Thomas Birthin Schmidt

Vi vågnede i går til den smukkeste solopgang i mands minde. Da vi var så højt oppe i bjergene, at vi var over dugpunktet, så lå der så stort et skylag over hele dalen, at det lignede en kæmpe sø af skyer. Da solen så brød igennem de skyer og malede dem røde og gule - wow en udsigt. Ord kan ikke beskrive det!

Vi begyndte dagen i går med en nedstigning på 3 timer. Vi tænkte (naive som vi er) at det vel er dejligt nok at gå ned ad bakke efter en lang dag op ad bakke. Hvor tog vi så grueligt fejl! Det var skisme hårdt. Efter 20 kilometer ankommer vi til en lille by hvor vi kan gå to veje. Vi er meget uenige om hvor vi skal gå hen, og vælger at slå plat eller krone om det. Jacob ender med at vinde (kun med en lille smule snyd) og vi ender ud med at gå næsten 20 kilometer mere før vi kommer til et Herberg vi kan sove hos. Vi har ikke noget ordentligt mad at spise, og dette herberg har desværre ikke nok senge til os, og vi bliver nødt til at sove på gulvet. Aldrig har en nats søvn gjort så ondt.

Vi vågner først kl. 07 i dag og gør os klar på at gå 30 kilometer til Portomarin - en lille "havne"-by der grænser op til en meget smuk sø. Gåturen i dag har ærligt talt været ret lort. Det har været omkring 40 grader i solen hele dagen (og vi har kun gået i solen), Jacobs vabler har bevæget sig op under neglene, og hvert skridt har føltes næsten som en nål der bliver stikket igennem foden. Jacob mente at man snildt kunne have anvendt denne gåtur som tortur-metode i den gamle middelalder.

I dag blev vi enige om dillemaet omkring 'det at holde pauser' når man går. Det er dejligt imens man holder pause at lufte sine fødder, drikke lidt vand, få lidt fodmassage og køle ned - men det er et helvede når man starter med at gå igen. Normalt gør det ondt at gå i de første 15-20 minutter indtil fødderne bliver lidt følelsesløse. Så er det dejlig rart at gå. Men når man starter igen efter en pause - så starter helvedet igen.
Dette skyldes nok at vi har været tumper til at pakke og var pakket ca. dobbelt så meget tøj som vi behøver. Taskerne vejer jo næsten et ton!

Emil fandt ud af, da vi endelig efter mange timer nåede i mål, at hans vabler har rykket sig løs og hans lilletå føles som en ufødt babys tå. Vablen i sig selv var vel egentlig også større end tåen.

Men da vi så endelig ankom til byen fandt vi et fantastisk hostel. Massage, god mad, sauna, lækre toiletter dejlige senge - vi er alle enige om at folk generelt ikke værdsætter livets små glæder (såsom mad, vand, en seng og en krop der ikke gør ondt) nok i dagligdagen. Vi har besluttet at holde dagen i morgen fri for at restituere lidt.

Alt i alt en god dag ( trods en træls gåtur er det alt sammen "worth it" når man ankommer til et dejligt sted). Vi er desværre løbet tør for rom, men det kompenserede vi ved at drikke lidt af hostels bajere - Titanic ligger vel på bunden ;)Read more