Wild river - Blue Lake
7.–8. jan., New Zealand ⋅ ☁️ 17 °C
Da vi tog videre fra vores lille campsted ved floden og gik knap 2,5 timer videre i skoven, inden vi holdt en kort pause ved den næste hytte, var vi begge meget glade for beslutningen fra dagen forinden om at stoppe.
Derefter fortsatte turen langs floden, langsomt opad, i smukke omgivelser mod Blue Lake, som er en af verdens reneste søer, og hvor man på en god dag kan se ned til 80 meters dybde. Udsigten til søen var dog væsentligt bedre oppefra den næste dag. Søen er hellig for Māori-folket, og derfor må man ikke røre vandet. Ved siden af Blue Lake-hytten slog vi vores telte op, og om aftenen var hytten fuld, og teltpladserne ligeså, så der var også en smule mere larm, end der plejede at være.
————
When we moved on from our small riverside campsite and walked almost 2.5 hours further through the forest before taking a short break at the next hut, we were both very happy with the decision we had made the day before to stop early.
After that, the route continued along the river, slowly climbing through beautiful surroundings toward Blue Lake, which is one of the cleanest lakes in the world, and on a good day you can see down to a depth of 80 meters. However, the view of the lake was much better from above the following day. The lake is sacred to the Māori people, and therefore touching the water is not allowed. Next to Blue Lake Hut, we pitched our tents, and in the evening the hut was full and so were the tent sites, meaning it was a bit noisier than usual.Les mer
Blue Lake - Wild Camp
8.–9. jan., New Zealand ⋅ ⛅ 17 °C
I dag blev den hidtil flotteste dag på hele turen, ubeskriveligt landskab!
Vi tog som de sidste afsted fra Blue Lake, så vi havde resten af dagen helt for os selv, hvilket var meget specielt. I dag skulle vi op ad turens næsthøjeste bjerg, Waiau Pass (1.861 hm). Inden da gik det dog først op mod Lake Constance, hvilket også gav en fantastisk udsigt. Vi gik et lille stykke oppefra med udsigt til søen, hvorefter det gik stejlt og langsomt nedad. Herefter havde vi et mere åbent og fladt stykke langs floden, hvilket var dejligt med en afveksling. Her holdt vi en kort pause med en lille nedkøling i vandet, inden det gik 500 hm. opad, hvilket føltes som lige op.
Efter lidt over to timer var jeg endelig kommet til toppen, og Svea ventede på mig, da vi sammen ville gå nedad, som var beskrevet som til dels meget stejl. Hvilket igen var noget, vi havde prøvet før, men denne gang passede beskrivelsen overhovedet ikke til de første 100 meter nedad, da det ikke havde noget med vandring at gøre, men mere fri klatring!
På toppen havde vi set en helikopter lande og flyve væk længere nede fra bjerget, og vi vidste derfor, at en af dem, der kort tid forinden var gået nedad, var blevet hentet med helikopter og fløjet ud. Det gjorde os derfor begge lidt ekstra nervøse for, hvad der ventede os. Senere fandt vi dog ud af, at det heldigvis ikke havde været så slemt, men “blot” et knæproblem.
Vi bevægede os derfor meget langsomt ned ad bjerget, og det var en kæmpe lettelse, da vi begge var kommet ned til floden og kunne holde en pause, inden det gik videre mod vores lille campsted, hvor vi kunne slå teltene op.
————
Today turned out to be the most beautiful day of the entire trip so far, an indescribable landscape!
We were the last to leave Blue Lake, which meant we had the rest of the day completely to ourselves, making it a very special experience. Today we were heading up the second-highest mountain of the trip, Waiau Pass (1,861 m). Before that, however, the trail first climbed toward Lake Constance, which already offered stunning views. We walked a short section above the lake with views down to it, before descending steeply and slowly.
After that, we had a more open and flatter section along the river, which was a welcome change. Here we took a short break and cooled off in the water before starting a 500-meter climb that felt almost vertical. After just over two hours, I finally reached the top, where Svea was waiting for me, as we planned to descend together. The descent was described as partly very steep something we had experienced many times before, but this time the description did not match the first 100 meters at all, as it had nothing to do with hiking and was more like free climbing!
At the top, we had seen a helicopter land and then fly away from further down the mountain, so we knew that someone who had descended shortly before us had been picked up and flown out. This made us both a bit more nervous about what lay ahead. Later, however, we found out that it fortunately hadn’t been too serious, but “just” a knee problem.
We therefore moved very slowly down the mountain, and it was a huge relief when we both reached the river and could take a break before continuing on to our small campsite, where we pitched our tents.Les mer
Wild Camp - Anne Hut
9.–10. jan., New Zealand ⋅ ☁️ 10 °C
Natten blev en af de mest elendige, jeg har haft hidtil. I løbet af aftenen og natten blæste det voldsomt, og nogle af mine teltpløkker blev ved med at komme op af den stenede jord. Jeg brugte derfor det meste af natten på at barrikadere mit telt med sten og holdt det blandt andet på plads ved at binde det til mine sko og derefter rygsækken samt forskellige sten. Jeg sad dog alligevel inde i teltet og holdt fast i mine vandrestave, da jeg var bange for, at mit telt ville blæse i stykker.
I bjergene er det typisk, at det ikke blæser hele tiden, men indimellem kan man høre, hvordan vinden suser forbi træerne, og et par sekunder senere rammer vinden meget hårdt. Derefter er der lidt stille igen, indtil næste vindbølge rammer. Newzealænderne kalder fænomenet for “wind bullets”.
Efter få timers søvn ventede der en meget lang dag foran os, da det senere viste sig at være umuligt at slå teltet op i løbet af dagen på grund af fortsat vind og åbent landskab. Vi blev derfor nødt til at gå 36 km for at ankomme til en hytte, hvor vi heldigvis fandt ly og plads - hvilket dermed betød en god nats søvn.
Svea og jeg fulgtes med de tre andre, som vi næsten hver dag har set siden Richmond. Dagen bød på utallige flodkrydsninger, og efter 20+ krydsninger gav jeg op med at tælle dem. Landskabet åbnede sig med flotte blomster langs floderne og bjergene i baggrunden, hvilket var fantastisk at vandre igennem.
Efter at have indset, at vi måtte hele vejen til hytten, og at vi begge var utrolig trætte efter en dårlig nat, besluttede vi os otte kilometer før hytten, for at lave aftensmad og derefter gå videre. Det viste sig at være en god beslutning, da det gav både energi og motivation. Efter lidt over 12 timers vandring, plus nogle pauser, ankom vi endelig til hytten og gik direkte i seng.
————
The night turned out to be one of the worst I have had so far. Throughout the evening and night, the wind was howling, and some of my tent pegs kept pulling out of the rocky ground. I therefore spent most of the night barricading my tent with stones and securing it by tying it to my shoes and then to my backpack, as well as to various rocks. Even so, I sat inside the tent holding onto my trekking poles, afraid that the tent would be torn apart by the wind.
In the mountains, it’s typical that the wind doesn’t blow constantly. Instead, you can hear it rushing through the trees, and a few seconds later it hits extremely hard. Then it calms down again until the next gust arrives. New Zealanders call this phenomenon “wind bullets.”
After only a few hours of sleep, a very long day lay ahead of us. It later turned out to be impossible to pitch a tent during the day due to the continued wind and open terrain, so we were forced to walk 36 km to reach a hut, where we fortunately found shelter and space, which meant a proper night’s sleep.
Svea and I walked together with the three others we had been seeing almost every day since Richmond. The day included countless river crossings, and after more than 20 crossings, I gave up counting them. The landscape opened up with beautiful flowers along the rivers and mountains in the background, making it an incredible place to hike through.
After realizing that we had to make it all the way to the hut and that we were both extremely tired after a bad night, we decided eight kilometers before the hut to stop and cook dinner and then continue walking. This turned out to be a great decision, as it gave us both energy and motivation. After just over 12 hours of hiking, plus a few breaks, we finally arrived at the hut and went straight to bed.Les mer
Anne hut - Boyle Hut
10.–11. jan., New Zealand ⋅ 🌬 17 °C
Efter en meget bedre nattesøvn og med viden om, at hytten var godt stormsikret, tog vi afsted mod Boyle Hut efter endnu en meget blæsende nat.
Det regnede lidt i løbet af dagen og fortsatte med at blæse, hvilket især kunne mærkes, når diverse broer skulle krydses. Hele dagen gik langs floden. I græsset begyndte der at flyve store guldsmede rundt, hvilket var meget fascinerende at kigge på.
