Saint-Marcel

Efter en uge i vinterhavnen Nevers med klargøring og hyggestunder sammen med dejlige sejlervenner, sagde vi
på gensyn til en dejlig by. Vender tilbage sidst på sommeren og henter vores bil.

Vores plan er at sejle til Decize, en by ca 35 km med håb om at der findes en kran og mulighed for at få Rasmine op.
Det lykkedes dagen efter vi ankom. Det må dog siges at være en af de dyreste adgangsbilletter til en tur i luftgyngerne - 250 euro og så kunne vi desværre alligevel ikke reparere den irriterende lyd fra stævnrøret. Fik dog konstateret, at der ikke var noget alvorligt galt. Til gengæld fik vi hende spulet rent i 65 graders varmt vand, og hun så ud til at nyde et dejligt bad.

Efter sådan en “tivolitur” er det med at komme hurtigt ud til de gratis overnatninger og mere rolige omgivelser - herligt.
Selvfølgelig skal vi også besøge nogle af de små byer langs med kanalerne, og når man nu frivilligt vælger at lægge til kaj midt i byen, ja så må man også tage del i livet. Vi besøgte byen Digoin, stille by, alt åndede fred og ro, indtil aftenstilheden blev brudt af de lokale unge. Og så skal jeg love for, at vi blev “budt indenfor “ til åbningfest af det lokale diskotek, lige på den anden side af kanalen og her “festede” vi så til den allerlyseste morgen. Gud, hvor var vi trætte.

Men på kanalerne - her er der stille - tænker en gang imellem om verden er holdt op med at eksistere. Der er dage hvor vi ikke møder en eneste båd. Men alt ånder fred og ro, og det håber vi også gælder resten af verden.
Vi sejler på to kanaler, Canal lateral la Loire og Canal de Centre. Vi pejler på floden Saône. Inden vi når så langt skal vi passere 99 sluser på en strækning på små 200 kilometer. De første 63 sluser skal vi op, og vi når 309 meter o.h. De resterende sluser går det nedad, de er de nemmeste, men de er nu fredsommelige alle sammen. En del af sluserne er betjente og andre klarer vi selv.

De der slusefolk er lidt specielle, flinke jo vist, men de smækker så hårdt med “dørene”(sluseportene). Heldigvis smiler de meget og der lyder aldrig et ondt ord (eller vi kan ihvertfald ikke forstå det). Et mærkeligt liv, tænker jeg. Far, mor og børn i et lille slusehus langt væk fra alfavej, der lever de livet året rundt, kun afbrudt af en turist eller to, når vejen falder forbi. Slusehuset tæller dog ofte andre familiemedlemmer såsom hund, hønsehold, et får eller to, ja sågar et æsel. Familien smiler og vinker, så livet leves helt sikkert som de ønsker det.

Landskabet er meget smukt. Store vidder med bakket terræn. Vi ser den ene kvægbesætning efter den anden - hvide Charolais køer i kontrasten til alt det grønne, så smukke går de bare der med deres små kalve og græsser, tygger drøv og nyder livet. De enorme græsarealer er på flotteste vis inddelt i små firkanter, omkranset af levende hegn - bare så smukt. Duften, kan jeg selvfølgelig ikke gengive, men forestil jer er en blanding af hvidtjørn, syren og vilde blomster - snus gerne ind.

Nu fortæller jeg jo mest om alt det pæne vi ser og oplever, men helt ærligt - der er jo også nogle grimme ting der dukker op, men lad os aftale, at tale om det en anden gang.

Vi er nu kommet til Chalon Sur Saône - en smuk by ved floden Saône. Her slapper vi af nogle dage inden turen går syd på til Macon og Lyon.Baca selengkapnya