France Lac des Bouillouses

Discover travel destinations of travelers writing a travel journal on FindPenguins.
  • Day 4–5

    Day 04 18.04 . . . Snow, What Snow!!

    April 18, 2024 in France ⋅ ☁️ 1 °C

    Loup was awake just before 7am and so the dog walk was no more than ten minutes later.
    As we were leaving the site today, we decided to make tea and coffee to go and get brekkie on route . . . As Andorra was our destination with a hotel overnight . . . well that was the plan.
    We grabbed brekkie from a local boulangerie and then returned to site to pay our fees, no-one was in the office when we were about to leave the first time!!
    Straight on the road to Andorra, sweeping back past Perpignan and then generally towards the mountains with an expected 3.5hr journey.
    Album of the day Joy Division - final track ‘I remember Nothing’. . . Is exactly how you could sum up that album. No more to be said on that one.
    The scenery got better and better as we moved towards our destination with Tre taking all manner of photos from the van window. We stopped briefly for a leg stretch for Loup then pushed on. We made one photo stop at the top of a valley where Tre got the collywobbles about me getting too close to the edge . . . it was miles away!
    As we approached Andorre as it says on the signs, the sun was shining and everything was fine with the world. We finally drove through the check point that actually confirmed we were in Andorre.
    Andorre La Vella was mega busy and built up, not as I remembered it from many many years ago Ona drunken ski holiday. We drove through and on into Encamp, which was really a slightly smaller version of Andorre La Vella so again not really what Tre and I had hoped for. We pushed in again to Canillo and found a small car park to stop and give Loup another leg stretch . . . and it was snowing, lovely little white flakes that had no way of settling, just looking pretty.
    I had before driving up here given Tre the benefit of my many years ski-ing experience and weather knowledge, that the season was until about end of March and so the only snow was on the peaks . . . There really was no need for special tyres or snow chains.
    We had also not booked the hotel last night as we wanted to have a bit of a look around when we got here. So we now got on our phones to look for hotels nearby, only to find neither of us had any data or signal - and the only message to arrive on my phone was from EE to say whilst in Andorra you have no data allowance.
    I was able to add a top up which we did, but still no signal. I realised I could message EE (the only people I could) and they told me the data I had purchased had run out - I won’t go into the conversation that then followed but we didn’t get any further data and I should be getting a refund.
    So - what to do? Door knock hotels looking for a room at the right price or drive 30kms back into France, get data, book hotel and chill.
    So we ploughed on with the snow that was falling getting heavier and the skies turning ever more grey towards France.
    We had an option of toll road or non toll road - taking another lead from the Simon Annals rule book we opted for cheap and no tolls. We drive about a mile steeply uphill when I found myself saying to Tre ‘I’m not sure this is the right thing to do. This is a mountain road up and over the top the toll road is a tunnel through!!’ Tre didn’t need convincing and back and till paid we headed through the tunnel and past the sign saying ‘Caution Snow In Exiting The Tunnel’. At the other end we hit sunshine for about five minutes until we hit the border crossing at which point someone hit the ‘Let’s Show The Twat That It Snows In April’ button. The snow began to fall and sweep across the hairpin bend roads, settling all at the same time. It was effectively a white out and I was only pleased Tre couldn’t see the edges and also didn’t realised my calm attitude was nothing like how I was feeling. The only comfort I took from driving so slowly was that the cars behind me had no intention of trying to catch me up or overtake - so I wasn’t the only one caught out. These conditions continued for what seemed like an age, with Tre telling me I only had 20kms to go to the now with data as back in France, booked hotel. So it kept snowing and blowing a hooooley forever. As we descended we passed a police road block preventing people from travelling from where we had come. Tre took no photos of the worst of the weather as she tried desperately not to look out of the windows on the descent.
    Finally we cleared the weather and drove about another 20 minutes to our hotel - both of us glad to arrive, to get out of the van and away from the weather.
    We must be close to the record for passing from France to Spain to Andorra to France in the quickest time. Not at all what we had planned and the weather a World away from yesterdays!
    Once at the hotel we then had a nightmare walk into town with the mutt, who was on his very poorest behaviour. Finally grabbed pizza from down the road and a couple of glasses of wine and we called it a night.

