Laredo

Vækkeuret var sat til 6.00. Det var ikke noget problem for et par uger siden, men noget har ændret sig.
Vi havde besluttet at få overstået køreturen, og komme til kysten hurtigst muligt. Derfor tog vi et 10 timers langt stræk til Laredo på 740 km. De første 5 timer foregik nærmest alene på vejen. Nationalparken Big Bend og de efterfølgende ørkenområder bød ikke på trafik. I vores egen vognbane mødte vi ca en bil i timen! Dagens største drama var et stenslag i ruden, og en påkørsel af et lille pelsdyr i Big Bend. Den kunne sgu da lade være med at løbe ud på vejen. Klonk sagde det, da den blev kørt over, og klonk sagde det da den blev centrifugeret op i undervognen. På det tidspunkt havde vi siddet koncentreret og kigget efter eksotiske dyr i flere timer, og da der endelig kom et, kørte vi staklen over. De venlige park rangers ville ikke have været imponeret over bedriften. Men ellers så vi ikke nogle spændende dyr på vores vej.
Hotellet i Laredo var enormt charmerende, og lignede en næsten kulisse fra Matador. En ældre dame fulgte os hele vejen op. Meget fin behandling.
Vi gik dowtown og forventede fart på. Det var jo fredag aften i gamle Laredo. Byen var egentlig charmerende og hyggelig (efter US forhold), men var præget af en underlig stemning. Vi så kun latinoer, og de var næsten alle på vej hjem mod broen over Rio Grande. Alle dem folks som blev tilbage - var også latinoer. På baren hvor vi slog os ned talte de åbenlyst spansk. Er vi i det hele taget i Texas?
Vi kunne ikke finde en ordenligt middelklasse restaurant, og måtte nøjes med at spise streetfood - men heldigvis under politiets overvågning.
Laredo er desværre ikke den western-perle jeg havde forestillet mig. Laredo - Dont do it!Weiterlesen