På vej mod Mont Bégo

Området omkring la Vallée des Merveilles er nok det eneste sted, hvor gemserne ikke er rigtig bange, og vi kan komme tæt på dem. Det er både flot, at kunne iagttage dem så tydeligt, uden at de flygter afsted, og det er også lidt underligt. Det er fint at kunne tage billeder af dem tæt på, men det er også lidt som at være på safari i Krüger nationalpark i Sydafrika. Både fascinerende og også en lille følelse af snyd!

Men det er dejligt at være oppe i de høje bjerge igen, og vi vandrer fra enden af dalen Gordolasque op til søen Lac Autier og videre gennem et stenet landskab til passet Baisse du Baisto og på tværs over til Baisse de Valmasque, hvor der er udsigt til den store blå sø Lac du Basto. Og ser masser af gemser og en enkelt stenbuk undervejs.

Herfra fortsætter vi ned gennem dalen; Vallée des Merveilles, der er kendt for alle sine små søer og så for de ca 50.000 helleristninger fra Bronzealderen, man har fundet på klipperne her. Man skal måske være på en guidet tur rundt, for rigtig at blive fanget af det? Vi formår i hvert fald ikke rigtig at skelne mellem helleristninger og skurestriber fra is og almindelige revner og sprækker på klipperne på vores tur gennem dalen…

Men vi kommer frem til Refuge des Merveilles, som stadig er betjent. Vi får en god aftensmad, og går tidligt i seng, som man nu engang gør på refugier, og forbereder os på en toptur til Mont Bégo i morgen. Vi har fundet en meget lang og poetisk beskrivelse af Mont Bégo - fra toppen selv! Her følger et lille uddrag - og frit oversat:

“Der bliver sagt om mig, at jeg tiltrækker uvejret. Det er rigtig nok; jeg er det første bjerg højere end 2800 m. på skyernes vej fra Middelhavet op mod Alperne.

Man har aldrig sagt at jeg er flot! Jeg ved godt, at min silhuet ikke er lige så enestående som mine naboers, og jeg har ikke de der kønne, grønne klipper. Jeg har bare en lidt ordinær ryg og massiv skulder. Men engang imellem, deler jeg ud af tågen og skyerne til mine nabotoppe, bare for at drille og sætte mig lidt i respekt!

Og når opstigningen til de andre toppe bliver problematisk af den første sne og is, så vender stien op til min top direkte mod syd, og du kan besøge mig helt hen til starten af vinteren, hvor lærketræerne skinner gule mellem søerne, der stadig er fri for is! Solen vil varme dine skuldre; du har hverken behov for dunjakke eller cramponer…

Og jeg kan vise dig Korsika! Ja, den kan man måske også se fra andre toppe, men jeg kan vise dig hele Korsika (på de gode dage!), plus mange andre toppe - selv i Italien - og Middelhavets kyst!

Altså, kan jeg ikke godt gøre krav på at være en lille smule elsket også?”Read more