    Our song of the day is:
    What A Difference A Day Makes - Dina Washington (Tre’s choice)

    Todays album never heard before in its entirety is:
    Joy Division - Unknown Pleasure (Our Rating 2/10)
    Read more

  • Day 91

    Into the big stuff

    September 4, 2023 in France ⋅ ⛅ 13 °C

    Today was a great day. A nice gentle climb up a beautiful valley to a col and then undulating past several lakes.
    And then over another Col with a scramble down som steep boulders.
    Lovely late lunch at a refuge followed by an easy walk to a French village on the border with Andorra. The Pyrenees are certainly beautifulRead more

  • Siebte Pyrenäen Etappe

    September 18, 2019 in France ⋅ ⛅ 22 °C

    Ax-les-Thermes -> Mosset

    Nach 1:46 und 19km den ersten Pass erreicht 🤪😩 Traumhaft hier oben
    Jetzt weiter zu Pass zwei und drei, die sollten wirklich einfach dagegen sein. Nach langer Bergab fahrt kommen wir zum Anstieg des zweiten Passes und plötzlich komisch Geräusche bei allen. Der Straßenbelag wird gerade erneuert und die Steine bleiben am Reifen hängen und schieben sich zwischen Rahmen und Reifen 😩😩😩 Schnell absteigen und schieben! Das hilft nur zum Teil auch beim Schieben passiert das gleich 😩 Also tragen und auf dem teilweise vorhandenen 5-10cm Rasenstück schieben. Nach ca. 3-4 Kilometern und etwa einer Stunde sind wir am Ende der Baustelle 🤪 Jetzt geht es wieder weiter zum 3 Pass ! Heute leider kein Mittag gemacht und kein Supermarkt gesehen, darum mit den letzten Reserven rauf 😁 Nach wieder mal einer sehr langen Abfahrt haben wir vor dem Hotel einen kleinen Supermarkt gefunden 😁Read more

  • Day 51

    Pic de la Coma d'Or 2.826 m.

    October 24, 2024 in France ⋅ ⛅ 14 °C

    Vi har bare lige flyttet os over på den anden side af en bred dal, og vandrede i dag op i det bjergområde vi ville kunne have set over på i går, hvis ellers det havde været klart fra toppen Pic Carlit. Alligevel er det en helt anden tur vi vandrer i dag! Landskabet er anderledes, der er næsten ikke andre mennesker, og så er det dyrenes dag i dag!

    Vi startede i rimfrost og skygge op gennem en dal over trægrænsen. Det steg langsomt og underlaget var blødt, kort græs, der vidnede om at får nok har gået og græsset her i sommers. Det var meget behageligt terræn at gå i, og vi kom stille og roligt op i solen, gennem det ene lille pas efter det andet og op på toppen Pic de la Coma d’Or. På vejen så vi nogle dyr i det fjerne, løbe ned over en skråning, og tog dem for at være gimser, som hedder Isard her i Pyrenæerne, og ikke Chamois. For første gang i efterår havde vi dog ikke kikkerten med! Det ærgrede vi os over nogle gange i dag!

    Fra toppen søgte vi ned over en ryg, over til nabotoppen (Pic de Cortal Rosso), og derfra ned til en sti, der skulle føre os på en rundtur tilbage til vores parkering i passet. Og her så vi endnu engang, på lang afstand, en stor flok dyr der græssede nede i en dal. Vores sti gik ned mod dem, men de flygtede ret hurtigt, og da lignede de ikke helt gimser i deres flugt, og pludselig så vi én tæt på, og kunne se det var en mouflon-han, som vi også var begyndt at snakke om det kunne være! Vores billeder taget med zoom viste også bagefter, at det var en kæmpe flok på nok 30 mufloner (vilde får), som vi var kommet forbi. Det er alligevel ikke så tit, at vi har set dem!

