Slowboat & Laos

Så kom dagen, vi havde set frem til i ugevis!
Den famøse Slowboat Ride ned ad Mekongfloden – en rejse, der skulle være afslappende, malerisk og en perfekt måde at opleve Laos fra vandsiden. Men som altid, når man rejser i Sydøstasien, starter ethvert eventyr med lidt kaos.

Vi stod op klokken 05:30 i Chiang Rai, pakkede vores tasker og blev samlet op af en minivan med en chauffør, der allerede fra første minut testede vores tålmodighed. Vi havde læst os til, at fordi året var “Visit Laos Year”, kunne skandinaviske turister komme gratis ind i landet. Men chaufføren, bevæbnet med et hjemmelavet kort, der nok var fra 2007, insisterede på, at vi skulle have 30 USD klar pr. mand for at få visum. Han nægtede at køre videre, før vi hævede pengene.
Så af sted til ATM’en med os. Pengene blev hævet, men i det mindste kunne vi nu bruge dem til noget andet – måske til visummet i Vietnam senere. Videre mod grænsen. Og når jeg siger videre, mener jeg i et tempo, hvor vi flere gange overvejede vores egen dødelighed.
Men vi overlevede og kom sikkert ind i Laos, hvor vi blev smidt af ved den lange, smalle slowboat, der skulle være vores hjem de næste par dage. Tre meter bred, 45 meter lang og med plads til en flok søvnige backpackere, der drømte om en fredelig sejltur ned ad Mekongfloden.

Så langt, så godt. Indtil vejret besluttede sig for at give os en udfordring.
I shorts og t-shirts havde vi set frem til at sidde og slikke sol på dækket, men i stedet bankede regnen ind fra siden, og temperaturen dykkede til under 15 grader – hvilket føltes som arktisk kulde, når man havde levet i 30+ grader de sidste mange uger. Lange bukser og sokker? Dem havde vi pakket langt væk i skibets lastrum. Fejlvurdering.
Vi ankom gennemblødte og forfrosne til Pakbeng, hvor vi overnattede på et hyggeligt (og heldigvis varmt) guesthouse.

Dagen efter havde vi mere held i sprøjten. Solen skinnede, stemningen var god, og vi faldt hurtigt i snak med en flok venlige backpackere, der også var med på båden. Øl og spillekort blev fundet frem, og inden vi vidste af det, var vi i gang med en af de hyggeligste aftener på turen. Båden fik os i efter et par dages rejse bragt os i sikkerhed ved den relativt store by Luang Prabang. Luang Prabang var en perle af en by. Markeder, fantastiske gadekøkkener, venlige mennesker og billige barer. Vi brugte et par dage på at slentre rundt, suge stemningen til os og nyde livet i Laos’ kulturelle hovedstad. Herefter ville vi videre. Så i samlet flok hoppede vi ombord på en minivan til Vang Vieng.

Vang Vieng var præcis, som vi havde hørt – en festby uden lige. Her havde de opfundet et koncept, der kunne være designet specifikt til backpackere: Tubing.
Forestil dig dette: Du sætter dig i en badering, en kold øl i hånden, og flyder langsomt ned ad floden, mens lokale mænd kaster reb ud fra barerne, så du kan blive trukket ind for at købe flere drinks. En bar, to barer, tre barer… måske fire? Tubing var en vanvittig, uendelig barcrawl på vand.
Selvom konceptet var sjovt, begyndte det dog også at føles en smule ensformigt. Så efter nogle dages fest besluttede vi os for at fortsætte mod Vientiane – Laos’ hovedstad.
Her ventede os en oplevelse, vi aldrig ville glemme.

Da vi ankom, var der nytårsfejring. Og i Laos betyder det én ting: Vandkrig.
På alle gadehjørner stod børn, teenagere og voksne med kæmpe vandpistoler, spande og vandballoner, klar til at oversvømme alt og alle – inklusive os. Man kunne ikke gå én meter uden at få en liter iskoldt vand i hovedet.
Om aftenen tog vi på et diskotek for at fejre nytår, og her blev vi mødt af noget, vi aldrig havde oplevet før. På intet tidspunkt købte vi alkohol selv.
Hver gang en af os stod uden en øl i hånden, dukkede en lokal op, gav os en ny, ønskede os godt nytår og bad om at tage et billede med os. Vi var tydeligvis de eneste europæere i miles omkreds, og vi blev behandlet som æresgæster – eller som eksotiske dyr, der skulle foreviges på Instagram.
En vild, kaotisk og uforglemmelig aften, hvor vi dansede, grinede og forsøgte at undgå at drukne i øl og selfies.
Nu sidder vi i lufthavnen og venter på vores fly til Hanoi.
Vietnam venter – og vi er mere end klar!Read more