Vi overvejede kort, om vi skulle fortsætte de næste fire timer til næste sted, men besluttede os for at blive ved Boyle Hut, hvor vi ankom relativt tidligt.
Her spillede vi et kortspil kaldet 500, men det var ikke det kortspil, som jeg kender. Svea og jeg spillede sammen med en, hun var startet med på 90 Mile Beach, og hans søn, hvilket endte med at blive ret sjovt, da det tog noget tid, før vi helt havde forstået spillet. Det blev derfor ret sent (kl. 21), inden vi gik i seng.
————
After a much better night’s sleep and knowing that the hut was well protected against storms, we set off toward Boyle Hut after yet another very windy night.
It rained a little during the day and continued to be windy, which was especially noticeable when crossing the various bridges. The entire day followed the river. Large dragonflies began flying around in the grass, which was fascinating to watch.
We briefly considered continuing for another four hours to the next stop, but decided to stay at Boyle Hut, where we arrived relatively early.
Here, we played a card game called 500, but it wasn’t the version of 500 that I know. Svea and I played together with someone she had started with on 90 Mile Beach and his son. It turned out to be quite funny, as it took some time before we fully understood the rules. As a result, it got fairly late (9 p.m.) before we went to bed.Les mer
Boyle Hut - Hammer Springs
11.–14. jan., New Zealand ⋅ 🌬 23 °C
Sidste dag på Waiau Pass Track og dermed civilisation igen efter syv dage.
Det regnede det meste af dagen, og vi var tilbage i vores gode mudrede skove – hvilket jeg ikke har savnet.
Efter knap fire timer og et lille styrt i et vandløb ankom vi endelig til Boyle Outdoor Center, hvor man kunne købe nogle små forsyninger, herunder pizza og cola! Så tiltrængt! Det tog dog lidt tid, inden pizzaen var færdig, da strømmen havde været væk de seneste timer grundet vejret, og de derfor kørte på generator.
Vi havde arrangeret et shuttle ind til byen Hanmer Springs, som er kendt for sine varme kilder og bade. Vi havde derfor planlagt at blive i Hanmer Springs de kommende tre dage, hvilket jeg virkelig så frem til.
Det blev nogle afslappende dage med masser af mad!
Nu går turen videre til Arthurs pass den kommende uge.
————
Last day on the Waiau Pass Track, and with that, a return to civilisation after seven days.
It rained for most of the day, and we were back in our familiar muddy forests - something I definitely hadn’t missed.
After just under four hours and a small fall into a stream, we finally arrived at Boyle Outdoor Center, where it was possible to buy some basic supplies, including pizza and cola. So badly needed! It did take a while before the pizza was ready, though, as the power had been out for several hours due to the weather, so they were running on a generator.
We had arranged a shuttle into the town of Hanmer Springs, which is known for its hot springs and baths. We had therefore planned to stay in Hanmer Springs for the next three days, something I was really looking forward to.
They turned out to be some very relaxing days with lots of food!
The coming week I’ll be on Arthurs pass.Les mer
Hammer Springs - Hope Kiwi lodge
14.–15. jan., New Zealand ⋅ ☁️ 14 °C
Vi blev hentet af vores shuttle om morgenen og kørte 40 min. til Windy Point (ja, det hedder stedet), hvorfra vi startede Arthur’s Pass, som består af en masse flodkrydsninger – så vi er meget afhængige af vejret. Derfor har vi også taget mad med til nogle ekstra dage, i tilfælde af at vi skal vente, til floden falder igen.
Vi startede i regn, men efter en times tid stoppede det med at regne, og vi gik langs en flod, gennem skov og åbne græsarealer, og som altid blev nogle hængebroer krydset, inden vi ankom til hytten.
Her mødte jeg blandt andet et skotsk par, som jeg ikke har set siden lidt syd for Hamilton.
Svea og jeg havde opgraderet os med et spil minikort, og jeg lærte hende og en anden at spille 500 – altså den normale version, hvilket var ret hyggeligt, da det var begyndt at regne igen.
————
We were picked up by our shuttle in the morning and drove for 40 minutes to Windy Point (yes, that’s actually the name of the place), where we started Arthur’s Pass, which involves a lot of river crossings - meaning we are very dependent on the weather. For that reason, we also brought food for a few extra days, in case we have to wait for the river levels to drop again.
We started out in the rain, but after about an hour it stopped raining, and we walked along a river, through forest and open grassland, and, as always, crossed a few suspension bridges before arriving at the hut.
Here, I met a Scottish couple, among others, whom I hadn’t seen since a bit south of Hamilton.
Svea and I had upgraded ourselves with a deck of mini playing cards, and I taught her and another hiker how to play 500, the regular version, which turned out to be quite cozy, as it had started raining again.Les mer
Hope kiwi lodge - Hurunui Hut
15.–16. jan., New Zealand ⋅ 🌧 11 °C
I dag var sådan en dag, hvor man bare bliver nemt frustreret. Vi startede ud med at gå på en mark med køer, hvor der var en masse vandløb. Det var dog mere som en stor sump med 80 % lort. Derefter gik vi ind i en skov, som var noget af det mest håbløse, jeg har prøvet længe.
Der var ikke særlig mange markeringer af ruten, da mange træer var væltet eller blevet skyllet væk af regn. Hele stien var endnu ikke blevet ryddet af nogen med en motorsav, så det var ret anstrengende at bevæge sig igennem og til tider en ren gætteleg på, hvad der muligvis kunne være en sti. Samtidig regnede det, men heldigvis blæste det ikke – så nye væltede træer var ikke et problem!
Tre kilometer før hytten skulle en hængebro krydses, og det var en af de mest usikre broer, jeg har krydset hidtil. Den havde i hvert fald brug for et eftersyn. Den svingede meget, og samtidig var der flere huller i den, hvilket gjorde det lidt mere spændende!
Det var en af de hidtil dårligste dage, og de andre i hytten havde haft en lige så dårlig dag – så vi bandede en del over trailen og over, hvor unødvendigt det var at gå igennem skoven.
————
Today was one of those days where you just get easily frustrated. We started out walking across a field with cows, full of small streams, but it felt more like a huge swamp made up of about 80% manure. After that, we entered a forest that was some of the most hopeless terrain I’ve experienced in a long time.
There weren’t many trail markers, as many trees had fallen or been washed away by the rain. The trail hadn’t yet been cleared by anyone with a chainsaw, so moving through it was exhausting and, at times, a complete guessing game as to what might actually be the trail. At the same time, it was raining, but luckily there was no wind - so newly falling trees weren’t a problem!
Three kilometers before the hut, we had to cross a suspension bridge, and it was one of the most unstable bridges I’ve crossed so far. It definitely needed an inspection. It swayed a lot, and there were also several holes in it, which made the crossing a bit more exciting!
It was one of the worst days so far, and the others in the hut had had just as bad a day, so we did a fair amount of cursing about the trail and about how unnecessary it was to walk through that forest.Les mer

Reisende
Gitte har du tal på hvor mange hængebroer du har gået over, godt det ikke er mig😥🥰
Hurunui Hut - Hurunui Hut No. 3
16.–17. jan., New Zealand ⋅ 🌧 10 °C
Vi startede ud med at gå ind i skoven igen langs floden, hvor meget af den oprindelige vej var skyllet væk af de seneste ugers regn og blæsevejr. Vi kom derfor på en del omveje, som endnu en gang bestod af mange væltede træer og en masse mudder. De væltede træer var enten revet op af jorden eller lignede, at de var blevet sprængt af et lyn.
På vejen, ved siden af et vandfald, var der en varm kilde, hvor vi stod i vandet i 10 minutter, da man hurtigt blev overfaldet af de mange sandfluer. Vandet var dog meget varmt, og det var fascinerende at opleve.
Derefter gik vi endnu en gang langs floden i regnvejr og kom frem til den første hytte, hvor vi efter en times overvejelse besluttede os for at blive i stedet for at gå videre. Da det var begyndt at regne mere, og efter tre dage i skoven med mange væltede træer, mudder og regn, var vi generelt bare ikke begejstrede for at gå yderligere timer denne dag.
Vi stoppede derfor og blev i hytten med de andre, spillede kort og fik gang i brændeovnen, selvom den havde et mindre hul i sin “udluftning”.
————
We started out by heading back into the forest along the river, where much of the original track had been washed away by the past few weeks of rain and strong winds. As a result, we had to take several detours, which once again involved many fallen trees and a lot of mud. The fallen trees had either been ripped out of the ground or looked as if they had been blasted apart by lightning.