    Rundturen tilbage ned igennem dem anden dal var virkelig flot og varieret. Så af de to ture vi nu har gået her i området, vil vi klart anbefale den sidste, som ikke er den klassiske og opreklamerede tur alle går om sommeren, men en meget flot og varieret tur, med mulighed for at se vilde dyr. Og så var der selvfølgelig også nogle søde køer på vejen ned. De er nemlig ikke alle kommet ned fra bjergene endnu, selvom bønderne har travlt med at hente dem ned alle steder, vi kommer forbi. Og da vi kom tilbage til Passepartout, stod han og snakkede med en flok endnu sødere heste!

    Se ruten på Wikiloc: https://da.wikiloc.com/vandring-spor/pic-de-la-…
    Read more

  • Day 50

    12 søer og Pic Carlit 2.921 m.

    October 23, 2024 in France ⋅ ☁️ 8 °C

    Så kom vi tilbage på vandrestierne! Vi kørte op til den store sø Lac des Bouillouses. Det er en vej, der er lukket om sommeren, hvor man så må tage en lille bus frem og tilbage, og om nogle uger lukker vejen for vinteren, så faktisk er tidspunktet lige nu det bedste, hvis man vil op til de mange søer og toppene i området, og samtidig undgå al for mange mennesker!

    Vejen derop går gennem fyrreskov med køer og heste der græsser under træerne, og første del af vandrestien er også i lav fyrreskov, men med åbne områder, og hurtigt kommer vi til den første lille sø. Områder med søer er altid vældig populære blandt vandrere, og her er der også et fint stisystem mellem de 12 søer, der ligger i flere niveauer og forbundet af små elve. Vi er så vant til bjergsøerne i Alperne, der ligger over trægrænsen, og de siger os ikke altid ligeså meget som en bjergtop eller et pas med udsigt, men de her søer lå i et grønt landskab med spredte træer, og det var faktisk ret pænt! Vi havde sol i dag, men også en masse hvide skyer, og det gav et ret fint farvespil.

    Efter den sidste sø fortsatte vi så op mod toppen Pic Carlit. Der var en god stigning i klipper de sidste 150 højdemeter, og vi nåede lige at få en lille smule udsigt til den anden side, men ellers var vi indhyldet i skyer på toppen.

    Se ruten på Wikiloc: https://da.wikiloc.com/vandring-spor/pic-carlit…

    Vi kørte så tilbage mod Mont-Louis og derfra videre af vejen mod Andorra. Solen var kommet frem igen, og det var et flot efterårslandskab med gule træer og store græsmarker der bliver afgræsset af især køer og heste i det her område. Vi kørte gennem den lille spanske enklave Llivia og op til passet Col de Puymorens, hvor vi holder for natten. Med den fineste udsigt til lyden af brølende køer, der græsser her rundt omkring os.
    Read more

  • Day 49

    Tilbage i efteråret. Mont-Louis.

    October 22, 2024 in France ⋅ ☁️ 9 °C

    Selvom det har været dejligt med varme de sidste par dage, er vi alligevel kørt opad i højden i dag, og dermed også tilbage til efteråret. Vi tog vejen op forbi Prades, hvor nogen af vores bekendte har et gammelt stenhus inde midt i landsbyen, og som vi lige ville forbi og se, når nu vi var så tæt på! Prades viste sig frem fra sine fine side på markedsdagen. Selvom frugt og grønsager er nogenlunde de samme som nede i Provence, har det alligevel lidt sin egen stil heroppe i de Catalanske Pyrenæer, som området kaldes. Det er inspireret af Spanien/Catalonien med bl.a. en masse espadrillos og kurve i flettet bast.

