True North, Phong Nha & Hoi An

Efter et par rolige dage i Hanoi (beskrevet i det tidligere opslag), var det tid til næste eventyr – en motorcykeltur gennem det nordligste Vietnam. Vi havde hjemmefra fået anbefalet turen True North, en rute, der skulle føre os gennem noget af de vildeste landskaber, Vietnam har at byde på.
Turen startede d. 21. april kl. 18, hvor vi skulle tage vores første af mange natbusser.

Natbusser er en kategori for sig selv.
Forestil dig en bus med tre rækker af smalle senge, hvor man halvt ligger, halvt sidder, mens man skiftevis fryser og sveder, fordi airconditionen er enten arktisk eller ikkeeksisterende. Men hey – vi lå ned, og efter de sidste dages mange eventyr var vi blevet ret gode til at sove hvor som helst.
Efter 13 timer på hjul ankom vi til et simpelt hostel i Ha Giang-provinsen, hvor vi blev mødt med varm morgenmad og en snigende følelse af nervøsitet.
For nu var det tid til at møde vores køretøjer.

En tur vi med et glimt i øjet kan give overskriften: “Fra scooter-novicer til motorcykel-kongerne af Ha Giang”
Indtil videre havde vores tohjulede erfaring begrænset sig til fuldautomatiske scootere, hvilket var gået nogenlunde uden problemer. Men nu?
Nu stod vi over for semi-automatiske motorcykler.
Vi kunne vælge at sidde bagpå en lokal chauffør – eller tage styringen selv.
Og selvfølgelig valgte vi at køre selv. For hvis der var ét sted i verden, man skulle lære at køre motorcykel, måtte det være her.
Vi fik 67 sekunders træning i gear og bremser, og derefter blev vi sendt ud på en 400 km tur sammen med 12 andre skønne mennesker.

Ha Giang-provinsen tog pusten fra os fra første sekund.
Man skulle tro, at landskabet ikke kunne blive smukkere. Og så drejede vi rundt om næste bjergkurve – og blev slået endnu mere omkuld.
Kalkstensklipper, smaragdgrønne dale, tågeskyer, der gled hen over bjergene – og intet andet end os, motorcyklerne og det åbne landskab.
Hver eneste kilometer blev smukkere og smukkere.
Vi prøvede at tage billeder, men ingen af dem kunne nogensinde matche virkeligheden. Det her var noget, man skulle opleve – ikke bare se.

På turen mødte vi en håndfuld fantastiske mennesker.
✔ Colin og John – to irske fyre i 40’erne, der havde boet i Vietnam i henholdsvis 8 måneder og 3 år. De fortalte os alt, hvad vi ikke vidste, vi gerne ville vide om vietnamesisk kultur og historie – og så var de forbandet hyggelige at drikke øl med.
✔ Tre svenskere. To af dem blev vi så gode venner med, at vi aftalte at mødes i Sverige næste år for at vandre Kungsleden (nu må vi se), og den tredje endte med at slutte sig til vores videre rejse gennem Vietnam.

True North-turen bød også på en oplevelse, der delte vandene i vores gruppe:
Massage.
For nogle af os var det en vidunderligt afslappende oplevelse. For andre?
Lad os bare sige, at det er en sær fornemmelse at få en lille vietnamesisk pige til at hoppe på ens ryg med sine bare fødder, banke løs på ens krop og slå én i røven.
Efter fire dage på motorcykel var vi ødelagte, lykkelige og helt høje på oplevelsen.
Men ingen tid til at puste ud. Direkte fra Ha Giang til Hanoi med natbus – og videre til Phong Nha med endnu en natbus.
Tre nætter i streg på natbus.
Nu gad vi ikke mere.

Phong Nha er en lille by tæt på Laos-grænsen, og den er berømt for to ting:
Sine enorme grotter og sin historie fra Vietnamkrigen (eller "The American War", som de kalder den her). Flere af grotterne i provinsen blev udnyttet af Viet Cong (Nordvietnam) under “Den Amerikanske Krig” til at opmagasinere soldater, tanks, ammunition og hvad alt man ellers kan forestille sig. I ly af natten sejlede udstyr og mandskab ud af grotterne via tømmerflåder, angreb og hærgede de amerikanske stillinger langs grænsen tæt på, og sneg sig “hjem” i grotterne igen inden daggry. Det var en af de vigtigste knudepunkter for de Nordvietnamesiske styrker. Da amerikanerne ‘endelig’ opdagede de skjulte stillinger bombede de alle grotter og hele regionen synder og sammen. 1.5 millioner tons bomber blev smidt over denne lille region. 188 tons bomber pr. Km2. - langt mere end amerikanerne kastede over Tyskland under hele 2. Verdenskrig. Intensiteten og skaderne i det lille område omkring grotterne var blandt de mest ekstreme i nogen krig nogensinde. Mange tusinde tons af bomberne eksplodere aldrig, og liggere stadig den dag i dag og udgør en livsfare. Omkring 60 personer dør stadigvæk årligt af at træde på en bombe i Phong Nha. Og det er bare Phong Nha!

Så, Phong Nha har mange grotter - men de har skisme også store grotter.
Den største grotte i Phong Nha er så gigantisk, at den har sit eget økosystem.
✔ En tropisk skov.
✔ En solfyldt strand tæt på en åbning.
✔ Et større hav.
✔ Dyr, der kun findes her.
Det er verdens største grotte.
Men… den var umulig at komme ind i uden et enormt budget og en lang venteliste på flere år.

I stedet besøgte vi en "mindre" grotte.
Og med "mindre" mener vi 31 km lang, 80 meter høj og 150 meter bred.
Ordet "kæmpe" rækker ikke engang her.
Vi gik dybere og dybere ind, og hver gang vi gik rundt om hjørne tænkte vi, “Okay, NU må grotten stoppe.” Men nej - den åbnede sig blot endnu mere.
Vi prøvede at tage billeder – men de blev elendige, så I må forestille jer det i stedet.

Efter endnu en natbus på 10+ timer ankom vi til Hoi An.
Hoi An er en perle.
Byens gamle kvarter er lukket for biler og motorcykler, så charmefaktoren er på max.
Og så er der skrædderne.
Hoi An er kendt for sine skræddere, og vi kunne ikke dy os.
✔ 1920’er-inspirerede jakkesæt.
✔ Topmoderne casino-jakkesæt i rød uld.
✔ Luksus-stof, perfekt pasform – og ja, lidt dyrt. Men skræddersyet.
Vi var klar til at ligne en million (på trods af, at vi levede på en backpacker-budget).
Selv vores svenske ven Casper kunne ikke modstå fristelsen og fik lavet sit eget jakkesæt.

Men det største overraskelse i Hoi An var alligevel:
✔ To piger fra vores gamle gymnasium, der pludselig kom gående imod os.
✔ En time senere: Tre drenge fra vores parallelklasse.
Hvad var oddsene?!
Det uforudsete gymnasie-reunion ledte naturligvis til en bytur, der gik over i historien.

Hoi An bød på:
✔ God mad.
✔ Fantastisk kaffe.
✔ Skræddersyet tøj.
✔ En tur på stranden.
✔ Tre byfester.
✔ Uforglemmelige øjeblikke.
Men eventyret slutter ikke her.
Næste stop: Dalat – med endnu en natbus.
(Men for helvede, vi er trætte af natbusser nu).Läs mer