Chiang Mai, Trekkingtur og Pai (Part 2)

"I am the most miserable human being alive!"
Sådan lyder det fra Jeremy Clarkson i Top Gear, da han kæmper sig gennem Vietnam på en scooter midt i en tropisk storm. Vi grinte af det dengang – men nu, midt i vores egen storm, føltes det pludselig lidt for relaterbart.
Men mere om det senere.

Vi ankom til Pai, en lille oase midt i ingenting. Vejen dertil var mildest talt en prøvelse. En bjergvej med mere end 700 sving, en chauffør med en lidt for afslappet tilgang til bremsen, og os fem – lettere banket og med maver, der protesterede mod de mange skarpe kurver. Men vi overlevede, tumlede ud af bussen og begyndte jagten på et hostel, der kunne huse os de næste par dage. Pai var ikke en by, hvor der skete det store. Der boede kun omkring 2000 mennesker, og dagene flød i et afslappet tempo mellem caféer, små barer og utallige gadekøkkener. Her stiftede vi for alvor bekendtskab med Nordthailands mest populære ret, Khao Soi – en krydret, cremet nudelsuppe med sprøde friterede nudler på toppen. Måske det bedste måltid, vi havde fået indtil videre.

Men vi ville også opleve lidt mere end byens behagelige dovenskab, så en dag besluttede vi os for at køre ud til nogle grotter, der lå omkring 50 kilometer nord for byen. Løsningen? Scooterleje. Planen virkede perfekt – lige indtil den thailandske regngud besluttede, at vi var blevet lidt for komfortable.
For pludselig begyndte himlen at mørkne. Før vi kunne nå at reagere, brød stormen løs over os.
Og når det regner i Thailand… så regner det.

Tropiske regndråber er ikke som almindelige regndråber. De er tunge, iskolde, og når de rammer din hud med 60 km/t, føles det som at blive beskudt med små projektiler. Vi var iført t-shirts og shorts. Vi prøvede at fortsætte, men vi turde ikke køre hurtigere end 20 km/t – ikke at vi kunne, for vejene var blevet til et virvar af floder der alle konkurrerede en indædt kamp om at blive den nye Mekong-Flod. Det var som et floddelta uden lige, og vi kørte ofte med begge fødder fuldstændig under vand. Sigtbarheden var tæt på nul. Regnen varede i næsten en time. Vi var gennemblødte til skindet, men da stormen endelig slap sit greb, kunne vi sætte farten op og fortsætte. Resten af turen gik heldigvis smertefrit, og vi ankom drivvåde, men optimistiske, til vores hostel nær grotterne.

Efter at have smidt vores våde bagage tog vi videre til selve grotterne. Her åbnede en helt anden verden sig for os. 800 meter ind i mørket, hvor eneste lyskilde var guidens lille olielampe. Jo længere vi bevægede os ind, jo mere forsvandt fornemmelsen af tid og sted. Lydene fra junglen blev afløst af en rungende stilhed, kun afbrudt af dryppende vand fra de gigantiske stalaktitter over os. Længst inde i grotten åbnede et lille vandløb sig op, og vi steg ombord på en longboat, der gled langsomt gennem mørket. Over os? TUSINDVIS af flagermus, der kredsede om loftet, som en sky af sorte skygger. Det var både fascinerende og en smule uhyggeligt – en oplevelse, der føltes mere som en filmscene end virkelighed.

Dagen efter kørte vi tilbage til Pai, hvor vi afleverede scooterne og slappede af. Desværre var Emil blevet ramt af sygdom, så de næste par dage gik med at hænge ud, læse bøger og planlægge vores næste skridt: rejsen mod Laos. Første etape var en bus tilbage til Chiang Mai, hvor vi overnattede, inden vi fortsatte mod Chiang Dao – en by, vi havde hørt mange gode ting om. Efter fire timer i en rusten bus, der lignede noget fra mellemkrigstiden, ankom vi til noget, der bedst kan beskrives som et sted, hvor tiden var gået i stå. Et hurtigt stop i 7-Eleven for at få lidt vand var alt, hvad vi havde brug for, før vi enstemmigt besluttede at komme videre. Så vi tog endnu en to timers bustur, denne gang mod en lille by ved Mekongfloden, hvor vi overnattede. Næste morgen stod vi tidligt op og hoppede på en longboat, der sejlede os til Chiang Rai.

Chiang Rai var en by, vi virkelig gerne ville have haft tid til at udforske – men sådan skulle det ikke gå. Allerede næste morgen sad vi pakket i en commuter-bus med kurs mod grænsen, hvor vi endelig skulle hoppe på vores Slow Boat ned ad Mekongfloden – vores første skridt ind i Laos!
Fortsættelse følger…Читать далее