Efterårs-eventyr 2024

04.10, 05.10 og 06.10
Fredag formiddag gjorde vi Passepartout klar og kørte så et lille stykke af vejen fra Nice lufthavn op mod Digne og parkerede på en stor parkeringsplads ved et supermarked, hvor vi havde aftalt at mødes med Jackys tre børn og deres familie. De landede i Nice ved middagstid, og skulle så lige have tre udlejningsbiler og ud af trafikken omkring lufthavnen. Det var sjovt at se dem alle samlet her i Sydfrankrig; Patrick ser vi normalt kun i Narsaq (Sydgrønland), Noëlle og Melanie i henholdsvis Brædstrup og Aalborg.

Nu kørte vi så afsted på den snoede vej op mod Digne, fire biler på række, gennem landsbyer, et par små pas og en gorge (bjergslugt med en flod i bunden) hist og pist. Vi lavede det første stop ved den lange sø Lac de Castillon, inden vi fortsatte til Peyruis, hvor alle blev indkvarteret hos Jackys søstre og vi spiste aftensmad sammen.

Lørdag formiddag var vi sammen med Martine (Jackys lillesøster), der bor i det hus deres forældre fik bygget i Peyruis, og vi gik derfra alle en tur forbi Jackys fars grav, hvor vi satte en potte med lyngplanter i den fineste oktobersol.

Om eftermiddagen blev det til et besøg på den lokale brandstation, hvor Martine arbejder som frivillig. Der er jo en brandstation i hver eneste lille by her i Provence, med adskillige store, terrængående brandbiler, der kan rykke ud i tilfælde af skov/naturbrande. Men det er ganske få personer, der er fuldtidsansatte brandmænd her i Frankrig. Langt de fleste er frivillige, og det er ikke kun som brandmand, men også som medhjælper til al logistikken omkring slukningen af en skovbrand. Martine, der er sygeplejerske, kører også med ambulancen, som trods alt er det køretøj, der bliver brugt mest. Som frivillig får man et mikroskopisk beløb for den tid man har vagt (som jo ofte er weekender og aftener, hvis man ellers har et fuldtidsarbejde), men lidt mere betaling, når der er rigtig brand. Det er dog ikke for lønnens skyld, at der er så mange frivillige, men en tradition i de her landsbyer for at alle bidrager, og en vis stolthed over at være med i det lokale brandkorps. Det var også et hit for børnebørnene, at komme op i de store brandbiler, og prøve brandhjelme mm.

Om aftenen blev vi alle så samlet i et lejet forsamlingshus. Det var så Jackys tre søstre og deres børn og børnebørn og mænd, koner, kærester. I alt ca 40 stk. Alle havde taget mad og drikke med, som blev sat frem på et bord, og børnene fandt meget hurtigt ud af, at man ikke behøver at kunne snakke sammen for at lege, og fik i løbet af nogle timer deres bedste venner!

Søndag morgen var vi forbi markedet i Saint-Auban inden vi mødtes ved forsamlingshuset igen, spiste rester, tog billeder, ryddede op og derefter afsked med de fleste. Vi kørte op til klosteret Ganagobie på klippetoppen, hvor vi plejer at vandre op hvert år, og så fik de andre også lige set udsigten deroppefra og rørt sig lidt, inden det sidste aftensmåltid hos Jeanine.

Alt i alt nogle vellykkede, hyggelige og intensive dage, hvor mange ikke havde set hinanden i over 20 år, og for grandfætre og -kusiners vedkommende var det jo første gang, men også mange af de franske fætre/kusiner har ikke mødtes alle på én gang i mange år!Weiterlesen

Nu er der gået tre dage, hvor hverken Birgitte eller Jacky har fået skrevet noget i vores fælles dagbog, så i dag på min femårs fødselsdag, tager jeg altså over! Det kan jo ikke blive ved med at gå!

Jeg har prøvet at undersøge, hvad man skal gange en bils alder med, for at det svarer til “menneskealder”, men jeg har ikke helt kunne finde ud af det. Heste skal man gange med 4 år og hunde med 7 år, men en bil er jo mange ting! Og der er jo forskel på små benzinbiler og store lastbiler og så sådan nogle fine autocampere som mig. Forskel på hvor gamle vi bliver, og hvor meget vi bliver brugt!

Men jeg mener nu selv, at jeg bare er, hvad der svarer til et ungt menneske endnu! Stærk, nysgerrig, åben for hvad fremtiden bringer, og ikke bange for noget! Jeg synes allerede, at jeg har set og oplevet en hel del! Jeg har været mange steder, og så er der især nogle områder her i de franske alper, hvor jeg er rigtig godt kendt, og jeg rigtig kan øse ud af min erfaring, når vi holder og overnatter i nogle af de høje pas. Men nogle gange møder jeg jo også andre campere, der har været virkelig mange forskellige steder i verden, og som er meget ældre end mig, og kan fortælle om meget eksotiske ting. Men det glæder mig kun at høre om, for så ved jeg, at jeg nok også skal blive rigtig gammel, og har meget til gode at opleve endnu! Og jeg tvivler ikke på, at Jacky og Birgitte vil beholde mig mange år endnu, og at vi nok skal komme endnu mere omkring sammen!

Nå, men jeg skal jo fortælle om i dag. Og de har jo besøg af Jackys børn og børnebørn, og det er jo derfor, de har så travlt med at vise rundt hernede. Og her de første par dage, har de været sammen med Jackys søstre og deres børn og børnebørn, dvs. fætre og kusiner, og grandfætre og grandkusiner! Og de har været sammen, og spist, og gået ture, og besøgt hinanden, men jeg har tit bare stået ved de samme oliventræer, som jeg altid bliver parkeret under, når vi er her.

Men så i dag skulle vi lidt videre. Så vi kørte rigtig i kortege; jeg forrest selvfølgelig, og så de tre udlejningsbiler på række efter mig. En mørkeblå, en grå og en hvid! Det er sjovt at være førebil på den måde, og vi skulle op til Pierre og Francoise i Sigoyer, og dertil kender jeg jo alle stigninger og krumninger på vejene! Undervejs stoppede vi lidt i byen Sisteron, hvor de gik en tur, og derefter holdt vi frokostpause på en rasteplads. Så blev min persienne slået ud, hvis der skulle komme en regnbyge, og der blev sat borde og stole op, så de kunne smøre sandwich, og de små børn fik lov til at komme ind og sidde i varmen på sæderne! Det er dejligt at være centrum på den måde, - og de er også allesammen så glade for at kunne låne mit toilet!

Sidst på eftermiddagen nåede vi så frem til Sigoyer, og de har vist hygget sig her til aftens, for jeg har både hørt harmonikamusik, og kunne dufte røget skinke og smeltet ost, så de har vist spist raclette, og det er blevet ret sent her til aftens inden de kom ud for at gå i seng, hvor de også klagede lidt over, at de også havde fået spist for meget chokolademousse! Den slags bekymringer har jeg jo ikke!

Men nu må vi vist hellere gå til ro, for i morgen skal vi nok over et bjergpas eller to, på vej op til Jackys fødeegn Savoie, og der er lovet regnvejr det meste af dagen, så det bliver nok en lidt våd affære. Så jeg vil sige godnat herfra, og så håber jeg Birgitte kan overtage skriveriet igen i morgen!

Passepartout.Weiterlesen