Along the way, next to a waterfall, there was a hot spring where we stood in the water for about 10 minutes, as the many sandflies quickly started attacking us. The water was very hot, and it was fascinating to experience.
After that, we once again walked along the river in the rain and reached the first hut, where, after an hour of consideration, we decided to stay instead of continuing on. The rain had intensified, and after three days in the forest with countless fallen trees, mud, and rain, we simply weren’t enthusiastic about hiking for several more hours that day.
So we stopped and stayed in the hut with the others, played cards, and got the wood stove going, even though it had a small hole in its “ventilation”.Les mer
Hurunui Hut No. 3 - Locke stream Hut
17.–18. jan., New Zealand ⋅ ☁️ 10 °C
Det var den helt rigtige beslutning, at vi ikke gik videre i går. Da vi så “stien” frem til den første lille nødhytte, vi ellers ville have overnattet ved, blev vi glade for at have en mere ordentlig madras og en mere tæt hytte.
Størstedelen af stien var skyllet væk, så der var ikke mange markeringer at se i dag. Så snart stien forsvandt, var den eneste mulighed at gå langs floden, hvilket til dels var træls, da det hele tiden skiftede, hvilken side man kunne gå på, og floden derfor skulle krydses utallige gange.
Højdepunktet var de to små nødhytter, som vi så på vejen, samt den lille tre-wire-bro, man kunne krydse. Da floden var relativ lav, og der var et sted i nærheden, hvor man kunne krydse, valgte jeg i stedet at gøre dette, imens Svea gik over “broen”.
————
It was absolutely the right decision not to continue yesterday. When we saw the “track” leading to the first small emergency hut where we would have stayed, we were very glad to have a proper mattress and a more solid hut instead.
Most of the track had been washed away, so there weren’t many markers to follow today. As soon as the track disappeared, the only option was to walk along the river, which was quite frustrating, as the walkable side kept changing and the river therefore had to be crossed countless times.
The highlights were the two small emergency huts we passed along the way, as well as a small three-wire bridge that could be crossed. Since the river was relatively low and there was a nearby spot where it was possible to cross, I chose to do that instead, while Svea crossed the “bridge”.Les mer
Locke stream Hut - Arthurs pass village
18.–19. jan., New Zealand ⋅ ☁️ 9 °C
I dag gik det videre mod en gangbro ved siden af en trafikeret vej og en flod. Her kunne man slå sit telt op, inden det dagen efter ville gå videre op mod Goat Pass, og to dage senere ville man ankomme til Arthur’s Pass.
Vi fik endelig set solen i dag, hvilket har været savnet! Efter endnu et utalligt antal flodkrydsninger er vi langsomt blevet eksperter og mere trygge ved det - vandet er dog desværre ikke blevet varmere.
Vi kom flere gange igennem nogle meget stikkende buske, da det ikke var muligt at krydse floden, og man ikke længere kunne gå langs bredden. Det var meget ubehageligt!
Det var dog fascinerende at se, hvordan træer lå langs bredden over hundrede meter fra selve floden, og hvilke enorme mængder regn der må have faldet, før de har kunnet havne der.
Svea og jeg havde dog fået nok de seneste dage af væltede træer, flodkrydsninger og stier, der ikke længere eksisterede. Vi besluttede os derfor efter en lang dag på over ni timer for at hitche ind til Arthur’s Pass Village (som er en gennemkørselsby). Her fik vi spist, vasket vores tøj, taget et bad og ladet vores powerbanks op, inden vi fortsætter de kommende dage på næste strækning - som forhåbentlig bliver en smule sjovere.
————
Today we continued towards a footbridge beside a busy road and a river. Here, it was possible to pitch a tent, before heading up towards Goat Pass the following day, and two days later arriving at Arthur’s Pass.
We finally saw the sun today, which has been sorely missed! After yet another countless number of river crossings, we have slowly become experts and much more confident - unfortunately, the water has not become any warmer.
Several times we had to push our way through very prickly bushes, as it was not possible to cross the river and it was no longer possible to walk along the riverbank. It was very uncomfortable!
However, it was fascinating to see how trees were lying along the riverbank more than a hundred metres from the river itself, and to imagine the enormous amounts of rain that must have fallen for them to end up there.
Svea and I had had enough over the past few days of fallen trees, river crossings, and trails that no longer existed. After a long day of more than nine hours, we therefore decided to hitchhike into Arthur’s Pass Village (which is essentially a transit town). There, we ate, washed our clothes, took a shower, and charged our power banks before continuing over the next few days on the next section - which we hope will be a bit more enjoyable.Les mer
Arthurs pass - Hamilton Hut
19.–20. jan., New Zealand ⋅ ☀️ 15 °C
Efter en meget kold nat på omkring de 2 grader var vi meget glade for vores beslutning om at overnatte indenfor. Derudover mødte vi i Arthur’s Pass nogle, som var kommet ned fra Goat Pass, og som viste billeder af stien, der var skyllet væk, samt at der var mange jordskred, og at en flod skulle krydses, hvilket ikke havde været behageligt (samme flod som en TA-hiker druknede i for tre uger siden). Så det var den helt rigtige beslutning at skippe de to dage!
Jeg havde sendt en lille pakke til en trail host i nærheden af Arthur’s Pass. Hun skulle sætte nogle af i Arthur’s Pass og gav os derfor et lift, så vi kunne skippe vejen. På vejen holdt vi et lille stop hos hende og fik varm kakao - hun boede et helt fantastisk sted!
Kort tid efter vi startede med at vandre, gik vi forbi den første hytte, hvor nogle søde folk havde efterladt æbletærte til vandrere. Solen skinnede, og det tydede på at blive en rigtig god dag! Efter et par timer i skoven kom jeg ud i et åbent landskab, hvor man havde en fantastisk udsigt. Herefter gik det langs floden og gennem skoven, indtil vi ankom til Hamilton Hut.
————
After a very cold night of around 2 degrees, we were very glad that we had decided to sleep indoors. In Arthur’s Pass, we also met some people who had just come down from Goat Pass and showed photos of the trail that had been washed away, as well as several landslides, and a river crossing that had been very unpleasant (the same river in which a TA hiker drowned three weeks ago). Skipping those two days was definitely the right decision.
I had sent a small package to a trail host near Arthur’s Pass. She was dropping something off in Arthur’s Pass and therefore gave us a lift, allowing us to skip the road walk. On the way, we made a short stop at her place and had hot chocolate – she lived in an absolutely amazing spot!
Shortly after we started hiking, we passed the first hut, where some kind people had left apple pie for hikers. The sun was shining, and it looked like it was going to be a really good day. After a couple of hours in the forest, I emerged into open terrain with a fantastic view. From there, we continued along the river and through the forest until we arrived at Hamilton Hut.Les mer
Hamilton Hut - Powerhouse lodge
20.–21. jan., New Zealand ⋅ ☁️ 12 °C
Det var endnu en kold morgen, og vanterne blev endnu en gang fundet frem. Efter 10 min. startede vi ud med at krydse Harper-floden, som var godt grumset af sand. Det var derfor meget svært at se, hvor man kunne krydse floden, da man ikke kunne se, hvor dyb den var.
Vi fandt et sted, og vandet var noget af det koldeste, vi har krydset hidtil (jeg bliver aldrig en vinterbader!). Efterfølgende kunne fødderne ikke mærkes, og det tog noget tid, inden følelsen vendte tilbage, inden floden skulle krydses endnu en gang.
Vi endte med at krydse den 8–10 gange og gik mange hundrede meter op og ned for at finde et egnet sted at krydse over, da strømmen også var stærk. Nogle gange lignede det et godt sted at krydse, men når vandrestaven blev sat i for at vise dybden, var det nogle gange overraskende dybt, og et bedre sted blev derfor søgt.
Da vi ankom til enden af en grusvej, kunne vi enten vælge at slå vores telte op i nærheden eller håbe på, at der tilfældigvis i ingenmandsland ville komme en bil forbi, som skulle samme vej som os (30 km ud ad en grusvej), hvilket ville spare os en dags vandring.
Til vores held kom der efter fem minutter en rød bil kørende. Han ville have camperet samme sted som os i nærheden, men fandt det for ujævnt og valgte i stedet at køre til Powerhouse Lodge, hvor vi også skulle hen.
Ved Powerhouse Lodge kunne man få pomfritter og belgiske vafler med is, hvilket vi selvfølgelig sagde ja tak til! Som velkomst fik vi gratis cookies og cola!
