Hatsukaichi

Efter nogle skønne dage i Fukuoka tog vi idag videre med Shinkansen til Hiroshima. Børnene er begyndt at elske Shinkansen - man bevæger sig langt på kort tid - og det er dejlig komfortabelt.
Men måske vigtigst af alt - der er internet og tid til skærmtid😀 Togturen var kort, så vi var allerede i Hiroshima inden frokost.

Til frokost fik vi gyukatsu. Gyukatsu er japansk paneret og friturestegt oksekød. Det foregår ved at man får sin egen lille grillplade ved bordet, hvor man selv kan efterstege kødet ved bordet. Det smager skønt😋

Efter frokost aftalte vi at finde Hiroshima City Manga Library. Vi fandt biblioteket - og de havde Demon Slayer på engelsk, men kun bog 1 - 15. Bog 19 er fortsat ikke en del af samlingen - hvis nogen skulle mangle en fødselsdagsgave til Oliver🤣 Ved biblioteket var der en skøn park, hvor vi slappede lidt af i nogle timer sammen med de lokale.

Kl. 17.30 havde vi billetter til Hiroshima Peace Memorial Museum, og vi nåede lige at tjekke ind på hotellet og ringe hjem, inden vi tog vandreskoene på og gik imod Hiroshima Peace Memorial Museum.

Inden vi nåede frem talte vi med børnene om, at Hiroshima Peace Memorial Museum er et sted, hvor der kunne være mange, som var kede af det, fordi de måske havde mistet en nær, og at vi skulle respektere det ved at være stille og gå roligt. Det kom helt af sig selv - idet vi gik ind i museet mærkede vi, hvordan den tunge historie hviler over stedet og hvor tragisk historien om verdens første atom-bombe er. Personligt har jeg kun oplevet en lignende stemning en gang, og det var ved et besøg på Jøde-museet i Berlin.

Kl. 08:15 den 6. august 1945 stoppede tiden og Hiroshimas historie ændrede sig for altid. Bomben sprang 600 meter oppe i luften og smadrede det meste i 28 km radius. Cirka 70.000 mennesker døde øjeblikkeligt, og inden årets udgang var over 140.000 døde pga. brandsår, stråling og andre skader.

Én bygning blev stående, og den er i dag et af de mest kendte og stærkeste symboler på atombombens ødelæggelser: A-Bomb Dome. Bygningen står som den stod lige efter sprængningen.

Vi talte om, at det er da underligt, at Hiroshima i dag er en stor aktiv storby med millioner af mennesker og Chernobyl er en uddød by, hvor ingen kommer til at leve i mange år endnu. Det skyldes åbenbart tre ting: 1) Bomben sprang 600 meter over jorden, så radioaktiviteten blev spredt mere 2) Der blev “kun” brugt 60 kg radioaktivt materiale. 3) Det radioaktive materiale er noget andet - så mængden halveres meget hurtigere. Efter en uges tid var radioaktitiven stort set forsvundet i Hiroshima, men for mange mennesker var det allerede for sent.

Da vi ankom til hotellet tidligere på dagen var der en foldet rød papir-trane på puden - og den har relation til en historie om Sadako Sasaki. Sadako er en pige, der overlevede atombombningen som to-årig, men senere udviklede leukæmi på grund af strålingen. Inspireret af en japansk legende, der siger, at man får et ønske opfyldt, hvis man folder 1.000 papirtraner, begyndte Sadako at folde traner i håb om at blive rask. Hun nåede at folde over 1.000 traner, men døde desværre som 12-årig. Hendes klassekammerater og venner blev dybt berørte af hendes historie og besluttede at ære hendes minde. De samlede penge og arbejdede for at opføre Børnenes Fredsmonument i Hiroshima Peace Memorial Park, hvor en statue af Sadako med en papirtrane i hånden står som et symbol på håb og fred.

Udenfor museet står Fredens Flamme. Den blev tændt i 1964, og den vil fortsætte med at brænde, indtil alle atomvåben i verden er destrueret. Den symboliserer både sorg over dem, der døde, og håb for en verden uden atomvåben. Længere nede stå Fredsbuen. Under buen ligger en stenkiste med navnene på alle kendte ofre for bomben – både dem, der døde med det samme, og dem, der senere døde af følgerne. Buen er formet som et beskyttende tag, og den bærer inskriptionen: “Hvil i fred, for vi vil ikke gentage fejltagelsen.” Når man står det rigtige sted, kan man se gennem buen, hen over flammen, og direkte mod A-Bomb Dome. Det er med vilje – arkitekturen binder fortidens tragedie, nutidens minde og fremtidens håb sammen i én lige linje.

Med en således opløftet stemning forlod vi museet, og begyndte at gå hjem. En af de fantastiske ting ved Japan er de (meget) lange indkøbsgader, som er overdækkede, så det føles som at gå rundt indenfor. Vi fik handlet lidt (blandt andet et par nye solbriller og flere sko) og så havde vi lovet børnene McDonalds. Det er måske fair nok efter en dag med omkring 21.800 skridt og ca. 18 km vandring - og helt uden klager😀Read more