Crete de Vespeï

I går blev den planlagte rundtur til en rundtur plus en top! I dag blev den planlagte lille top og lidt crete (højderyg), til en lang crete med flere toppe og en rundtur! De sidste tre dage har vi vandret 20 km hver dag, men i dag var nok også vores sidste vandretur i Mercantour i år. Måske er det tanken om det, der de sidste par dage har fået os til nyde hvert eneste skridt ekstra meget, og forlænge turene ud over det planlagte.

Om et par dage er der vejrskifte på vej, og allerede i dag havde vi frisk efterårsvind på toppene og på hele den lange crete. Vi var kørt 4 km ned af vejen fra Casterino, og gik af en dal der fører ind til det meget populære område Vallee des Merveilles. Det er et af det mest berømte steder i Mercantour; sådan lidt en “paradis-dal” med små søer i flere forskellige niveauer, græs og spredte lærketræer, og en masse chamois (gemser). Og oven i det er der fundet op til 40.000 helleristninger fra bronzealderen på klipperne i området.

Men vi har været lidt omkring derinde før, så i dag tog vi en lille sti op mod passet Pas de Nauque. Stien op var flere steder ødelagt af stenskred, som de store vandmasser under uvejret Alex for tre år siden bragte med sig. Vi fulgtes det første lille stykke med et par parkbetjente fra nationalparken, og de fortalte, at der hvor der nu er store vegetationsløse stenslugte, fyldt med kæmpe blokke, tidligere bare var en lille bæk, der gik dem til anklerne! Der er jo heller ikke noget vand i slugtene nu, men regnen dengang var simpelthen så enorm, at landskabet blev fuldstændig forandret mange steder. Vejen ind til Casterino er jo også først åbnet her i vinter, og de er stadig igang med at reparere og forstærke siderne flere steder.

Nå, men fra passet fortsatte vi op på toppen med samme navn, der akkurat ligger ovenfor trægrænsen, og her var det så, at vi begyndte at sigte mod de næste toppe på højderyggen, og inden vi havde set os om (næsten), var vi så langt, at det ikke kunne betale sig at gå tilbage, men var nemmere at gå ned i dalen længere ude, og dermed også få den perfekte rundtur. I øvrigt var hele højderyggen et levende bevis for, at vi stadig er i Edelweiss-bæltet, og at den altså ikke er speciel sjælden her!

Nede i dalen lige før parkeringen, kom vi forbi den gamle mineby La Miniere de Valuara. Byen havde i middelalderen huset op til 300 beboere med både skole og kirke, og minen var en af de vigtigste i Alperne i 1700 og 1800tallet. I løbet af 1960erne og frem, blev minebyen, der nu lå i ruiner, genopdaget, og organisationen Neige & Merveilles etablerede internationale ungdomslejre, hvor unge mennesker fra hele verden mødtes og genopbyggede og restaurerede bygningerne. I dag fungerer det både som overnatningssted og om sommeren er der guidede rundvisninger, ligesom der stadig bliver afholdt internationale ungdoms-arbejdslejre.

Se ruten på Wikiloc: https://da.wikiloc.com/vandring-spor/2023-10-13…Read more