Frankrig. Efterår 2020

I går fyldte Passepartout 1 år! Eller det var præcis 1 år siden, at vi hentede ham i Hedensted, og startede vores første tur ned gennem Europa til Frankrig. Så jeg tror, jeg vil overlade ordet til ham i dag, for en gangs skyld:

“Jamen, jeg hedder altså Passepartout, og jeg er jo opkaldt efter Jean Passepartout, som var Phileas Foggs trofaste og pligtopfyldende tjener, på hans rejse jorden rundt på 80 dage, hvis I kender den historie? Faktisk bærer han en stor del af æren for, at dette eventyr overhovedet lykkedes, selvom det ikke altid er ham man hører mest om! Men jeg skal fortælle lidt om hvordan dagen i dag er forløbet. Vi holdt i ca 1.250 meters højde i nat, og temperaturen var nede omkring 3 grader, men heldigvis har de tændt for varmen om natten nu, så vi har det godt lunt indendørs, og mit vand fryser ikke! Om morgenen ved jeg altid, at når de begynder at smøre madpakke og henter rygsækkene frem omme bagfra, og fylder vand i deres drikkeposer, så er det fordi, de skal ud på en lang dagstur, og min opgave er så, at vente her imens, og lade strøm på batteriet ved hjælp af min solcelle, og ellers bare være klar, hvis de vil køre videre, når de kommer tilbage. Nogle gange er der så andre autocampere at snakke med, mens jeg venter! I dag var der bare en enkel anden kassevogn, men med tildækkede vinduer, og ikke særlig snakkesalig. Senere kom der dog flere små biler. Andre gange kan vi være mange, og I kan tro, at vi kan udveksle mange historier og oplevelser fra veje og landskaber vi har været igennem. Vi er jo meget forskellige (ligesom jer mennesker). Nogle er gamle og meget erfarne (slidte), nogle er store og nogle er ret små, nogle kommer mere omkring end andre, men vi er en meget tolerant og udsynet gruppe, når vi snakker sammen, og vi har ikke nær de samme fordomme om hinanden, som vores mennesker har! Nå, men når de så kommer hjem fra tur, så er der altid en hyggelig stund, hvor de pakker ud, og som regel sidder lidt udenfor, hvis vejret er godt som i dag, får en forfriskning, snakker om hvad de har oplevet, kigger på kort, og beslutter om vi skal videre, eller, som i dag, vi bliver her for natten. Jeg kigger gerne med, når de ser på de billeder de har taget, og derfor ved jeg, at i dag, var de på en ret flot tur, og så bl.a. en hel flok stenbukke oppe i det pas de gik op til (Pas de la Ville), så der er altså også stenbukke her i Vercors! Og så var de på nok den højeste top i området (Le Grand Vermont 2.342 m), hvor der kun var en lille smule sne, og en fantastisk udsigt hele vejen rundt, især over mod de steder, vi har været tidligere: Les Ecrins, Des Aiguilles d’Arves i Alperne, og endda også helt til Mont Blanc igen. Nu er solen så forsvundet bag fjeldene, her er blevet stille, og de (Jacky) skal nok snart til at lave mad, og så kan Birgitte få det her, jeg har skrevet, så det kan blive lagt ud i “skyen”, som de siger! Godaften, siger jeg.”Okumaya devam et