    Vi fortsatte så opad (mod sydvest), og er nu endt i den lille by Mont-Louis, der ligger i 1600 meters højde, og dermed er vi tilbage i skyerne og efterårsfarverne. Vi stoppede for lige at se på den gamle fæstningsby og måske finde et vandrekort at planlægge lidt efter. Det sidste lykkedes ikke. Det er absolut lavsæson nu, og den eneste Tabac (butik med kort, aviser mm) der havde åbent, havde udsolgt at vandrekort. Til gengæld faldt vi lidt for den lille landsby, der næsten er gået i dvale. Det her må være et sted, hvor det vrimler med turister om sommeren, men i aften holder vi helt alene, trygt parkeret op ad den solide bymur, og har så brugt eftermiddagen i varmen i Passepartout, med at kigge på vandreruter på nettet.
    Read more

  • Day 11

    L'Hospitalet-prés-l'Andorre

    October 13, 2024 in France ⋅ ☀️ 14 °C

    It took us 50 mins to reach our park up for the night and we are currently two thirds of the way up the col du poymorens which sits at 1915 meters above sea level.
    We in in the little town of L'Hospitalet-prés-l'Andorre which is just a few kilometres from Andorra but we will be turning left tomorrow and into Spain. Our free aire for tonight is beautiful, nestled in the mountains with a waterfall behind us. There are also washing machines here, water for €2 for 100 litres and various hours of electric should it be required. It’s an amazing little aire and our last one in France for a while. Tomorrow we’ll be in Girona and aires will start to be a little different.Read more

  • Day 9–17

    Col de Puymorens: Höhenrekord! 1915m

    October 13, 2024 in France ⋅ ☀️ 16 °C

    Geschafft!: souverän - sogar im ECO Modus - hat Pinocchoo die 3500(?) Kilo auf den Pass gehievt. Hier sind es noch 18 Grad, genauso viel wie heute um kurz nach 10 noch in Carcasonne. Noch 75 km km bis zum Ziel

    Touristisch ist die Passhöhe tot, ganz anders als auf dem Colombier
    Read more

  • Day 9

    Andorra rechts liegen lassen

    October 13, 2024 in France ⋅ ☀️ 16 °C

    Kurzer Stop vor der Abzweigung zum Col de Puymorens und Pas de la Casa nach Andorra.

    Die beste von allen mag Andorra nicht so sehr, außerdem haben wir da nur sehr begrenztes Datenvolumen (Rest aus der Schweiz, ca 2,8 Gb)

    Bekommt Pinocchio heute einen neuen Höhenrekord? Wir sind schon auf 1500 hier....
    Read more

  • Day 24

    Porte-Puymorens

    October 3, 2024 in France ⋅ ☁️ 4 °C

    Gestern war ein echter „Astrid-Tag“: Ich hatte einen Plan, aber am Ende lief alles anders. Morgens startete ich wie gewohnt – das Wohnmobil mit Wasser versorgt, Abwasser entleert, Müll entsorgt, und Zeit mit den Tieren verbracht. Eigentlich wollte ich gemütlich über die Autobahn bis nach Leucate fahren, unterwegs bei einer Austernbar anhalten und den Rest des Tages auf einem bekannten Stellplatz verbringen. Doch dann sah ich plötzlich den Wegweiser nach Andorra, und ehe ich mich versah, war ich schon auf der Abbiegespur – Richtung Pyrenäen, obwohl ich vorher schon notiert hatte, dass diese Straße als Autobahn anfängt, sich dann in eine Autostraße verwandelt und dann die N20 wird, eine zweispurige Straße, die sich hoch in die Pyrenäen windet auf circa 1400 m. Ich wusste das alles, hatte aber vor, auf einem empfohlenen Campingplatz in der Mitte des Weges anzuhalten und mir das ganze noch mal durch den Kopf gehen zu lassen, es kam, wie es kommen musste. Der Campingplatz war geschlossen