————
It was another cold morning, and once again the gloves came out. After 10 minutes, we started by crossing the Harper River, which was heavily clouded with sand. It was therefore very difficult to see where to cross, as it was impossible to judge how deep the water was.
We found a spot, and the water was some of the coldest we have crossed so far (I will never become a winter swimmer!). Afterwards, our feet were completely numb, and it took some time for the feeling to return before we had to cross the river once again.
In total, we ended up crossing it 8–10 times and walked many hundreds of meters up and down to find suitable crossing points, as the current was also strong. Sometimes a spot looked good, but when the trekking pole was placed in the water to check the depth, it turned out to be surprisingly deep, and we had to look for a better place.
When we reached the end of a gravel road, we could either choose to pitch our tents nearby or hope that, by chance, a car would pass through the middle of nowhere heading in the same direction as us (30 km along a gravel road), which would save us a full day of hiking.
Luckily, after five minutes, a red car came by. He had planned to camp near the same spot as us but found the ground too uneven and instead decided to drive to Powerhouse Lodge.
At Powerhouse Lodge, you could get fries and Belgian waffles with ice cream, which we of course happily said yes to! Upon arrival, we were also treated to free cookies and cola.Les mer
Powerhouse lodge - Methven
21.–23. jan., New Zealand ⋅ ☁️ 13 °C
Imens vi ventede på vores shuttle, der skulle bringe os til Methven, tog vi et spil kroket, spillede lidt frisbee og drak varm kakao foran pejsen.
Vi blev nødt til at tage et shuttle for at komme uden om Rakaia-floden, som ikke længere er en del af Te Araroa-ruten efter flere ulykker de seneste år.
I Methven fik jeg købt nye sko, hvilket var meget tiltrængt! Vi fik også spist rigtig godt på en lille, hyggelig “bedstemor”-café, som serverede en masse gode, hjemmelavede ting! Ellers stod den på ren afslapning, inden vi tager videre.
Vejret er meget skuffende her! Alle newzealændere, vi snakker med, siger, at det er en af de værste somre, de har haft i mange år, og at de selv kan blive i tvivl om, hvilken årstid de befinder sig i. Solen er meget savnet!
———
While we waited for our shuttle to take us to Methven, we played a game of croquet, tossed a frisbee around, and drank hot chocolate in front of the fireplace.
We had to take a shuttle to bypass the Rakaia River, which is no longer part of the Te Araroa route after several accidents in recent years.
In Methven, I bought new shoes, which were very much needed! We also ate really well at a small, cozy “grandma-style” café that served lots of delicious homemade food. Otherwise, it was all about pure relaxation before continuing on.
The weather here is very disappointing! All the New Zealanders we talk to say that this is one of the worst summers they have had in many years, and that they themselves sometimes struggle to tell which season it is. The sun is truly missed!Les mer
Methven - A frame hut
23.–24. jan., New Zealand ⋅ ☁️ 12 °C
Om morgenen lyttede jeg til anden halvleg af Danmark vs. Frankrig i håndbold og det blev alt for spændende! Heldigvis endte det godt!
Vi forlod regnen i Methven og håbede på bedre vejr! Vi tog vores bestilte shuttle til Glenrock sammen med nogle andre, og efter ca. 30 min. kørsel begyndte det at klare op, og det havde ikke regnet der, hvor vi startede dagens vandring. Solen begyndte at skinne, og humøret steg drastisk!
Da vores shuttle først var til middag, og vi vidste, at der tidligere på dagen havde været et andet shuttle, hvor de personer højst sandsynligt overnattede ved Comyns Hut, besluttede vi derfor efter få timer at blive ved en sød lille hytte, A-Frame Hut, inden det dagen efter gik videre mod Comyns Hut og derfra videre ad en relativt hård, ikke-eksisterende sti langs Ashburton-floden, men som burde være til at klare sammenlignet med tidligere floder, vi har krydset.
———
In the morning, I listened to the second half of the Denmark vs. France handball match, and it became far too exciting! Fortunately, it ended well!
We left the rain behind in Methven, hoping for better weather! We took our pre-booked shuttle to Glenrock together with a few others, and after about a 30-minute drive, the weather began to clear up. It hadn’t rained where we started that day’s hike. The sun came out, and our spirits lifted dramatically!
Since our shuttle didn’t arrive until midday, and we knew that another shuttle had gone earlier in the day whose passengers had most likely stayed overnight at Comyns Hut—we decided after just a few hours to stop at a sweet little hut, A-Frame Hut. From there, we planned to continue the next day toward Comyns Hut and then onward along a relatively tough, barely existent trail following the Ashburton River, which should still be manageable compared to some of the rivers we have crossed before.Les mer
A frame hut - River - Comyns Hut
24.–27. jan., New Zealand ⋅ ☁️ 13 °C
Vi tog afsted med god energi og med troen på, at vi nok skulle nå langt i dag og ankomme til en hytte på den anden side af en masse flodkrydsninger. De første 2,5 timer til Comyns Hut var uden problemer, og derfra gik det mod Double Hut. Vi vidste, at floden skulle krydses utallige gange, og efter regn de seneste dage var vi spændte på, om det kunne lade sig gøre. Vi havde på forhånd indstillet os på, at det kunne være, at vi blev nødt til at vende om på et tidspunkt. Vi kunne læse i hyttebogen fra Comyns Hut, at otte personer allerede denne dag var gået videre, og tænkte, at så var det nok ikke så slemt at krydse floden.
Efter ca. 15 flodkrydsninger, fire timer og to km – og lidt kravlen igennem stikkende buske - havde vi fået nok og kunne ikke finde et godt sted at krydse floden, hvor man efter ca. 500 m kunne slå teltet op. Vi blev derfor enige om at gå tilbage og håbede på, at vi kunne nå at komme tilbage til Comyns Hut, så vi var færdige med floden.
Vi var begge godt kolde, og koncentrationen efter syv timer i sådan et terræn var efterhånden godt brugt. Efter yderligere en times “vandring” fandt vi et lille, sikkert sted, hvor vi slog vores telte op.
Dagen efter pakkede vi vores ting og gik ned til floden og konkluderede, at det et eller andet sted længere oppe ad floden havde regnet meget. Floden var steget voldsomt, og der var meget stærk strøm. Vi gik derfor tilbage til, hvor vi havde overnattet, og slog vores telte op igen med viden om, at det kunne tage noget tid, inden floden igen var til at krydse. Vi lærte derfor også, at det giver bedre mening først at tjekke floden og dernæst pakke sine ting sammen! I løbet af dagen kom der heller ikke nogen forbi, og vi vidste derfor, at floden længere mod hytten også var umulig at krydse.
Næste dag om morgenen var floden endelig faldet betydeligt, men der var stadig meget strøm. Vi besluttede os derfor for at afvente til middag og håbede, at der ville komme nogle andre vandrere forbi, så vi kunne spørge, hvordan flodkrydsningerne var, med forbehold for deres højde og vægt.
Ved middagstid kom først fire forbi, hvoraf to af dem var faldet i floden flere gange, og de holdt derfor pause ved os, inden tre andre kom, som efter en time besluttede at fortsætte, hvilket vi ikke var interesserede i. Vi ville bare ud ad den hurtigste vej, men sikkert. Kort tid efter at de var taget videre, kom de tilbage, da en af dem var faldet i floden. De besluttede sig derfor for at vende om. Vi pakkede vores ting i rekordfart og fulgtes med de syv andre de to km mod Comyns Hut. Uden den store gruppe var vi meget sandsynligt blevet nødt til at blive nogle flere dage, da det om aftenen begyndte at regne mere end de tidligere dage. Uden gruppen var vi begge to sandsynligvis også faldet i floden, så vi var meget glade og lettede, da vi endelig ankom til hytten, og da denne flod endelig var et overstået kapitel.
———-
We set off with good energy and the belief that we would make good progress that day and reach a hut on the other side of countless river crossings. The first 2.5 hours to Comyns Hut were without any problems, and from there we continued toward Double Hut. We knew the river would have to be crossed many times, and after the rain of the past few days, we were curious to see whether it would even be possible. We had prepared ourselves for the possibility that we might have to turn back at some point. In the hut book at Comyns Hut, we read that eight people had already continued on that day, which made us think that the river crossings probably wouldn’t be too bad.
After about 15 river crossings, four hours, two kilometers, and some crawling through thorny bushes, we had had enough and couldn’t find a good place to cross the river where we could pitch our tent about 500 meters later. We therefore agreed to turn back and hoped we could make it back to Comyns Hut so that we would be done with the river.
