Goodmorning Vietnam

Det er længe siden sidste blogindlæg – men vi har haft travlt.

Inden vi overhovedet kunne sætte os til rette på flyet mod Vietnam, skulle vi igennem en oplevelse af de mere bizarre.
Lufthavnen i Vientiane var… simpel, for nu at sige det pænt. Plaststole i børnestørrelse, en enkelt lille kiosk, og en stemning af, at intet nogensinde skete her. Hvilket var lidt af en løgn, for vi endte med at opleve mere, end vi havde bedt om.
Vi sad der i to stive timer, mens flyet blev mere og mere forsinket, og personalet rendte rundt og råbte ting, vi ikke forstod. Først troede vi, det var udråb om gates eller boardingtider. Men efter lidt tid begyndte vi at få en snigende mistanke om, at de måske kaldte på… os.
Det var os.

Det tog dem absurd lang tid at finde os, hvilket var lidt underligt, da vi var de eneste hvide europæere i terminalen. Men da de endelig spottede os, blev vi én efter én ført ned ad en lang gang, ned ad en trappe, gennem en tung dør og ind i et halvmørkt lokale, hvor vi blev mødt af en fuldt bevæbnet soldat.
“You have bad stuff,” sagde han, mens han pegede på vores tasker.
Oh shit.
Havde nogen puttet noget i vores bagage?
Var vi på vej i fængsel?
Skulle vi skydes?
Tankerne fløj gennem hovedet, mens vi prøvede at regne ud, hvornår vi sidst havde set vores rygsække uden opsyn.
… Men nej. Det var bare vores powerbanks.
Åbenbart var powerbanks forbudt i indtjekket bagage. En information, der måske havde været nyttig hvis der var ét eneste skilt på engelsk i hele lufthavnen.
Nå, men krisen afværget, og vi kom ombord på vores forsinkede fly. Næste stop: Hanoi.

Efter at have tilbragt over to timer i immigrationen, hvor vores pas blev tjekket i mindst 10 forskellige vinkler, og vi blev afhørt om vores familiemedlemmer, deres navne, fødselsdatoer, etnicitet og bopæl, begyndte vi et kort øjeblik at frygte, at vi ville blive nægtet adgang til landet.
Men til sidst slap vi igennem.
Første udfordring i Vietnam? Transporten.
Som de garvede rejsende vi efterhånden var blevet, undgik vi vores første scam allerede i lufthavnen.
Taxachauffører flokkedes om os som sultne gribbe:
“Very cheap! Cheaper than bus!”
Vi takkede pænt nej, fandt en busbillet til 30.000 dong (7-8 kroner pr. mand) – en tiendedel af taxaens “billige” pris – og rullede mod byen.

Hanoi er et kaos af dimensioner.
Selv i den gamle bydel, hvor gaderne er smalle og mere “stille” (i teorien), er der tusindvis af scootere, biler og fodgængere, der alle forsøger at eksistere på samme kvadratmeter.
Krydse vejen?
Der er ingen fodgængerfelter. Der er ingen regler.
Tricket? Man går bare langsomt ud i trafikken og håber på det bedste. Scootere og biler skal nok finde en vej uden om dig – men det kræver en vis portion is i maven at stole på.

Vi fik hurtigt en rutine i byen:
✔ Museer. Vi besøgte museet for vietnamesisk kunst, Ho Chi Minh-museet og B-52 Victory Museum – en oplevelse spækket med propaganda, men også fascinerende historier.
✔ Gadevandringer. Søer, templer, gademarkeder og den imponerende mosaikmur, der slynger sig gennem byen.
✔ Street food. Vietnamesisk mad viste sig hurtigt at være helt fantastisk, og vi gik amok i Pho, Bahn Mi og utallige retter, vi ikke engang kan udtale.

Men selvfølgelig skulle vi også opleve nattelivet.
I Vietnam skal alle barer lukke ved midnat – officielt.
Men i praksis? Ikke helt.
Når klokken nærmede sig 12, skete der noget underligt. En gammel mand med en fløjte og en cykel dukkede op i mørket.
Han fløjtede os hen til sig. Vi fulgte efter.
Han trillede langsomt gennem byen, mens vi fulgte i hælene på ham, indtil han stoppede ved en bar, der tilsyneladende var lukket.
Han bankede to gange på den lukkede gitterdør.
Døren gled op.
En bartender gestikulerede os hurtigt indenfor, lukkede døren bag os – og festen fortsatte.
Det her gentog sig hele natten. Når én bar lukkede, fløjtede den gamle mand os videre til den næste.
Vi har ingen idé om, hvem denne “nattens engel” var, eller hvordan han havde et netværk af hemmelige barer i Hanoi. Men vi så ham hver nat, og han svigtede aldrig.

Når festen sluttede, og Hanoi vågnede, kunne man iagttage noget helt unikt.
Gadeboderne begyndte deres morgenrutiner – og de var ikke for sarte sjæle.
Slagtede køer lå åbent på gaden, hvor familier udskar kødet med enorme knive, mens skeletterne blev stablet på ladvogne og kørt væk.
Fødevaresikkerhed? Garanteret ikke.
Lovligt? Nok heller ikke.
En oplevelse, vi aldrig ville få igen? Helt sikkert.

Vi trængte til at komme lidt væk, så vi besluttede os for at tage på tur.
Næste stop: Ha Long Bay.Leer más