    Die Fahrt in die Berge war wunderschön, aber auch anspruchsvoll. Die Straße begann als breite Autobahn, doch je weiter ich fuhr, desto schmaler und kurviger wurde sie. Bald schlängelte sich die Strecke durch dichte Wälder und an steilen Felswänden entlang. Die Landschaft war atemberaubend: majestätische Berge, die sich vor dem tiefblauen Himmel erhoben, und Täler, die in herbstlichen Farben leuchteten. Die Straße führte entlang schroffer Felswände und kleiner Bergdörfer, mit Weitblicken über tiefe Schluchten und Berghänge. Immer wieder boten sich mir unglaubliche Ausblicke auf die umliegenden Gipfel – das goldene Licht der Nachmittagssonne tauchte die Pyrenäen in ein warmes, fast magisches Licht. Die Landschaft war einfach spektakulär: Schroff aufragende Felswände, tiefe Täler, und immer wieder beeindruckende Ausblicke auf die umliegenden Gipfel. Die Straße führte durch dichte Wälder, die in leuchtenden Herbstfarben erstrahlten, und es ging vorbei an klaren Bergbächen, die sich durch die Felsen schlängelten. Besonders faszinierend waren die kleinen uralt aussehenden Steinbrücken.

    Während der Aufstieg immer steiler wurde, genoss ich das Alpenglühen in der Ferne – die goldene Sonne, die die schneebedeckten Gipfel in warmes Licht tauchte. Es war atemberaubend, aber gleichzeitig auch eine Herausforderung, denn die Straße mit den Kurven erforderte volle Konzentration. Doch dafür belohnte mich die Natur mit einem Panorama, das alle Mühen wert war. Und ich möchte ja immer Strecken fahren, die ich noch nicht kenne.

    Als ich schließlich ankam, fand ich den Stellplatz – nach einigen Umwegen und einem spärlich beschilderten Weg – in völliger Dunkelheit. Es war ein einfacher, eingezäunter Platz, aber ich konnte das großartige Panorama der Pyrenäen nicht sehen, da es bereits stockdunkel war. Die Nacht war frostig, minus 3 Grad, und natürlich entschied meine Truma-Heizung, mir einen Fehler anzuzeigen. Nach ein paar Versuchen lief sie aber wieder.

    Heute Morgen habe ich mir überlegt, wohin ich als Nächstes fahren soll: Andorra, die Hochstraße der Pyrenäen oder lieber an die Costa Brava? Nach der kalten Nacht und dem Heizungsproblem tendiere ich eher zum Süden, aber wie immer, werde ich wahrscheinlich erst unterwegs entscheiden, wo es wirklich hingeht!

    —-

    Hier, c’était une vraie « journée Astrid » : j’avais un plan, mais à la fin, tout s’est passé différemment. Le matin, j’ai commencé comme d’habitude – j’ai approvisionné le camping-car en eau, vidé les eaux usées, jeté les ordures et passé du temps avec les animaux. Je comptais rouler tranquillement sur l’autoroute jusqu’à Leucate, m’arrêter dans un bar à huîtres en chemin et passer le reste de la journée sur une aire que je connais bien. Mais, soudain, j’ai vu le panneau indiquant Andorre, et avant même de m’en rendre compte, j’étais déjà sur la voie de sortie – direction les Pyrénées, alors que j’avais bien noté que cette route commence comme une autoroute, devient ensuite une voie rapide, puis la N20, une route à deux voies qui monte dans les Pyrénées à environ 1400 m. Je savais tout cela, mais j’avais prévu de m’arrêter dans un camping recommandé à mi-chemin pour réfléchir. Comme il fallait s’y attendre, le camping était fermé.

    Le trajet vers les montagnes était magnifique, mais aussi exigeant. La route a commencé comme une large autoroute, mais au fur et à mesure que je progressais, elle devenait de plus en plus étroite et sinueuse. Rapidement, elle s’est faufilée à travers des forêts denses et le long de falaises abruptes. Le paysage était à couper le souffle : des montagnes majestueuses se dressant sous un ciel d’un bleu profond, et des vallées brillantes de couleurs automnales. La route longeait des parois rocheuses escarpées et de petits villages de montagne, avec des vues panoramiques sur des gorges profondes et des pentes montagneuses. À plusieurs reprises, des vues incroyables sur les sommets environnants se sont offertes à moi – la lumière dorée de l’après-midi baignait les Pyrénées dans une lumière chaude, presque magique.