We were both very cold, and after seven hours in such terrain, our concentration was pretty much exhausted. After another hour of “hiking,” we found a small, safe spot where we pitched our tents.
The next day, we packed up our things and walked down to the river, concluding that it must have rained heavily somewhere further upstream. The river had risen dramatically, and the current was very strong. We therefore went back to where we had spent the night and pitched our tents again, knowing that it might take some time before the river would be safe to cross again. We also learned that it makes more sense to check the river first and then pack up your gear! No one else passed by during the day, so we knew that the river further toward the hut was also impossible to cross.
The following morning, the river had finally dropped significantly, but the current was still strong. We decided to wait until midday and hoped that other hikers would pass by so that we could ask how the river crossings were, taking their height and weight into account.
Around midday, four people passed by first, two of whom had fallen into the river several times. They took a break with us before three others arrived, who after an hour decided to continue, something we were not interested in. We just wanted to get out the fastest way possible, but safely. Shortly after they had continued on, they came back because one of them had fallen into the river. They therefore decided to turn around. We packed our things in record time and walked the two kilometers back to Comyns Hut together with the seven others. Without the large group, we most likely would have had to stay several more days, as it started raining even more heavily in the evening than on previous days. Without the group, we would also probably both have fallen into the river ourselves, so we were very happy and relieved when we finally arrived at the hut—this river was finally a closed chapter.Les mer
Comyns hut - Methven - Geraldine
27.–28. jan., New Zealand ⋅ ☁️ 15 °C
Om aftenen ankom en af de mange Te Araroa-“bobler”, som består af en masse vandrere, der stort set følges ad. Vi endte derfor pludselig med at være omkring 30 personer ved Comyns Hut, hvilket var lidt af en voldsom oplevelse efter de seneste dage, hvor vi havde været isolerede og uvidende om, hvad der ventede os. Ved hjælp af vores Garmin InReach (bedste lifesaver) kontaktede vi shuttlepersonen igen for at høre, om han kunne hente os der, hvor vi startede for fire dage siden. Det kunne han heldigvis!
Ved Comyns Hut dukkede også tre personer op, som jeg startede 90 Mile Beach med, og som jeg ikke har set siden Kerikeri, hvilket er ca. tre måneder siden. Det var et godt, kort gensyn!
Vi gik derfor tilbage ad samme vej, som vi kom fra, og mødte to, vi har været undervejs med de seneste uger. Vi forklarede dem, hvorfor vi vendte om, og fik overbevist dem om, at det heller ikke var noget for dem – eftersom vi har lært dem ret godt at kende de seneste tre uger. Da vi endelig ankom til grusvejen, hvor vores shuttle ventede på os, var vi pludselig 13 personer, som gerne ville vende om og undgå denne sektion i øjeblikket.
Vi blev derfor kørt til Methven (igen), hvor vi havde en lille pause, inden de andre blev hentet med shuttle, da vi ikke alle kunne være i én van. Derefter kørte vi en time videre til Geraldine, hvor vi kort overvejede, om vi ville gå næste sektion, som også består af flodkrydsninger de første kilometer. Alternativt kan man gå en anden rute med ca. 1.400 højdemeter for at komme over Stag Saddle (1.900 hm), som er det højeste punkt, Te Araroa-ruten passerer.
Vi ville meget gerne gå den, men realistisk set efter de seneste dage – havde vi ikke lyst til en lignende oplevelse, og hvis vi valgte at tage afsted, ville vi kun gøre det sammen med andre. I øjeblikket er det simpelthen for usikkert kun at være to ved flodkrydsningerne efter al den regn, der er faldet de seneste dage. Vores shuttlechauffør fortalte, at der var faldet meget lokal regn i området, omkring 100 mm inden for få timer, hvilket forklarede, hvorfor floden var steget så meget.
Vi valgte derfor også at skippe den næste sektion, hvilket er ærgerligt, da den skulle være et af højdepunkterne på turen, men vejret gør det desværre ikke særlig sjovt for tiden.
———
In the evening, one of the many Te Araroa “bubbles” arrived, consisting of a large group of hikers who more or less travel together. We suddenly found ourselves being around 30 people at Comyns Hut, which was quite overwhelming after the past few days of isolation and uncertainty about what lay ahead. Using our Garmin InReach (the ultimate lifesaver), we contacted the shuttle driver again to ask whether he could pick us up where we had started four days earlier. Fortunately, he could!
At Comyns Hut, three people also showed up whom I had started 90 Mile Beach with and whom I hadn’t seen since Kerikeri, about three months ago. It was a great, brief reunion.
We therefore walked back the same way we had come and met two people we had been hiking with over the past few weeks. We explained why we were turning around and managed to convince them that it wasn’t for them either—after all, we had gotten to know each other quite well over the past three weeks. When we finally reached the gravel road where our shuttle was waiting, we were suddenly 13 people who wanted to turn back and avoid this section for now.
We were then driven to Methven (again), where we had a short break before the others were picked up by shuttle, as we couldn’t all fit into one van. After that, we drove another hour to Geraldine, where we briefly considered whether to hike the next section, which also involves river crossings during the first kilometers. Alternatively, there is a route with about 1,400 meters of elevation gain to cross Stag Saddle (1,900), the highest point on the Te Araroa Trail.
We would have loved to hike it, but realistically after the past few days—we didn’t feel up for a similar experience. If we were to go, we would only do so with others, as it’s currently too unsafe to attempt the river crossings as just the two of us after all the recent rain. Our shuttle driver told us that there had been very heavy local rainfall in the area—around 100 mm within just a few hours—which explained why the river had risen so dramatically.
We therefore also decided to skip the next section, which is a shame, as it is supposed to be one of the highlights of the trip—but the weather simply isn’t making it very enjoyable at the moment.Les mer
Geraldine - Lake Tekapo
28.–29. jan., New Zealand ⋅ ☁️ 21 °C
Oven på nogle ikke så sjove dage vågnede vi op til blå himmel og sol, der skinnede. Det kunne kun betyde, at dagen ville blive fantastisk!
Vi hitchhikede fra Geraldine til Lake Tekapo, hvor vi fik et lift med en forretningsmand, som solgte ting til souvenirbutikker. Efter en times kørsel ankom vi til Lake Tekapo, en fantastisk blå gletsjersø. På vejen havde vi snakket lidt om at gøre noget godt for os selv efter de seneste knap så gode dage og derfor tage en helikoptertur over Lake Tekapo, da ingen af os havde fløjet i helikopter før. Det var dog udsolgt, og vi glemte derfor lidt om det igen, indtil vi blev sat af ved en parkeringsplads ved Lake Tekapo, og lige ved siden af lå der et kontor tilhørende en af dem, der arrangerer flyveture over Lake Tekapo. Vi gik derfor spontant ind og spurgte, om der var noget ledigt samme dag.
Skæbnen ville, at der præcis var to ledige pladser på en tur, der afgik om en time med et lille syv-personers fly, hvilket skulle være helt exceptionelt fantastisk! Vi tog derfor hurtigt beslutningen om at tage med og betale de 500 NZD (1.900 kr.) for 50 minutter.
De penge var noget af det bedste, jeg har givet ud længe! De reklamerede med, at det var “a flight of a lifetime”, og det levede fuldstændig op til det. Vi kom helt tæt på de tre højeste bjerge: Mt. Cook (3.754 m), Mt. Tasman (3.497 m) og Mt. La Perouse (3.078 m) samt de største gletsjere i New Zealand. Det var en ubeskrivelig oplevelse, og vi sad begge med det største smil under hele turen og lidt våde øjne.
Billederne og videoerne taler for sig selv.
———
After a few not-so-great days, we woke up to blue skies and sunshine. That could only mean one thing the day was going to be amazing!
We hitchhiked from Geraldine to Lake Tekapo, getting a lift from a businessman who sells products to souvenir shops. After about an hour’s drive, we arrived at Lake Tekapo, a stunning blue glacial lake. Along the way, we talked about doing something nice for ourselves after the recent tough days and possibly taking a helicopter flight over Lake Tekapo, as neither of us had ever flown in a helicopter before. Unfortunately, it was sold out, so we more or less forgot about it until we were dropped off at a parking lot by Lake Tekapo, right next to an office belonging to one of the companies offering scenic flights over the lake. On a whim, we went inside and asked if there was anything available the same day.
By pure chance, there were exactly two seats available on a flight leaving in one hour in a small seven-seater plane, which was supposed to be absolutely incredible! We quickly decided to go for it and paid 500 NZD (about 1,900 DKK) for a 50-minute flight.
