Ceillac

Det regner stille i løbet af natten og også om morgenen. Sidste år havde vi også en nat på den kommunale campingplads i Ceillac, som er ret hyggelig, billig og ligger så fint lige uden for landsbyen. Vi får ladet lidt op med strøm, nu det er overskyet, og vi skal spare på vores gas.

Vi har udsigt til de får, der er kommet ned fra de omkringliggende bjerge de sidste dage, og som græsser i midlertid opstillede folde på markerne lige udenfor landsbyen. Om eftermiddagen er der lidt boder og telte, hvor en beslagsmed bl.a. viser hvordan han sætter sko på en hest! Og om aftenen er der fællesspisning i forsamlingshuset, hvor vi får meldt os til.

Det er sjovt at opleve sådan en aften. Det kunne på mange måder, lige så godt have været et sted i Danmark. Vi er samlet 130 mennesker, en blanding af lokale, tilflyttere og turister ved lange borde i et gammeldags forsamlingshus. Det er en lokal restaurant der har lavet maden, men en forening af frivillige der har arrangeret det. Vi sidder ved et bord med 6 “lokale”, der dog også er tilflyttere fra forskellige steder i Frankrig, og jeg tænker, at det ligeså godt kunne have været i Hårbølle på Møn! Det er hyggeligt og vi får en fin menu - selvfølgelig med lokalt lam og kartofler. Vi får også snakket lidt om Grønland, med dem vi sidder sammen med, og det slår mig, som så ofte når man på rejser møder helt fremmede mennesker, hvor ens vi også er, og hvor meget man har tilfælles, med nogle man slet ikke kender!

Søndag morgen klarer det op. Regnen er faldet som sne på de bjergtoppe der dukker op af skyerne! Der er marked i Ceillaq, med bedømning/dyreskue af får og lam. Der er boder med værktøj, kobjælder i alle størrelser, (ikke dem til turister, men de rigtige til dyrene!), uld- og trævarer, ost og mad. Vi handler lidt, gør så klar og kører langs floden Guil ned fra Ceillac.

Vejen ned til Guillestre er en af dem, der var problemer med i gamle dage. Den blev ofte skyllet væk og raseret af stenskred, og gjorde at forbindelsen til Queyras var så begrænset og besværlig. Vi kan se, på store bunker af grus og sten langs siderne i hårnålesvingene, at det stadig kræver noget oprydning en gang i mellem. 1957 var et katastrofeår for hele Queyras, med store oversvømmelser og mange omkomne i flere af dalene og landsbyerne. Marker blev dækket af et tykt sten- og gruslag, og der var indsamlinger i hele Frankrig, og frivillige rejste også til Queyras, for at hjælpe med oprydningen.

Jeg har virkelig fået et specielt forhold til Queyras, og ser allerede frem til at komme tilbage til næste år. Ligesom jeg har fået det til Mauriennedalen, og ligesom vi har haft det med Mercantour i flere år. Hvor er det dejligt, med et hus på hjul, så man kan flytte sig rundt mellem de forskellige steder man holder af!Read more