Chiang Mai, Trekkingtur og Pai (Part 1)

Da vi ankom til Chiang Mai, var vi solgt med det samme. Nordthailand havde en helt anden stemning end de travle øer i syd. Her var luften køligere, gaderne mindre kaotiske, og priserne – ja, de var næsten for gode til at være sande. Den første aften satte vi os ved et lille gadekøkken, bestilte en omgang dampende nudelsupper, kylling med ris og frisk frugt til dessert. Da regningen kom, stirrede vi vantro på hinanden – 40 kroner. For os alle sammen. Vi begyndte straks at spekulere på, om vi nogensinde ville kunne vende tilbage til europæiske priser uden at få et mindre chok.

Chiang Mai var på mange måder en perfekt blanding af det moderne og det traditionelle. I den gamle bydel, omgivet af en mur og en voldgrav, fandt vi over 200 templer – hvoraf vi naturligvis ikke så dem alle. Men vi tog et solidt dyk ned i tempelverdenen og nåede omkring 10 af de mest imponerende, hvor vi beundrede gyldne Buddha-statuer, glimtende mosaikker og orangeklædte munke, der bevægede sig lydløst gennem tempelgårdene. Mellem tempelbesøgene kastede vi os over byens fantastiske streetfood – sprøde forårsruller, krydrede wokretter og friske smoothies, alt sammen serveret fra små boder med plastikstole i vejkanten.

Byen bød også på lidt kultur i form af et museum, der kortlagde Nordthailands historie. Vi var optimistiske og købte en “combo-ticket”, så vi kunne se alle tre museer. En beslutning, vi senere fortrød, da det viste sig, at de næste to museer var stort set identiske med det første. Som en slags "copy-paste" af den samme udstilling, bare i et andet lokale. Men når man – af en eller anden mystisk grund – får studierabat, gør det ikke så meget.

Vores største oplevelse i Chiang Mai var dog uden tvivl den to-dages trekkingtur i junglen. Vi havde købt turen i Bangkok fra en guide, der med store øjne og en alvorlig mine lovede os, at det var en “very ethical” elefantoplevelse – “no chains, no cage, no riding”. Det lød jo fantastisk, men da vi stod ansigt til ansigt med de enorme dyr, begyndte vi at stille os selv spørgsmålet: “Er det nu også helt sandt?”

For mens vi var der, virkede det egentlig fint. Ingen kæder, intet bur, kun et tyndt træhegn, som elefanterne let kunne have væltet, hvis de gad. Vi fodrede dem, gik en tur ved siden af dem og beundrede deres rolige, nærmest majestætiske tilstedeværelse. Men så, da vi satte os ind i bilen for at køre videre, vendte vi os om og så… vores to guider hoppe op på ryggen af elefanterne og ride væk. Øjeblikket drænede lidt af magien fra oplevelsen, især når man ved, hvordan elefanter bliver trænet til at tolerere ridning. Vi kunne ikke lade være med at tænke på, om vores tilstedeværelse havde ændret noget for dyrene – eller om det hele bare var et velorkestreret show for naive backpackere.

Turen fortsatte videre til en noget anderledes oplevelse: en papirfabrik, hvor elefantlort blev forvandlet til papir. En proces, vi endda selv fik lov at tage del i. Det var både fascinerende og en anelse absurd – at stå der, med hænderne begravet i fibermassen fra, ja, afføring, og forme vores egen lille souvenir.

Efter lorte-eventyret begyndte den rigtige trekkingtur. Sammen med vores nye venner – to hollændere og en tysker ved navn Lisa (som senere valgte at tage med os videre til Pai) – begyndte vi opstigningen mod bjergene. Det var varmt, fugtigt, og hver skridt blev en kamp mod trætte ben og glatte stier. Men vi blev belønnet. På toppen ventede en udsigt, der gjorde alle anstrengelserne værd – en panoramaudsigt over det frodige, bølgende landskab, badet i eftermiddagens gyldne lys.

Vi overnattede i en lille bjerglandsby, hvor vi hurtigt lærte to ting:
1) De lokale øl var iskolde og præcis, hvad vi trængte til.
2) Landsbyens vært var måske den sjoveste (og mest politisk ukorrekte) person, vi nogensinde har mødt. Hans jokes er nok ikke egnede til en rejseblog, men lad os bare sige, at han holdt os underholdt hele aftenen.

Tilbage i Chiang Mai samlede vi hele vores gruppe – os fire, de to hollændere, Lisa og en ny ven fra Israel – og drog til en Muay Thai bokseturnering. Aftenen bød på alt fra små 9-årige drenge, der kæmpede med en ildhu, der kunne gøre voksne mænd nervøse, til blodige kampe mellem fuldvoksne krigere, der udvekslede slag så hårde, at vi nærmest kunne mærke dem på tilskuerrækkerne. Det mest absurde var dog en særturnering, hvor kæmperne havde bind for øjnene og svingede rundt i blinde, mens dommeren febrilsk forsøgte at holde styr på, hvem der slog hvem. Vi var enige om én ting: Muay Thai var fascinerende – men vi skulle ikke selv i ringen.

Som en afslutning på vores tid i Chiang Mai blev vi draget ind i en uventet aften på en karaoke-bar – en aften, hvor mikrofoner blev misbrugt, sangstemmer blev strakt til det yderste, og en flok backpackere fra hele verden sang med på sange, de knap nok kendte teksten til.

Men nu ventede næste kapitel af vores eventyr. Vi besluttede os for at tage videre mod Pai – et lille, tilbagelænet “Backpacker Paradis” nord for Chiang Mai, hvor naturen, stemningen og de snoede bjergveje ville tage os med på endnu et uforglemmeligt eventyr.

Fortsættelse følger i Part 2…Weiterlesen