That money was some of the best I’ve spent in a long time! They advertised it as “a flight of a lifetime,” and it truly lived up to that promise. We flew right up close to the three highest mountains - Mount Cook (3,754 m), Mount Tasman (3,497 m), and Mount La Perouse (3,078 m) as well as the largest glaciers in New Zealand. It was an indescribable experience, and we both sat there with huge smiles on our faces the entire time and a few tears in our eyes.
The photos and videos speak for themselves.Les mer
Lake Tekapo - Lake Ōhau
29.–30. jan., New Zealand ⋅ ⛅ 15 °C
Vi havde lejet elcykler for at komme til Lake Ōhau. I stedet for at gå i to dage cyklede vi strækningen på én dag. Vi endte med at cykle 92 km, hvilket tydeligt kunne mærkes i numsen, da det var noget tid siden, jeg sidst havde siddet på en cykel og cyklet så langt.
Det meste af turen havde vi udsigt til det højeste bjerg, Mt. Cook, samt gletsjersøer. Vi cyklede blandt andet også forbi en laksefarm samt forskellige vandanlæg, der forsyner de nærliggende områder med strøm.
En del af strækningen var meget blæsende, og elcyklen var meget værdsat i modvinden. Vi ankom til Lake Ōhau omkring syv timer senere, hvor vi slog vores telte op ved et lodge, som havde en fantastisk udsigt.
Kunne ikke uploade hele videoen fra flyveturen, så resten kommer her.
———
We had rented e-bikes to get to Lake Ōhau. Instead of walking for two days, we cycled the distance in one day. In total, we ended up cycling 92 km, which was very noticeable especially in our bottoms, as it had been quite a while since I had last sat on a bike and ridden such a long distance.
For most of the ride, we had views of the highest mountain, Mount Cook, as well as glacial lakes. Along the way, we also cycled past a salmon farm and various hydroelectric facilities that supply power to the surrounding areas.
Parts of the route were very windy, and the e-bike was greatly appreciated when riding into the headwind. We arrived at Lake Ōhau about seven hours later, where we pitched our tents near a lodge with an amazing view.
I couldn’t upload the entire video from the flight, so here’s the rest.Les mer
Lake Ōhau - Wild Camp
30.–31. jan., New Zealand ⋅ ☀️ 17 °C
Efter gårsdagens cykeltur havde jeg det overraskende godt, trods en nat, hvor jeg var vågnet flere gange, fordi mine ben gjorde ondt.
Dagen bød først på knap 1.000 højdemeter op gennem skov og derefter åbent terræn og siden 800 højdemeter ned igen gennem flotte, åbne landskaber. Efter en del regn og overskyet vejr de seneste uger var det noget af en kontrast, at der pludselig var 20 grader, fuld solskin og ingen skygge. Jeg holdt derfor pause ved hvert vandløb for at klaske koldt vand i hovedet.
Til middag fik jeg spist min dehydrerede chokolade-puddingkage, som jeg havde taget med. Den var desværre blevet så mast i tasken, at der ikke var nogen stykker i den, men det blev mere til varm chokolade med krummer i.
Efter en lang dag på knap 11 timer og 26 km kom jeg over på den anden side af et lille vandløb, hvor jeg slog mit telt op sammen med to andre. Ikke lang tid efter, at teltet stod, begyndte sandfluerne at gå amok på mig, og jeg flygtede ind i mit telt, som var en sauna.
———
After yesterday’s bike ride, I surprisingly felt quite good, despite a night where I woke up several times because my legs were aching.
The day first involved almost 1,000 meters of ascent through forest, followed by open terrain, and then about 800 meters of descent through beautiful, open landscapes. After weeks of rain and overcast weather, it was quite a contrast to suddenly have 20 degrees, full sunshine, and no shade at all. I therefore took breaks at every stream to splash cold water on my face.
At lunchtime, I ate my dehydrated chocolate pudding cake, which I had brought with me. Unfortunately, it had been so crushed in my backpack that there were no actual pieces left, turning it into more of a hot chocolate with crumbs.
After a long day of nearly 11 hours and 26 km, I crossed to the other side of a small stream, where I pitched my tent together with two others. Not long after the tent was up, the sandflies went crazy, and I retreated into my tent, which felt like a sauna.Les mer
Wild Camp - Top Timaru Hut
31. jan.–1. feb., New Zealand ⋅ ☀️ 20 °C
Efter den varme og lange dag i går havde jeg håbet på lidt skyer eller skygge på vejen, man kunne søge ly ved. Desværre blev det en ekstremt solrig dag igen, og jeg kæmpede meget med varmen. Om morgenen kæmpede jeg med at komme ud af mit telt, fordi mine ben føltes som beton efter de seneste to dage. Benene kom dog hurtigt ind i rytmen igen efter et par kilometer.
De første par kilometer gik vi i et område, hvor der var opsat hegn for, at kaninerne ikke skulle komme ind på jorden. Der var vanvittigt mange kaninhuller der, hvor vi gik, så man skulle være opmærksom på, hvor man trådte.
Kort tid efter krydsede vi den bredeste flod på Te Araroa-trailen, Ahuriri-floden, som heldigvis var nem at krydse grundet de seneste dages gode vejr. Derefter fortsatte det med 1.300 højdemeter op, inden vi kom op på toppen af Martha Saddle (1.680), hvor vinden tiltog. Efterfølgende gik det knap 1.100 højdemeter ned mod Top Timaru Hut, og efter 30 kilometer, 12 timer og alt, alt for meget sol ankom vi endelig og konstaterede, at hytten var fuld, så vi i stedet satte vores telte op.
Svea havde i løbet af morgenen fået en besked om, at Tyskland havde vundet og var kommet i håndboldfinalen. Jeg afventede stadig svar på resultatet fra Danmarks kamp. På toppen havde vi lidt signal, og der erfarede jeg, at Danmark også havde vundet. Det eneste problem var nu, at vi vidste, at vi ikke kunne nå ud i civilisationen igen inden finalen, hvilket var ærgerligt!
———
After the hot and long day yesterday, I had hoped for a few clouds or some shade along the trail where we could take refuge. Unfortunately, it turned into another extremely sunny day, and I struggled a lot with the heat. In the morning, I had trouble getting out of my tent because my legs felt like concrete after the past two days. However, they quickly found their rhythm again after a few kilometres.
The first few kilometres took us through an area with fences set up to keep rabbits off the land. There were an insane number of rabbit holes where we walked, so you really had to watch where you stepped.
Shortly afterwards, we crossed the widest river on the Te Araroa Trail, the Ahuriri River, which luckily was easy to cross thanks to the good weather in recent days. After that, we continued with a 1,300-metre ascent before reaching the top of Martha Saddle (1,680), where the wind picked up. From there, it was just under 1,100 metres down towards Top Timaru Hut, and after 30 kilometres, 12 hours, and far too much sun, we finally arrived—only to discover that the hut was full, so we set up our tents instead.
During the morning, Svea had received a message saying that Germany had won and made it to the handball final. I was still waiting for the result of Denmark’s match. At the top, we had a bit of signal, and that’s when I found out that Denmark had also won. The only problem now was that we realised we wouldn’t be able to reach civilisation again before the final, which was a bit of a shame.Les mer
Top Timaru Hut - Studys Hut
1.–2. feb., New Zealand ⋅ ☁️ 20 °C
Natten i teltet havde været kold (2 grader), og jeg havde kun fået sovet omkring fire timer. Jeg fik derfor hurtigt pakket mine ting sammen om morgenen, inden der ventede endnu en længere dag med op- og nedstigninger og en del mindre flodkrydsninger.
Det startede ud gennem skoven, hvor meget af stien var skyllet væk. Derfor blev vi ofte nødt til at gå langs floden, indtil der igen var en sti at gå på. Efter at have gået omkring 700 højdemeter op og 900 højdemeter ned i løbet af dagen kom jeg til et sted, hvor det gik 2 kilometer op mod Studys Hut bestående af 600 højdemeter ren væmmelighed! De første 300 meter op var noget af det stejleste, jeg har gået i meget, meget lang tid, og det var så modbydeligt! Udsigten til gengæld fejlede ingenting!
Lidt over to timer senere ankom jeg til Studys Hut, hvor jeg lavede aftensmad, inden jeg havde planer om at tage videre mod næste hytte. Jeg vidste, at Svea var gået videre mod næste hytte sammen med en hollænder, vi havde mødt to dage forinden, og jeg havde også umiddelbart planer om det, da Studys Hut er en af de mere rustikale hytter, eftersom den ikke har noget gulv og har en del huller. Efter aftensmaden kunne jeg dog mærke, at tre til fire timers yderligere vandring med flere højdemeter ikke var det mest lokkende. Samtidig havde Svea skrevet, at det var begyndt at blæse meget længere oppe af bjerget.