    Le trajet a commencé sur une autoroute bien aménagée, mais très vite, il s’est transformé en une route de montagne sinueuse, montant de plus en plus haut dans les Pyrénées. Le paysage était tout simplement spectaculaire : des parois rocheuses abruptes, des vallées profondes, et toujours ces vues impressionnantes sur les sommets environnants. La route traversait des forêts denses, éclatantes de couleurs automnales, et passait près de ruisseaux cristallins serpentant à travers les rochers. Les petits ponts de pierre anciens étaient particulièrement fascinants.

    À mesure que la montée devenait plus raide, j’ai admiré l’alpenglow au loin – le soleil doré qui baignait les sommets enneigés d’une lumière chaude. C’était à couper le souffle, mais aussi un défi, car la route sinueuse exigeait une concentration totale. Cependant, la nature m’a récompensée avec un panorama qui valait tous les efforts. Et je préfère toujours conduire sur des routes que je ne connais pas encore.

    Finalement, après quelques détours et un chemin mal indiqué, je suis arrivée à l’aire de camping dans l’obscurité totale. C’était un simple parking clôturé, mais je n’ai pas pu admirer le superbe panorama des Pyrénées, car il faisait déjà nuit noire. La nuit a été glaciale, moins 3 degrés, et bien sûr, mon chauffage Truma a décidé d’afficher une erreur. Après quelques tentatives, il s’est remis à fonctionner.

    Ce matin, je me suis demandé où aller ensuite : Andorre, la route des Pyrénées, ou peut-être la Costa Brava ? Après cette nuit froide et le problème de chauffage, je penche plutôt pour le sud, mais comme toujours, je déciderai probablement en cours de route !

    —-

    Yesterday was a real “Astrid day”: I had a plan, but in the end, everything turned out differently. In the morning, I started as usual – I filled the campervan with water, emptied the wastewater, disposed of the trash, and spent time with the animals. I had planned to leisurely drive down the highway to Leucate, stop at an oyster bar along the way, and spend the rest of the day at a familiar motorhome parking spot. But then, suddenly, I saw the sign for Andorra, and before I knew it, I was already in the exit lane – heading towards the Pyrenees, even though I had already noted that this road starts as a highway, then becomes a main road, and finally turns into the N20, a two-lane road that winds up into the Pyrenees to about 1400 meters. I knew all this but had planned to stop at a recommended campsite halfway to reconsider. As expected, the campsite was closed.

    The drive into the mountains was beautiful but also demanding. The road started as a wide highway, but the farther I went, the narrower and more winding it became. Soon, the route twisted through dense forests and along steep cliffs. The landscape was breathtaking: majestic mountains rising under a deep blue sky, and valleys glowing in autumn colors. The road ran along rugged cliffs and small mountain villages, with panoramic views of deep gorges and mountain slopes. Time and again, incredible views of the surrounding peaks unfolded – the golden afternoon light bathed the Pyrenees in a warm, almost magical light.

    The drive started on a well-built highway, but soon turned into a winding mountain road, climbing higher and higher into the Pyrenees. The scenery was simply spectacular: steep rock walls, deep valleys, and always impressive views of the surrounding peaks. The road passed through dense forests, glowing in vibrant autumn colors, and followed clear mountain streams winding through the rocks. The small, ancient stone bridges were especially fascinating.

    As the climb grew steeper, I enjoyed the alpenglow in the distance – the golden sun casting a warm light on the snow-covered peaks. It was breathtaking but also challenging, as the winding road required full concentration. However, the nature rewarded me with a panorama that made all the effort worthwhile. And I always prefer to drive on routes I haven’t yet explored.

    Eventually, after some wrong turns and a poorly marked route, I arrived at the parking spot in complete darkness. It was a simple fenced area, but I couldn’t enjoy the stunning Pyrenees panorama as it was already pitch dark. The night was freezing, minus 3 degrees, and of course, my Truma heater decided to show an error. After a few attempts, it started working again.

    This morning, I wondered where to go next: Andorra, the Pyrenees high road, or perhaps the Costa Brava? After that cold night and the heater issue, I’m leaning more towards the south, but as always, I’ll probably decide on the way!
    Read more

Join us:

FindPenguins for iOSFindPenguins for Android