Gioiosa Marea

Så var det tid til en dag ved stranden. Efter en omgang morgenmad, som for mit vedkommende bestod af bananyoghurt med cornflakes, en skål cocopops med mælk og et stort glas appelsinjuice, satte vi kursen til bens ned mod byen. Hotellet vi bor på ligger midt i et tæppe af bjerge, og hvis man måler i fugleflugt, er der ganske vist også kun 1km ned til byen, som hedder Gioiosa Marea. Men selve vejen er snoet og egner sig ikke rigtigt til fodgængere, grundet fravær af fortov og beskeden belysning om aften. Men hvis man flytter opmærksomheden over på den venstre eller den højre side af vejen, glemmer man hurtigt de små ubelejligheder. På den ene side ser man, hvordan bjergene tårner sig majestætisk op mod himlen. Der er tæt pakket med træer, buske, og på nogle skråninger er der bygget store, flotte villaer. For danske øjne er det et uvant syn, men for beboerne i disse bjergbyer, er det en selvfølge. På den anden side af vejen, ned mod dalen, ser man gradvist mere og mere bebyggelse. Samtidig kan man se, hvordan asfaltvejene snor sig fra siden til siden som uendeligt lange, grå slanger. Helt nede ser man byen, som huser ca. 7000 indbyggere. Bag ved byen ligger stranden, og alt i alt tager det 20-25 minutter fra hotellet at gå derned.

20-25 minutter senere ankom vi ved stranden. Man skal gennem en lille tunnel fra byen og ud til stranden, da man på denne måde krydser togbanen, som løber parallelt med strandens vandkant. Vi fandt en lang stribe med skygge og slog os ned der, hvor efter jeg blev sendt ud for at tjekke vandforholdene. Der var en meters penge med lavt soppe-vand, men så tog det ellers et stejlt dyk ned til 2 meters dybde. Bølgerne slog ind lige imellem og gav et ordentlig skub mod land ved overfladen, mens en kraftig understrøm trak udad. Vi kom begge til at undervurdere vandets kræfter lidt, og fik en ordentlig rutsjetur. Vandet havde nogenlunde samme temperatur som poolen, altså dejlig køligt. Stranden blev overraskende nok kun besøgt af Italienere, og så selvfølgelig os. Det var meget rart at kunne slappe helt af som de eneste turrister på en strand ved middelhavet. Det har jeg aldrig prøvet før!
Når man siger strand og sol, så siger man også is. Netop derfor gik vi efter nogle timer ud for at finde en is. Det fandt vi så, og Charlotte fik en med stracciatella og bærsymfoni, og jeg fik en med chokolade og stracciatella. Mums, siger jeg bare! Det gør vi begge.

Vi købte derefter lidt ind til frokost i supermarkedet (baguettes med pålæg til) og tog turen op til hotellet igen for at spise det. Eftermiddagen gik med lidt planlægning, læsning og en tur i poolen. Til aftensmad fik vi rester fra gårdsagens pastaret, men nu med en god klat ketchup blandet i til at kompensere for manglen på krydderier. I morgen er det den sidste hele dag på Michelangelos’ Guesthouse, og denne står på afslapning ved poolen og en gåtur til byen for at få den obligatoriske italienske vaffelis.Okumaya devam et