Jeg besluttede mig derfor for at blive ved den meget autentiske Studys Hut, som havde rigtig mange muse-lorte! Jeg kunne også læse i hyttebogen, at mange havde haft besøg af flere musefamilier i løbet af deres overnatninger. Det skulle dog blæse en del om natten, og i stedet for en blæsende nat i teltet besluttede jeg mig for at tage en overnatning med selskab!
Ved 21-tiden dukkede der to andre op, som var lige så begejstrede som jeg over en eventuel nat med mus. Vi hang derfor mad og tasker op i loftet for at minimere risikoen for, at musene lavede huller.
———
The night in the tent had been cold (2 degrees), and I had only managed to sleep for about four hours. So in the morning, I quickly packed up my things before another long day awaited, with lots of ups and downs and several small river crossings.
The day started by heading through the forest, where much of the trail had been washed away. As a result, we often had to walk along the river until we could find a proper trail again. After hiking around 700 metres of ascent and 900 metres of descent throughout the day, I reached a section where it climbed 2 kilometres up to Studys Hut, consisting of 600 metres of pure misery! The first 300 metres up were some of the steepest terrain I’ve walked in a very, very long time, and it was absolutely brutal. The view, on the other hand, was flawless.
A little over two hours later, I arrived at Studys Hut, where I cooked dinner, initially planning to continue on to the next hut afterwards. I knew that Svea had continued on towards the next hut together with a Dutch hiker we had met two days earlier, and I had originally planned to do the same, as Studys Hut is one of the more rustic huts, with no floor and quite a few holes. After dinner, however, I could feel that another three to four hours of hiking with additional elevation gain was far from appealing. At the same time, Svea had messaged to say that it had started to get very windy higher up the mountain.
I therefore decided to stay at the very authentic Studys Hut, which had an impressive amount of mouse droppings! I could also read in the hut logbook that many people had been visited by several mouse families during their overnight stays. It was, however, supposed to be quite windy during the night, and instead of a windy night in the tent, I chose to spend the night with some company!
Around 9 p.m., two others arrived, just as enthusiastic as I was about a potential night with mice. We therefore hung our food and packs from the ceiling to minimise the risk of the mice chewing holes.Les mer

ReisendeHej Gitte! tak for fotos! spændende at følge din tur! Når du igen engang får længsel efter en travetur i naturen, er der flotte nationalparker i Norge. bliver du fristet , kan du se Lars Monsen med hund, han er på flere ture deroppe. desuden findes også en udsendelse om en fyr Isak, der via helikopter placerer en gammel ytte på en trailer og kærer Norgen tynd med den og hans hund
Studys Hut - Wānaka - Christchurch
2.–3. feb., New Zealand ⋅ 🌧 14 °C
Efter en blæsende nat og ingen mus, der rendte over soveposen,i hvert fald ikke, hvad jeg bemærkede pakkede jeg mine ting sammen og tog afsted mod næste hytte, hvor Svea havde skrevet, at hun ventede.
Jeg ventede lidt med at tage afsted, indtil vinden havde lagt sig en smule, men efter et par kilometer kom jeg rundt på den anden side af bjerget, og vinden var stærk! Jeg tog derfor vanter og min anden jakke på, men formåede ikke at få den under regnjakken, da det blæste for meget. Jeg håbede, at jeg kunne nå at ankomme til den næste hytte, inden det begyndte at regne, hvorefter det gik ned mod Lake Hāwea. Det nåede jeg ikke. Jeg kom heller ikke over det højeste punkt på Brest Hill Track, da det blæste for meget, men gik neden om toppen, så jeg sparede mig selv for at flyve væk.
Svea og jeg fulgtes ned mod Lake Hāwea, hvor vi kom ned på en grusvej. Efter få hundrede meter fik vi et lift ind mod byen Wānaka med et ældre ægtepar og deres hund, Ted.
I Wānaka mødtes vi med hollænderen, vi havde set de seneste dage, samt to vandrere, som hun havde mødt på turen, men som bor i Wānaka og i øjeblikket holder pause fra trailen.
Jeg skulle dagen efter finde en måde at komme til Christchurch på for at besøge far, inden han flyver mod det kolde nord, da hans tre ugers rejse var kommet til enden. Alle busbilletter var dog udsolgt, men jeg fandt en ledig plads på bussen fra Queenstown, som holdt ved en café 40 minutter fra Wānaka, hvor jeg kunne stige på. Det eneste problem var dog at komme helt derud. Jeg fik dog overtalt den ene vandrer fra Wānaka til at køre mig derud om morgenen for en kop kaffe og en brownie! Derefter ventede der en otte timers bustur i regnvejr mod Christchurch.
———
After a windy night and no mice running across my sleeping bag at least not that I noticed - I packed up my things and set off towards the next hut, where Svea had written that she was waiting.
I waited a bit before leaving until the wind had eased slightly, but after a couple of kilometres I rounded the other side of the mountain, and the wind was strong! I therefore put on my gloves and my second jacket, but I couldn’t manage to get it on underneath my rain jacket because of the wind. I hoped I would be able to reach the next hut before it started raining, after which the trail descended towards Lake Hāwea. I didn’t make it. I also didn’t cross the highest point on the Brest Hill Track, as the wind was too strong, but instead went around below the summit, saving myself from being blown away.
Svea and I walked together down towards Lake Hāwea, where we reached a gravel road. After a few hundred metres, we got a lift into the town of Wānaka with an elderly couple and their dog, Ted.
In Wānaka, we met up with the Dutch hiker we had seen over the past few days, as well as two hikers she had met along the way, who live in Wānaka and are currently taking a break from the trail.
The following day, I had to find a way to get to Christchurch to visit my dad before he flew back to the cold north, as his three-week trip had come to an end. All bus tickets were sold out, but I found an available seat on a bus from Queenstown that stopped at a café 40 minutes from Wānaka, where I could get on. The only problem was getting there in the first place. However, I managed to persuade one of the hikers from Wānaka to drive me there in the morning in exchange for a cup of coffee and a brownie! After that, an eight-hour bus ride in rainy weather towards Christchurch awaited.Les mer
Christchurch
3.–7. feb., New Zealand ⋅ 🌧 13 °C
Efter at være ankommet til Christchurch indså jeg, at min satellit-lifesaver, Garmin InReach, var væk. Jeg ringede derfor til det hostel, jeg havde været hos, og håbede, at de havde fundet den, men desværre ikke. Jeg fik derfor meldt den stjålet/mistet hos politiet, så de kan kontakte mig, hvis de får den indleveret. Jeg har dog en mistanke om, at jeg kan have glemt den i bilen med det lift, jeg fik i går mod Wānaka. Jeg har derfor “efterlyst” parret i forskellige Facebook-grupper i området, om nogen kender deres hund og dermed dem! Jeg håber derfor, at den snart dukker op, ellers skal jeg have anskaffet mig en ny.
Jeg har haft fire dage i Christchurch, som mest har bestået af afslapning!
Da far og Lotte ankom til Christchurch, mødtes jeg med dem og deres rejsehold, som jeg var ude at spise med den ene aften. Dagen efter stod den på lidt shopping med far, inden han skulle med bussen mod lufthavnen. Det var dejligt, at det kunne lade sig gøre at ses, nu han var taget helt herned. Så er otte timer med bus en bagatel.
Nu er jeg på vej tilbage med bus mod Queenstown, hvorfra jeg starter igen. Jeg håber til det sidste, at min Garmin dukker op!
———
After arriving in Christchurch, I realised that my satellite lifesaver, my Garmin InReach, was missing. I therefore called the hostel I had stayed at and hoped they had found it, but unfortunately they hadn’t. I reported it as stolen/lost to the police so they can contact me if it gets handed in. However, I suspect that I may have left it in the car of the lift I got yesterday towards Wānaka. I have therefore “put out a search” for the couple in various Facebook groups in the area, hoping someone recognises their dog and, through that, them! I really hope it turns up soon otherwise, I’ll have to get a new one.
I’ve spent four days in Christchurch, which have mostly consisted of relaxing!
When my dad and Lotte arrived in Christchurch, I met up with them and their travel group, and I went out for dinner with them one evening. The next day was spent doing a bit of shopping with my dad before he took the bus to the airport. It was really nice that we managed to see each other now that he had travelled all the way down here. That makes an eight-hour bus ride feel like a small price to pay.
