, men naturligvis var det lukket netop den aften.
Men vi fik en sidste smag af Vietnams hektiske energi, før det var tid til at tage videre.

Næste stop: Indonesien
Vi hoppede ombord på et fly.
Et nyt land, et nyt eventyr.Baca lagi