Efterårstur til Alperne 2021

Vi holdt os indendørs hele formiddagen til lyden af regndråber mod taget af Passepartout af og til iblandet kraftig vind og tordenskrald. Jeg har siddet og lagt vores vandreruter op på wikiloc.com, og Jacky har læst om Queyras’ historie i en bog vi har købt.

Jeg får mere og mere sympati for området her. Queyras har historisk set været et tyndt befolket og meget isoleret område fra resten af Frankrig. I 1830 boede der ca 8.500 i hele Queyras, og det var hovedsaglig landbrug og skovbrug de levede af og enkelte steder lidt minedrift. 100 år senere (i 1930) var indbyggertallet faldet til 3.500. Så der har været massiv fraflytning og udvandring. Men på trods af de svære levevilkår og dårlige veje, har der også været livlig handel og trafik med muldyr over passene både til Italien og det øvrige Frankrig. I passet Col Lacroix, der i dag bare er en vandresti mellem Frankrig og Italien, passerede der i 1868 op mod 26.000 folk igennem på en sommer med over 5000 tons handelsvarer! Og der lå allerede dengang mange små refugier langs stierne til overnatning for de handelsrejsende og deres æsler og muldyr.

I 1957 indtraf en naturkatastrofe, som, hvis den skete i dag, ville være blevet betragtet som et resultat af den globale opvarmning. På det tidspunkt var det nok mest en kombination af en meget snerig vinter, et sent forår, og en masse regn i juni måned, der gav enorme oversvømmelser i hele Queyras og faktisk også oppe i Maurienne-dalen i Alperne. I landsbyen Ceillac, hvor vi gik tur, da det klarede op i eftermiddag, blev flere huse skyllet væk og landsbyen der lå tilbage var dækket af tykke lag af sten og grus, som vandet havde ført med sig.

Men som de øvrige landsbyer i Queyras, er Ceillac forblevet forholdsvis uspoleret. Selvom der er en enkel skilift i bunden af dalen, og en nyere bydel med flere store hytter og hoteller i hyttestil, er den gamle bydel hel intakt, og her lever landbrug, transhumance med får og turisme tilsyneladende fint side om side. Det er ligesom i Grønland, lige nu tidspunktet hvor fårerne bliver hentet ned fra bjergene. De bliver så, som vi så det i dag midt i Ceillac, læsset på lastbil og kørt til deres vinterresidence nede i Provence og Camargue.

Det blev en smuk aften med opklaring og sol, og ved fem-tiden kørte vi ud af dalen, ned forbi Guillestre og videre mod syd af dalen mod Vars og Col de Vars. Vi kørte forbi landsbyen Saint-Paul-sur-Ubaye og op i Ubaye-dalen. Vi holder på et lille fladt stykke mellem to hårnålesving med udsigt til en bro vi heldigvis ikke skal over i morgen! Vi skal lidt længere op af Ubaye-dalen som ligger på grænsen mellem Queyras og Mercantour.Baca selengkapnya