Lago di Fremamorte

Det blev så til dalen; Valon de Valasco vi kørte ind af i morges. Vi kom ikke helt så langt op, som vi havde regnet med, da vejen på det sidste stykke fra Terme di Valdieri havde nogle dybe render på tværs, som vandet kan løbe gennem, når der er meget regn, men som Passepartout ikke synes det er så sjovt at køre over! Renderne blev dybere og dybere efterhånden som vi kom op af vejen, så da vi kom til en lille plads, vi kunne vende på, blev vi holdende der.

Vores tur op til Fremamorte søerne blev derfor forlænget lidt, og endte på i alt 20 km og 1.275 højdemeter, så nu må vi se, hvordan vi har det i morgen?! Men det var en spændende rundtur, og selvom vi ikke havde strålende sol, men meget dis og tågeskyer, så var solen ikke langt væk. Tågen virkede også til at genere en flok traner, der fløj over os (højt snakkende) netop som vi var kommet op til den første sø. De vendte om og fløj rundt flere gange i en noget uordentlig formation, inden de til sidst lykkedes med at blive enige om, hvilken vej de skulle. Så selv trækfugle kan altså komme i tvivl i dårlig sigtbarhed!

Hele landskabet i dalen og omkring søerne er enormt stenet. Bestemt ikke noget for murmeldyr, når de skal grave deres huller! Til gengæld har stenbukkene ikke nogle problemer med at leve her, og vi mødte da også en enkelt helt oppe i passet Col de Frémamorte, hvor vi kunne kigge ned i Frankrig til de søer vi gik ved for fem år siden.

Farverne og lyset blev ret flot på vej ned helt inde i bunden af dalen, hvor vi gik og kiggede op på refugiet Franco Remondino, der ligger højt oppe af en meget stejl skråning, hvor kun en lille sti zig-zagger op, og hvor man næsten kan blive træt i benene bare ved tanken om at skulle op. Men det var måske også, fordi det var sidst på dagen!Read more