I’m now on my way back by bus towards Queenstown, where I’ll be starting again. I’m holding out hope until the very last moment that my Garmin turns up!Les mer
Queenstown - Glenorchy
7.–9. feb., New Zealand ⋅ ☁️ 15 °C
Efter endnu en bustur ankom jeg til Queenstown, hvor jeg mødte Svea igen ved en Trail Angel, hvor vi kunne slå vores telte op i hendes have. Queenstown er en meget dyr og turistet by, og alt til en rimelig pris var derfor booket, så det var meget værdsat, at vi kunne være i hendes have. Om aftenen så jeg, at en havde kommenteret på mit Facebook-opslag, og at det var hendes forældre, vi havde fået et lift med til Wānaka. Hun skrev, at hendes mor tidligere på dagen havde fundet min Garmin i bilen og indleveret den til politiet i Wānaka.
Dagen efter om morgenen gik turen derfor til politistationen i Wānaka. De har dog lukket om søndagen, og jeg ringede derfor ind til en hotline for at høre, om jeg kunne hente min Garmin alligevel, så vi ikke tog derop forgæves. Det kunne jeg!
Vi hitchhikede derfor tilbage til Wānaka, hvor vi havde været et par dage forinden. Først stoppede en bil, som kun skulle nogle få kilometer videre til Lake Hayes. Derfra stoppede en camper med et ældre fransk par, som havde rigeligt med flasker vin, der klirrede i deres camper, og som skulle direkte til Wānaka. Vi nåede dog ikke længere end 15 kilometer, før de holdt ind til siden, da deres benzinbarometer begyndte at gå op og ned, og de blev nødt til at vende om til Queenstown. Vi blev derfor sat af vitterligt ude i ingenting, men den næste bil stoppede for os, hvor et par fra Auckland tog os direkte med til Wānaka. De skulle kun spise brunch der og tage tilbage til Queenstown bagefter, og de tilbød os derfor et par timer senere et direkte lift tilbage, hvilket vi takkede ja til.
Efter at have ventet lidt kom jeg ud fra politistationen meget lettet og glad for at have min lifesaver af en Garmin InReach tilbage, og nu kunne turen igen fortsættes!
På tilbagevejen med parret fra Auckland stoppede vi ved en populær, gammel pub, Cardrona, ude i ingenting, hvor vi fik en øl i solen, inden turen gik videre til Queenstown.
Fra Queenstown håbede vi at kunne få et lift næsten hele vejen til Greenstone Carpark, hvor vi skulle uden om søen Wakatipu – en strækning på 80 kilometer. Det lykkedes dog ikke, men efter to hitchhikes og 45 kilometer kom vi til Glenorchy, hvor vi slog vores telte op for natten.
————
After yet another bus ride, I arrived in Queenstown, where I met Svea again at a Trail Angel’s place, where we were able to pitch our tents in her garden. Queenstown is a very expensive and touristy town, and everything reasonably priced was fully booked, so we were incredibly grateful to be able to stay in her garden. In the evening, I saw that someone had commented on my Facebook post, and it turned out to be the daughter of the couple who had given us a lift to Wānaka. She wrote that her mother had found my Garmin in the car earlier that day and had handed it in to the police in Wānaka.
The next morning, we therefore headed to the police station in Wānaka. They are closed on Sundays, so I called a hotline to check whether I could still collect my Garmin so we wouldn’t go there in vain. I could!
We hitchhiked back to Wānaka, where we had been a few days earlier. First, a car stopped that was only going a few kilometres further to Lake Hayes. From there, a campervan stopped with an elderly French couple, whose camper was filled with clinking wine bottles, and who were heading directly to Wānaka. However, we didn’t get more than 15 kilometres before they pulled over, as their fuel gauge started going up and down, and they had to turn back to Queenstown. We were dropped off literally in the middle of nowhere, but the next car stopped for us, and a couple from Auckland took us directly to Wānaka. They were only going there for brunch before heading back to Queenstown, and a few hours later they kindly offered us a direct lift back, which we happily accepted.
After waiting a little while, I walked out of the police station feeling incredibly relieved and happy to have my lifesaver of a Garmin InReach back, and now the journey could continue once again!
On the way back with the couple from Auckland, we stopped at a popular old pub, Cardrona, out in the middle of nowhere, where we had a beer in the sun before continuing on to Queenstown.
From Queenstown, we hoped to get a lift almost all the way to Greenstone Carpark, where we needed to go around Lake Wakatipu - a stretch of 80 kilometres. That didn’t quite work out, but after two hitchhikes and 45 kilometres, we reached Glenorchy, where we pitched our tents for the night.Les mer
Glenorchy- Greenstone hut
9.–10. feb., New Zealand ⋅ ☁️ 17 °C
Det havde været en meget kold nat samt morgen, og vi håbede derfor, at vi hurtigt kunne få et lift videre mod Greenstone Carpark. Det tog dog cirka 30 minutter, inden en stoppede, som skulle noget af vejen. Derfra fik vi et andet lift med en camper med et tysk par, som var så søde at køre os 12 kilometer længere, end de skulle, ud ad en grusvej. Herefter gik vi seks kilometer med en flot udsigt, inden et par fra Glenorchy stoppede og tog os med de resterende kilometer mod Greenstone Carpark. Det var dog en dag, hvor en fåreavler havde valgt at flytte sine får, så vi kørte i fåretempo bag fåreflokken i halvanden time, inden vi kom frem.
Herefter gik det endelig mod Greenstone Hut, og jeg kunne teste min nye soltrøje af, som jeg havde købt i Queenstown, da min nakke samt mine ører havde brug for mindre sol!
I hytten mødte vi en, vi havde fejret jul med i Nelson, og det var et sjovt gensyn! Nogle havde påbegyndt et puslespil, som vi om aftenen gjorde til vores mission at færdiggøre, inden solen gik ned. Vi sad derfor pludselig seks personer og færdiggjorde puslespillet og kunne konkludere, at der manglede syv brikker, hvilket vi skrev på æsken. Start januar havde der været alle brikker, så de formår hurtigt at forsvinde.
————
It had been a very cold night and morning, so we were hoping to quickly get a lift further towards Greenstone Carpark. However, it took about 30 minutes before someone stopped who was heading part of the way. From there, we got another lift with a campervan driven by a German couple who were kind enough to drive us 12 kilometres further than they needed to along a gravel road. After that, we walked six kilometres with a beautiful view before a couple from Glenorchy stopped and took us the remaining kilometres to Greenstone Carpark. It happened to be a day when a sheep farmer had decided to move his flock, so we drove at sheep pace behind the herd for one and a half hours before finally arriving.
From there, we finally headed towards Greenstone Hut, and I was able to test out my new sun shirt, which I had bought in Queenstown, as my neck and ears needed a break from the sun!
At the hut, we met someone we had celebrated Christmas with in Nelson, and it was a fun reunion! Someone had started a jigsaw puzzle, which we decided to make our mission to complete before the sun went down. Suddenly, the six of us were sitting together finishing the puzzle, only to conclude that seven pieces were missing, which we noted on the box. At the beginning of January, all the pieces had been there, so they clearly disappear quickly.Les mer
































































































































































































































































































































































































































































































































